Fra nu af stiller jeg altid et bestemt spørgsmål, inden jeg går i seng med en mand

Johanne Bille er forfatter og kulturredaktør. Dette er en kommentar, der er udtryk for skribentens egen holdning.

Egentlig var min selvtillid ikke i top den aften, jeg mødtes med en gruppe venner på et af mine favoritværtshuse.

Jeg havde tømmermænd (velkommen til en weekend, der er karakteristisk for mig – en singlekvinde i sine tredivere), og jeg stod egentlig med en halv fod på vej i en metro hjem, da jeg alligevel blev lokket fra en middag over til mine venner.

Lokalet var fyldt med mennesker, røg og damp, lyset dæmpet og lækkert, og der var halvkolde øl på flaske.

Ud af højtalerne flød jazz, og jeg lod mig falde ind i stemningen, mens jeg nød mine venners selskab.

De var sjove og kloge, nogle af mine bedste venner, og da vi skulle gå, tog jeg mig selv i at tænke, at jeg havde haft en perfekt aften.

Den havde alt det, en god aften skulle rumme for mig: Spændende samtaler, grin, kolde øl, nærvær.

Måske blev jeg overmodig, måske er jeg bare jubeloptimist trods flere år på det benhårde singlemarked, men på vej ud fra baren fik jeg øjenkontakt med en mand.

Det var en knitrende øjenkontakt, flirtende og lidt farlig, pirrende.

Her stod jeg og skulle træffe et valg: Skulle jeg gå hen til denne mand, der så åbenlyst ville i kontakt, eller skulle jeg lade tilfældig mand være tilfældig mand og gå hen til den metro, jeg egentlig havde været på vej ind i for flere timer siden?

Jeg valgte at tage chancen.

Dumt måske, men så alligevel: Jeg var i dejligt humør, jeg nød, hvordan natten smøg sig om mig som et behageligt mørke, hvor deadlines og forpligtelser ikke fandtes, og jeg ville gerne have det til at blive ved. Han sagde hej, jeg sagde hej, en øl blev til flere – gæt selv, hvad vej det gik.

Egentlig har jeg ikke noget at klage over i forhold til den aften, nej, men jeg har noget at klage over i forhold til, hvad der skete, da aften blev til morgen, og vi endelig skulle sove.

For pludselig tog denne tilfældige mand, der nu havde været nøgen med mig, faktisk været inde i mig, sit tøj på. Da han fortsatte med sine sko, forstod jeg, hvad der var ved at ske. Han var på vej hjem, og det er bestemt ikke første gang, det er sket for mig.

Faktisk sker det oftere og oftere for mig, at mænd, jeg går i seng med, ikke vil blive og sove.

Det er sårbart at indrømme, for det kan jo have noget med mig at gøre (og det frygter jeg da i mit stille sind), men jo flere gange, jeg oplever det, jo mere sikker bliver jeg på, at det handler om noget andet.

Det sker oftere, end jeg vil være ved, at jeg bliver stukket halve løgne om tidlige morgenaftaler (selvom disse mænd få timer forinden har sagt, de ikke skal noget næste dag, så vi kan da snildt tage en øl mere), dårlige søvnvaner eller sågar en tur i bageren (han kom aldrig tilbage).

Det er to år siden, jeg skrev klummen her.

Den gang slog jeg på tromme for at turde give sig hen, turde insistere på det betydningsfulde i øjeblikket. Klummen skrev jeg en nat, hvor jeg selv var blevet smidt ud efter et knald af en date.

Jeg var rasende, tastede mit om natten, jeg skrev blandt andet:

”Jeg tror ganske enkelt, vi er blevet bange for at give os hen. Vi frygter intensiteten, for den kræver vores udelte opmærksomhed – hvad vil der ikke ske, hvis vi pludselig rent faktisk gav os hen?”

Jeg står stadig ved den klumme, men jeg er også begyndt at forstå, det handler om mere end en frygt for at give sig hen og lade sig fortabe, når man(d) nægter at blive at sove, efter man har været i seng med hinanden. At gå tidligt om morgenen eller sent om natten er en ansvarsfralæggelse. Det er at sige: ”Vi gik i seng med hinanden, men den intimitet, der fandtes mellem os, må tilhøre natten”.

Det er jo dårligt nok i sig selv, men samtidig er der også et magtspil på færde.

I sidste ende er det en magtdemonstration at skride med sine underbukser i lommen.

Man holder ikke bare bolden på egen banehalvdel, nej, man tager bolden og går ud ad døren. Tilbage kan man, nej, jeg så sidde og føle mig dum over, at jeg for et par timer troede, vi delte noget sammen. Og værre endnu: At vi passede på hinanden.

Som Oscar Wilde vist er citeret for at sige:

”Alt handler om sex. Undtagen sex. Sex handler om magt”.

Og det var lige præcis, hvad jeg tænkte, da den (nu ikke længere helt) tilfældige mand gik ud af min dør klokken halv seks om morgenen.

Med meget få handlinger (bukser på, sokker på, snørre sko, et distanceret kram) havde han fjernet alt den tryghed, intimitet og egentlig også det begær, der havde fandtes i mig.

Lad mig sige det sådan her: Hvis du finder mig tiltrækkende, sød, intelligent, smuk eller måske bare villig nok – hvad ved jeg – til at ville gå i seng med mig, har du dæleme også at vågne med mig ædru næste morgen.

Alt andet er at underminere det utrolig fantastiske, dejlige eller i hvert fald bare sjove ved at gå i seng med et andet menneske.

Sex er intimt. Sex er at forbinde sig til hinanden – om end kun for en stund.

Sex er sårbart, sex er nøgent for dælen! Sex betyder noget. Uanset om det er et one night stand eller ej.

Og med til alt det vidunderlige, der er i det seksuelle rum, følger også et ansvar.

Et ansvar for at turde kigge den i øjnene, man har haft sex med. Er morgenånde og tømmermændsmascara særlig lækkert?

Ikke nødvendigvis, men det hører med, for det hører med til, at vi (i hvert fald jeg) jo ikke går i seng med hvem som helst.

Jeg vil gerne gå i seng med mænd, jeg finder tiltrækkende, men et ufravigeligt krav er, at vi passer på hinanden i processen. Punktum.

Det indebærer, at vi opfører os respektfuldt. Det er ikke respektfuldt at skride, endnu før vi er dampet af.

Og det er for den skyld heller ikke respektfuldt ikke at skrive tak for en dejlig nat dagen efter.

Var det ikke en dejlig nat? Jamen så skriv da ”Tak for i nat”. Mere behøves faktisk ikke.

Det handler grundlæggende om at anerkende, at vi har vist hinanden den tillid, det er at være nøgne sammen.

Tænk på det som en fodboldkamp.

Uanset om du vinder eller taber, siger du ”Tak for kampen” og ser dine mod- og medspillere i øjnene bagefter. Hvis du ikke forstår det, vil jeg faktisk mene, du ikke er voksen nok til at gå i seng med nogen.

Så kære mænd derude: Jeg vil fortsat blive ved med at spørge ind til jeres barndom, karrierer, skilsmisser, børn og hvad ved jeg, når vi mødes i byen.

Bare rolig. I skal nok få rig mulighed for at fortælle om jer selv. Men først vil jeg stille jer et andet, langt vigtigere spørgsmål, der siger meget mere om, hvem I er. Gæt selv hvilket.