Danijela var gravid i uge 34. Så blev der blev helt stille i maven
Foto: Privat
Sidste efterår kunne den 30-årige svenske influencer Danijela Pavlica glædeligt annoncere, at hun ventede sit andet barn med kæresten Babak Faramarzian, som hun i forvejen havde den 2-årige Vienna med.
Danijela fortæller, at graviditeten var meget ligesom den første. Den eneste forskel var, at hun ikke tog lige så meget på i vægt, og at hun ikke havde lige så meget væske i kroppen.
Hun tog til tjek på sygehuset, og alt så fint ud.
Men dagen efter Viennas 2-års fødselsdag opdagede Danijela, at der var noget galt. På det tidspunkt var hun i uge 34.
– Der var helt stille i maven, selvom jeg gjorde flere forsøg på at få gang i babyen – noget som plejede at have god effekt.
– Jeg forstod ikke, hvorfor det var sådan, og jeg besluttede straks at blive tjekket, hvis nu der var sket noget, siger Danijela.
Da lægen undersøgte hende, fik hun at vide, at de ikke kunne finde babyens hjerteslag.
– Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle høre de ord. Alt blev helt stille, og jeg tror, at lægen måtte sige det samme tre gange, fordi jeg bare lå der helt ude af stand til at forstå noget af det, der blev sagt.
– Jeg havnede i en choktilstand, og der kom hverken spørgsmål eller ord ud af min mund.
Danijela ringede til sin kæreste og forklarede, at babyens hjerte var stoppet med at slå.
Han fik den ubegribelige besked over telefon, og det kom som et stort chok for ham. Da han ankom til sygehuset, fik de tildelt en fødestue.
– Vi snakkede med flere af de ansatte, og de hjalp os med at gennemgå alt skridt for skridt. Der begyndte det at gå op for os, hvad det var, der var sket.
Forberedte sig på fødslen
Danijela og Babak fik lov at rejse hjem og samle sig lidt, før de skulle tilbage til selve fødslen. Danijela syntes, det var svært at skulle forberede sig på at føde.
– Jeg vidste ikke, hvad jeg tænkte eller følte. Det er så utrolig svært at vide, hvad man skal føle, når man står i sådan en situation.
– Men ingen skal tage fra mig, at det var min elskede søn, jeg fødte, også selvom han ikke var i live længere, forklarer Danijela.
Hun fortæller, at da de ankom til sygehuset, og fødslen skulle sættes i gang, gik der en slags automatik i det.
– Jeg vidste, hvad jeg gjorde der, og jeg forsøgte at gøre situationen så god som overhovedet muligt. Selve fødslen var ikke så anderledes end min første fødsel.
– Det er det fineste øjeblik, jeg har oplevet, selvom han var dødfødt.
Dødfødsel
Dødfødsel bliver af WHO defineret som; fødsel af dødt barn fra og med uge 22+0. Hvis fostret dør tidligere, kaldes det en abort.
Fosterdød (fostre, som dør indeni livmoderen) forekommer sjældent i Danmark. Forekomsten af fosterdød har ligget nogenlunde stabilt på omkring 0,40% i perioden 2008-2017.
Som regel er der ingen kendte risikofaktorer hos den gravide på forhånd, og normalt er der ingen advarselstegn.
Som gravid bør du altid være opmærksom på mønsteret og hyppigheden af fosterbevægelser og kontakte dit fødested, hvis du oplever færre fosterbevægelser i forhold til tidligere.
Er du i tvivl, om du mærker mindre liv, opfordres du til at lægge dig ned og fokusere på bevægelser. Mærker du færre end 10 bevægelser på 2 timer, bør du kontakte dit fødested.
Kilde: Sundhed.dk
Selvom Danijela var klar over, at hendes babys hjerte ikke slog længere, klamrede hun sig til håbet om, at han skulle vågne.
Alt hun ønskede var at høre, at han skreg. Men der var ikke noget liv i den lille dreng, der fik navnet Lyon.
– Det var ren ønsketænkning. Jeg vidste jo godt inderst inde, at det ikke kom til at ske.
Selvom Lyon var død, lå han på Danijelas bryst. Hun fortalte ham, hvor elsket han var, hvor meget hun kom til at savne ham, og hvor meget storesøster Vienna havde set frem til at møde ham.
De tog billeder og lavede fodaftryk. Danijela er taknemlig for, at de fik brugt tid med sønnen.
Kender ikke årsagen
Har du fået at vide, hvorfor Lyon døde i maven?
– Det er selvfølgelig sådan, at man ikke altid får en forklaring på, hvorfor det sker, og sandsynligheden for at få svar er 50 procent.
– Vi har desværre ikke fået noget svar på, hvorfor det skete, men vi håber fortsat, at lægerne vil finde ud af det.
Lyon skulle selvfølgelig have en værdig begravelse. Danijela roser sygehuspræsten og kvinden fra bedemandsfirmaet.
"Efter min fars blodprop kom der meget mere berøring. Man kunne sige, at man elskede hinanden. Det var der ikke så meget af før"
– De hjalp os med alt og tog hånd om de praktiske ting. Vi orkede ikke at tænke så meget på noget andet end at være til stede til begravelsen og tage afsked i ro og fred.
– Det er utroligt smertefuldt at begrave sit eget barn, og det er noget, jeg ikke håber for nogen at opleve.
En stor sorg
I tiden efter fødslen har livet været mørkt, fortæller Danijela.
– Jeg bærer på en stor sorg. Heldigvis har vi vores datter, og hun gør alt meget lettere for os. Vi tog og tager fortsat én dag ad gangen, og men hun gør virkelig vores liv bedre.
Danijela, som har over 80.000 følgere på Instagram, forklarer, at støtten fra følgerne har været til enorm hjælp i tillæg til støtten fra de nærmeste.
– Jeg ved, at min åbenhed kan hjælpe andre, noget som også har hjulpet mig meget. For mig er det til stor hjælp at snakke om det, hvilket også hjælper mig med at bearbejde det, der skete.
Der er mange, der har kontaktet Danijela, efter hun åbnede op for tabet af sin søn.
– Mange har taget kontakt til mig og forklaret, at de har oplevet det samme. Det var til stor hjælp for mig at forstå, at jeg ikke stod alene i det. Det betyder, at min åbenhed forhåbentlig hjælper andre.
Vil have flere børn
Selv om graviditeten endte med det værst tænkelig udfald, ønsker Danijela at blive gravid igen.
– Jeg vil have mange børn, og selvom skrækken for at det samme skal ske igen er utrolig stor, er mit ønske om en stor familie så stærk, at det overskygger rædslen. Spørgsmålet er bare, hvornår det sker.
Denne artikel blev oprindeligt publiceret på KK.no.