Christine kastede op 50 gange om dagen: ”Det var svært at elske barnet i min mave”

Ekstrem graviditetskvalme

Kun fire uger inde i sin første graviditet er Christine så dehydreret, at hun ikke har tisset i to døgn. Hendes underliv og krop gør ondt, og hun kaster op. Hele tiden.

- Jeg bliver kørt til min læge, fordi jeg brækker mig så meget, at jeg ikke kan stå op. Det føles, som om alt er ved at falde ud af mig, siger Christine.

Hendes tilstand er så kritisk, at hun bliver hasteindlagt på svangreambulatoriet i Næstved. Indlæggelsen skal vise sig at være den første ud af en lang række, som Christine ikke kan huske tallet på. Det viser sig også at blive starten på en ni måneders kamp for at overbevise omgivelserne om, at hun ikke selv havde besluttet sig for de ustandselige opkastninger.

- Folk blev ved med at spørge, om jeg ikke kastede lidt mere op, end det var nødvendigt. Jeg blev mødt af læger, som mente, at jeg gjorde det for at få opmærksomhed, fordi jeg var ked af at være gravid. Det var forfærdeligt, for jeg elskede stadig min baby inde i maven, selv om jeg havde det så dårligt.

Var der sundhedspersonale, der direkte sagde til dig, at du gjorde det for at få opmærksomhed?

- Ja. Der var mange, der troede, at det var noget psykisk, der var på spil. For nogle år siden mistede jeg min mor, og folk troede, at det var en reaktion på, at jeg var ked af det. Så jeg havde både kampen mod opkastningerne og kampen for at overbevise folk om, at der ikke var noget galt i mit hoved. Det kan godt være, at jeg mistede min mor, men ingen læge skal bilde mig ind, at det er derfor, jeg har haft en dårlig graviditet, siger Christine.

Kan jeg holde til det?

Christine beskriver tiden som at have tømmermænd hver dag. Tømmermænd af den allerværste slags. Hun kaster op 50 gange om dagen, ryger ind og ud fra indlæggelser, og hun når til det punkt, hvor selv vand lugter så dårligt, at hun får kvalme af det.

- Men jeg blev stadig nødt til at komme ud og få frisk luft engang imellem. Når jeg var ude og gå, havde jeg minimum 5 brækposer med mig. Der lå brækposer fra overalt derhjemme og i biler, hvis det nu skulle gå galt. Min verden brød sammen, hvis jeg havde glemt mine kvalmepiller et sted. De gjorde, at jeg kunne lade være med at kaste op i 2-3 timer. Men kvalmen var der hele tiden. Den var invaliderende og sad som en forgiftning i min krop, siger hun.

- Jeg prøvede alt: fik akupunktur, massage, gik til en hypnotisør, og jeg var sågar forbi en healer. På et tidspunkt blev jeg nærmest overtroisk, fordi jeg hverken kunne stå eller gå. Jeg kom i tvivl om, om graviditeten var det hele værd. Om min krop kunne holde til det. Men jeg fandt kræfter, for alle sagde, at det nok skulle gå over på et tidspunkt. Det gjorde det bare ikke, siger hun.

I modsætning til de fleste andre som venter sig, tager Christine ikke på under sin graviditet. Faktisk taber hun sig 17 kg, og hun får kost beregnet til underernærede mennesker. Men lige lidt hjælper det, for al maden ender i en brækpose.

- Der var flere, som sagde, at jeg umuligt kunne have et raskt barn inde i mig. Men jeg var aldrig bekymret for, om drengen i min mave ville være rask. Til trods for det hele havde jeg en god mavefornemmelse, og jeg stolede på, at han nok skulle tage fra mig, hvad han havde brug for. Han skulle nok klare det, siger Christine.

LÆS OGSÅ: Har du "kun" morgenkvalme af den mere almindelige slags? Så får du her nogle gode råd

Kvalmen har et navn

Der er ikke rigtigt nogen, som kan forstå, hvorfor Christine har det så dårligt, som hun har det. Og der er heller ikke nogen, der forstår, hvorfor det bliver ved. Det er lige indtil uge 18 af hendes graviditet, da Christine er indlagt.

- Der møder jeg endelig en sygeplejerske, som havde hørt om den her graviditetssygdom, hvor man bliver ramt af helt ekstreme opkastninger. Hyperemesis gravidarum. Jeg fandt en gruppe på Facebook, hvor vi var 40 medlemmer fra hele landet. Lige pludselig fandt jeg andre, som også havde brækposer med sig overalt, som heller aldrig børstede tænder, for det kunne alligevel ikke betale sig. Det var fantastisk at finde nogle, som var i samme båd, som jeg selv, og vi kunne sparre med hinanden, trøste hinanden og udveksle erfaringer, siger Christine.

- Fagfolk begyndte også at opføre sig anderledes over for mig, nu hvor jeg kunne fortælle dem, at min tilstand faktisk havde et navn. Mange vidste stadig ikke, hvad det var, men nu var det pludselig noget, de bedre kunne forholde sig til, siger hun.

Den dårlige samvittighed var altoverskyggende

20 uger inde i sin graviditet, bliver Christine indlagt med udrykning. Hun har kastet blod op, og lægerne tror, at hun har tarmslyng, fordi hun er så udtørret. Hele hendes krop er så dehydreret, at de har svært ved at stikke nåle i hende, og hendes arme er gule, blå og lilla fra alle de mislykkede forsøg under hendes talrige indlæggelser.

- Jeg var så flov over det. Folk troede, at jeg havde kræft, for ellers kunne man umuligt se så syg ud, som jeg gjorde. Men jeg var også sur på barnet, og jeg kunne ikke glæde mig over spark inde fra maven, fordi det fik mig til at kaste op. Det var svært at elske barnet inde i maven, fordi det havde gjort mig så sygt, og jeg var fyldt med dårlig samvittighed over at have det sådan, når jeg burde elske det, siger Christine.

Under hele graviditeten gik hun til psykolog for at bearbejde alle de følelser, der fyldte hende op. Magtesløsheden over ikke at kunne slå til og være ’noget’ for sin kæreste, ikke at kunne hjælpe til derhjemme, og ærgrelsen over ikke at have en lykkelig og rolig graviditet, som ventende ønsker sig.

- I perioder glædede jeg mig slet ikke til at være forælder. Heller ikke hele shoppingdelen med at købe ind til babyen. Min kæreste og jeg tog en enkelt dag i BabySam, og så sad jeg der på en skammel med min brækpose. Resten blev ordnet online, siger Christine.

”Lortestart og lortefødsel”

Efter 9 måneders sygdom viser det sig heldigvis, at Christines gode mavefornemmelse hele tiden har haft ret, og hun føder en sund og rask dreng. Oscar. Men fødslen er gået dårligt, Christine har mistet tre liter blod, og hun bliver ved med at kaste op.

- Jeg blev ved med at sige, at der var noget galt. 10 dage efter fødslen bliver jeg scannet, og ganske rigtigt var der gået betændelse i nogle livmoderrester, jeg stadig havde siddende i mig. På samme tid har jeg også fået brystbetændelse, og det er først, da jeg bliver fri for det, at jeg stopper med at kaste op, siger hun.

- På det tidspunkt var jeg så svag og afkræftet, at jeg ikke kunne noget som helst. Jeg kunne ikke engang løfte Oscar. Jeg lå og kiggede på det lille barn ved siden af mig, og så kunne jeg ikke engang samle ham op! Det var en lortestart og en lortefødsel, og jeg syntes ikke, at det var hyggeligt at få en baby, når den havde gjort mig så syg. Den dårlige samvittighed blev bare hængende, siger Christine.

En måneds tid efter fødslen begynder der at komme mere styr på det hele. Christine genvinder sine kræfter, og hun har ikke længere ondt. Men det er svært for hende at give sig helt hen til sin nyfødte dreng.

- Det første lange stykke tid var det meget mærkeligt for mig at kysse Oscar, for pludselig skulle jeg til at tage mig af noget, der havde gjort mig så syg. Han begyndte også at trække sig fra mig, og det gjorde meget ondt, siger hun.

En graviditet og en abort

Under sin graviditet svor Christine på, at hun aldrig nogensinde skulle gennemgå det igen. Tænk, hvis hun ville blive så syg igen, mens hun havde et lille barn, hun skulle passe på? Det ville slet ikke kunne lade sig gøre. Men da Oscar er et halvt år, går alt alligevel så godt, at Christine og hendes kæreste får blod på tanden til at få et barn mere.

- Tilbage i december fik vi en positiv graviditetstest, og så ramte sygdommen og kvalmen hårdere end nogensinde før. Jeg var så dårlig, at jeg ikke havde spist og drukket i en uge, og jeg havde allerede tabt mig 5 kg. Mine organer var ved at give op. Vi snakkede med flere læger, som sagde, at det var livsfarligt for mig at gå gennem en graviditet, og at vi blev nødt til at gennemføre en abort. For at redde mit liv, blev vi nødt til at tage den beslutning. Kvalmen forsvandt i det øjeblik, jeg aborterede. Vi valgte hele tiden at omtale indgrebet, som at jeg skulle have fjernet en sygdom. Det var en forgiftning, der skulle ud, så vi nåede ikke at knytte os til det. Men der vil altid være noget inde i mig, der tænker, om det mon var en lille pige, og hvad det kunne være blevet til, siger hun.

- I dag har vi taget en beslutning om, at vi ikke skal have flere børn, for jeg kan ikke gennemgå flere graviditeter. Det føles som et stort tomrum, som ikke kan blive fyldt ud nogensinde. Når andre er gravide har jeg svært ved at blive glad på deres vegne. Det er forfærdeligt ikke at kunne glædes over andres lykke, men det føles, som om en kniv bliver stukket ind i mig. Vi har ikke fortalt så mange om vores beslutning, for folk har rigtig svært ved at forstå det. Man skal være realistisk, for man skal også bibeholde sig selv gennem en graviditet. Man skal ikke få et barn for enhver pris, siger Christine.

LÆS OGSÅ: Ny dansk is anbefales mod graviditetskvalme

Christine Bruun, 26 år. Tandklinikassistent. Kæreste med Rasmus og mor til Oscar på 1 ½ år.

Hyperemesis gravidarum - ekstrem graviditetskvalme:

70 % procent af alle gravide oplever kvalme, og 50 % kaster op under graviditeten. Den mere alvorlige tilstand kaldes hyperemesis gravidarum, og den forekommer i 0,1-1 % af alle graviditeter. Den er kendetegnet ved alvorlig kvalme, voldsomme opkastninger, vægttab og væskemangel. Man kender ikke årsagen til hyperemesis gravidarum, men den skyldes utvivlsomt stigningen af graviditeteshormoner
Tilstanden er ofte invaliderende, men giver kun sjældent varige men for mor eller barn. Studier har vist, at hyperemesis gravidarum er associeret med bl.a. teenagegraviditet, førstegangsfødende og fedme.
Kilde: sundhed.dk

Facebookgruppe: Hyperemesis Danmark

Vidste du... At den engelske hertuginde, Kate Middleton, der er gift med Prins William, også har lidt af Hyperemesis gravidarum i alle sine graviditeter?