Liv
7. oktober 2024

Frederik Haun i tårer: – Hvorfor er jeg ikke forelsket?

I et længere skriv på Instagram fortæller Frederik Haun, at han var i tårer, kort efter tvillingerne kom til verden. Det var nemlig ikke helt kærlighed ved første blik
Af: Oliver Morell Andersen
Premiere på Askepot The MusicalDato: 7.3.2024Sted: Tivolis KoncertsalJournalist: Sara Nørgaard og Karina DidriksenFoto: Copyright : Martin Høien/Aller Media Danmark

Foto: Lars H. Laursen

Den 27. september blev Frederik Haun og Morten Kjeldgaard forældre til to piger.

Kærligheden til de to nye familiemedlemmer, som har fået navnene Emma og Nora, var kort efter ikke til at tage fejl, da Frederik Haun delte en sød video fra hjemmet, hvor han vuggede pigerne i søvn.

Men alt har ikke kun været sukkersødt hos Frederik Haun.

Det fortæller han nu i et meget ærligt opslag på Instagram, som han har skrevet med våde øjne.

Med titlen ”Hvorfor er jeg ikke forelsket?” sætter han ord på nogle af de følelser, som han havde blot tre timer efter Emma og Nora var kommet til verden.

- Jeg står på hospitalets parkeringsplads, på vej ud for at hente pigernes tøj i bilen. Jeg er helt ude af mig selv og har et mindre angstanfald. Jeg ringer febrilsk til min mor, græder, og er skræmt fra vid og sans – hvad er det, jeg har gjort?

- Jeg skammer mig. Jeg skammer mig over, at jeg allermest har lyst til at starte bilen og flygte – flygte fra det hele. Hvorfor er jeg ikke hovedkulds forelsket i pigerne? Jeg troede, det skulle være kærlighed ved første blik?

Øjeblikket som han havde drømt om i flere år, var ikke helt, som han regnede med.

Følelserne stemte ikke overens med forventningerne.

Efter en samtale med sin mor, kommer Frederik Haun tilbage til barselsstuen med pigernes tøj, og her bryder han ud i gråd.

- Jeg græder lidt igen og får fortalt Morten, hvordan jeg har det. Jeg er bange.

Men morgenen efter ændrer det hele sig tilbage til de forventninger, som ”Den store bagedyst”-stjernen havde inden fødslen, da han vågner med Nora i sine arme.

- Jeg kigger på hendes lille fine ansigt, og lige der ånder jeg lettet op, helt solgt over det lille menneske, der ligger dér i min favn.

- Min pige, vores piger. Mit hjerte vokser sig fysisk større i det øjeblik, fyldt med kærlighed. En kærlighed, der kun er blevet større og vildere for hver dag.

Frederik Haun slutter af med at fortælle, at han har valgt at dele sin historie, da han ved, at der kan sidde andre nybagte forældre derude, som har oplevet samme forvirring og skræk.

- Vi taler ofte om de lyse øjeblikke ved at blive forældre, men ikke om den overvældende angst, der kan følge med. Jeg synes, det er vigtigt at forstå, at kærlighed ikke altid rammer med det samme, men når den gør, er den altomsluttende.


Du kan læse hele opslaget fra Frederik Haun herunder.

Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også