Først fik hun kræft. Så kom en ny lufttur: Det føltes som to naturkatastrofer inde i mig

For de fleste er farven grå en lille smule ingenting. Det kedelige, det usynlige og det ligegyldige grå. Det er en kæmpe misforståelse ifølge iværksætter, naturmenneske og grundlægger af skønhedsbrandet Rudolph Care, Andrea Elisabeth Rudolph.

Hun forsøger at stoppe op og værdsætte de grå toner – både dem, hun kigger på ud af vinduet, og dem, hun mærker, når hun ser ind i sig selv.

Andrea er i gang med at lande på begge ben med hjertet i behold efter to voldsomme kolbøtter i form af sygdom og skilsmisse. Derfor kommer taknemmelighed over livet også i de sarteste grå nuancer.

– Jeg er midt i fugen mellem før og nu, og det er der en vis skønhed i. Jeg har været på følelsesmæssig udebane i lang tid og begynder nu at føle mig mere som mig igen, end jeg har gjort i mange år. Jeg har givet plads til nye sider af mig selv, som jeg før har set som svagheder, og føler nu styrke i at være sårbar. Det har krævet en tålmodighed i et tempo, som bestemt ikke er naturligt for mig. Jeg må stadig gøre mig umage med at stoppe op frem for at styrte videre. Det er livsnødvendigt for mig nu. At være til stede dér, hvor jeg er, og med så få bagkanter som muligt, siger hun.

Vi skal et par år tilbage, hvor første kolbøtte slog hende ud af kurs. I 2021, da hun var 44 år, fik Andrea brystkræft, som spredte sig.

– Jeg mistede alle mine superkræfter, da jeg blev syg, og blev nødt til at skrue helt ned for gassen for at komme i takt med mig selv og min omverden igen på den anden side.

Andrea ved, at hun er god til at få noget ud af det, der er. At magte at gå oprejst igennem det svære på den mest positive måde.

Hvor mange nok havde hængt skiltet med ”lukket på grund af sygdom”, inviterede Andrea alle sine følgere på instagram helt tæt ind til kroppen og med gennem sit brystkræftforløb.

Også i situationer, hvor det ikke kunne være mindre fotogent og mere følsomt. Det blev en vigtig opgave for at lade andre spejle sig, som hun ikke har fortrudt.

Den enorme tsunami af kærlighed, hun fik retur, var guld værd og fundamental gennem forløbet, mener hun.

– Jeg havde brug for den omsorg, for jeg kunne ikke klare det selv. Jeg har altid haft en indre automatpilot, der handler pr. refleks, når der sker noget uventet. Det er både godt og skidt. Jeg trives faktisk godt i det frie fald, altså når det virkelig gælder, hvor absurd det end lyder. Så vil jeg fikse det hele for alle og beskytte min flok uanset hvad. Jeg har et enormt overlevelsesgen og ved, at jeg altid kan klare mig. Det er en god evne. At mit liv så på den ret så rå måde lærte mig, at jeg ikke behøver at gøre det hele alene og selv, er ikke bare en styrke. Det er en kæmpe gave, som jeg er meget taknemmelig for og har taget fuldstændigt til mig.

Naturkatastrofer

I sommer kom så anden lufttur, da Andrea og hendes mand gennem de seneste 12 år, Claus Møller Jakobsen, valgte at blive skilt. Igen måtte hun kæmpe mod stærke kræfter.

– Min sygdom og min skilsmisse har føltes som naturkatastrofer inde i mig. Jordskælv, ild, oversvømmelse og tornadoer, som var stærkere end mig. Nu heler jeg. Rydder op og genopbygger et forhåbentligt endnu stærkere fundament end før. For der skal altså komme noget godt ud af alt det uvejr. Jeg har altid skulle være så sej. Ikke for at andre skulle synes det, men det skulle jeg bare, syntes jeg selv. Det har været lettere for mig at stramme ballerne, være kæk og løbe om kap med livet, uanset hvad oddsene var. Det er altså en overlevelsesstrategi, som man mildt sagt knækker på. Så nu er jeg optaget af, hvor dejligt det er at føle styrken i at være sårbar. Det har jeg aldrig følt før. At lukke op for sin sårbare side og invitere den ind i varmen er en voldsom selverkendelse og en vej for mig til at blive et mere nuanceret menneske. Det er vildt at opleve i en alder af 48 år.

At livet nu med vilje skal leves i, hvad der for ”den gamle” Andrea næsten føles som slowmotion, er nærmest naturstridigt og meget modsat hendes hidtidige færd gennem livet.

Som én af de store, i en søskendeflok på seks af to stærke selvstændige og kreative forældre, voksede hun op på landet i Jylland i en verden af træer, der skulle klatres i, huler, der skulle bygges, projekter, der skulle findes på, og konkurrencer med vilde søskende, der skulle vindes.

En barndom med tydelig inspiration og forventning fra far og mor om, at hun skulle gøre sig umage og være ordentlig i alle livets forhold. Og at hun skulle være nysgerrig og modig.

De værdier fik hende på DR’s Talenthold og gjorde hende efterfølgende til en af Danmarks mest kendte TV- og radioværter.

De ligger som basis for hendes tilgang til sit arbejde, men i lige så høj grad også som mor og som ansvarligt menneske i det hele taget. Det blev der rykket ved, da hun blev syg.

– Jeg har godt nok haft svært ved at genkende mig selv de sidste år. Jeg er egentlig grundlæggende glad for mig selv og har altid haft det fundament i livet. Men de sidste år har ingen, inklusive mig selv, kunnet genkende mig. Jeg kæmpede med næb og kløer. Jeg slog fra mig, og det slår man sig på.

Roligere tempo

I dag er hun kræftfri og stille og roligt på vej videre efter skilsmissen. Hun har ændret sig.

Presser ikke sig selv så hårdt, er blevet mildere og stiller færre krav til alt det, som hun før betragtede som sine naturlige pligter.

Samtidig lever hun med en stille sorg over alt det, der er tabt. Og så er der tålmodigheden. Den kæmper hun for at holde fast i, når det nye, rolige tempo til tider føles som om fremtiden er sat på fortsat standby på ubestemt tid.

– Jeg er et kæmpe konkurrencemenneske, og min værste konkurrent er stadig mig selv. Jeg er klart blevet sødere og behandler mig selv lidt bedre. Jeg bliver langsomt bedre til at mærke ordentlig efter, hvad jeg virkeligt har brug for. Jeg er jo nogens mor, men samtidig vil jeg have overskud til andet end mine børn, venner og kolleger. Overskud til at tage aktivt del i samfundet og i verden, siger hun.

Samtidigt øver hun sig i at prioritere, at sige nej tak og droppe alt om, hvad hun ”burde”.

– Nu passer jeg på mig selv først. Jeg har taget mine kræfter for givet og har stillet for høje krav til mig selv. Nu prøver jeg at tænke på mig selv, som var jeg mit eget barn. Den omsorg man giver til sine børn, må man også give sig selv.

Ud i naturen

Når det hele ramler, er det sidste, hun har brug, for al den ballade og stress, man selv skaber. I stedet at få ro på nervesystemet og passe på sig selv.

– Livet egner sig ikke til at være indviklet. Så når det bliver det, hjælper det mig at gøre det helt enkelt. Intet er så slemt, at det ikke hjælper lidt, hvis man lægger sig på ryggen midt ude i naturen og får ro på sig selv.

Naturen er nu en essentiel del af Andreas vej til et nyt liv.

– Mit nye tempo gør mig så godt. Glemmer jeg det, tager naturen altid imod mig med åbne arme. Når jeg kommer ud i den friske luft, kan jeg trække vejret, min puls falder til ro, og mine sanser skærpes. Det er så enkelt, siger hun, og har også et større forhold til naturen end blot at bruge den til at lade op i:

– Vi mennesker er jo selv natur. Hvis man genkender den oplevelse, så ved jeg, at man også genkender den stille ro og glæde ved det grå. Himlen, havet, tågen, træstammer og stensætninger. De grå dufte, sanseligheden. Det er så rørende smukt. Så ja, gråt er flot, og naturen er den mest tålmodige elsker, vi mennesker nogensinde kan få.

Når noget slutter, må man tage et aktivt valg og starte det nye. Det skylder man sit liv, synes Andrea. Hun nød også sit liv før kræften, men nu mærker hun det mere bevidst.

Ud af de seneste år er der vokset en endnu større appetit på at leve livet i farver. Mere fest, mere leg, mere dans og godt med grin.

Som ny singlemor er tiden med delebørn ny og skrøbelig og både sorgfuld og kærlig intens. Fremfor alt er den kostbar. Andrea formulerer det som, at hun har ”generobret sin tid”.

Helst hver dag tager hun og børnene derfor på mikroeventyr. Bål i haven, en lille lur i skoven, en madpakke ved vandet eller bare ud og snakke med nogle heste.

– Vi er så lækkersultne på livet, og verden bliver jo enormt stor, når man primært omgiver sig med små, søde mennesker. Nærvær findes også i det bare at være stille sammen i naturen.

Hver dag går det bedre, og forude venter en hel verden fuld af naturens små og store mirakler, som hun vil vise både sine børn og sit eget indre barn.

Alle de grå, blå og gyldne øjeblikke, som livet er så fuldt af, hvis man tager sig tid til at komme ud og kigge efter.

– Jeg er så taknemmelig for mine børn og alle mine nye og gamle relationer. De er det absolut vigtigste. Det fineste vi kan, er at være der for hinanden. Det vil jeg bruge min tid på og huske at vise mine børn