Gode øvelser til dig, der får ondt i nakken, når du ammer eller giver flaske
Foto: Sarah Williams og Panthermedia
Problem : Du får ondt i nakken, når du ammer eller giver flaske
Når man ammer eller giver flaske, har man en tendens til at sidde foroverbøjet med hovedet alt for langt fremme – især fordi man sidder og kigger på sit dejlige barn. Men man gør det så mange timer hver dag, og det kan give smerter i nakken.
LÆS OGSÅ: Amning: 9 typiske problemer - og hvordan du løser dem
Øvelse: 8-taller for synet
Når du arbejder med synet, stimulerer og aktiverer du nakkemusklerne. Man overbruger også nemt sine øjne ved at stirre ind i sit lille vidunders øjne under madningen, og synsøvelsen her kan hjælpe dig med hurtigere at rette nakken ind og komme af med 'morpuklen'.
Sådan gør du: Stil dig med lang ryg. Har du tendens til svimmelhed, kan du sidde ned eller stå med ryggen mod en mur eller i et hjørne med vægge på begge sider. Hold en blyant frem foran dig i en armslængde ud for næsen. Bevæg blyanten langsomt i et liggende 8-tal foran dig og følg spidsen på blyanten med øjnene, mens du holder hovedet i ro. Gentag 3-5 gange i hver retning. Afslut øvelsen med en blinkesprint, hvor du blinker så hurtigt, du overhovedet kan, i 10-30 sekunder.
TIP! Hvis du bliver svimmel eller utilpas, kan du prøve kun at lave ét 8-tal, at sætte tempoet ned eller at lave 8-tallet mindre. Det er helt fint at starte med et lillebitte 8-tal i slowmotion.
Vil du læse mere? Øvelserne stammer fra bogen 'Smertefri - Farvel til stress, træthed og ondt i kroppen' skrevet af træningsekspert Anna Bogdanova i samarbejde med videnskabsjournalist Mette Bender. Bogen udkom den 18/9 på Gyldendals Forlag og koster 300 kr. Anna Bogdanova er ekspert i stress- og smertefri træning, som styrker og former kroppen. Hun er også medejer af De Uimodståelige, et team af 25 fagfolk, der har undervist mere end 7.000 kvinder online og i træningsstudiet. Se annabogdanova.dk.