7. uge: Så fik familien besked

Ja, jeg ville jo gerne have ventet lidt endnu med at fortælle familien, at jeg er gravid, for hvis nu…
Men første april var de her næsten alle sammen for at fejre vores ældstes seksårs fødselsdag, og jeg havde allerede indset, at den fødselsdag ville jeg ikke komme igennem uden at fortælle dem det.

Så inden de skulle komme, fik vi en snak med vores to piger, som jublede, fordi de nu begge to skal være storesøstre. Og så blev jeg ellers overdænget med spørgsmål: Hvor mange tænder har babyen? Hvor stor er den? Er det en dreng eller pige? Er der meget lang tid til, den kommer ud? Må vi lege med den? Hvornår har den fødselsdag? Og sidst - men absolut ikke mindst - hvordan laver man sådan en baby? Tjah, jeg vil jo helst ikke gå alt for meget i detaljer overfor sådan et par små størrelser, og prøvede at fortælle dem, at en mor og en far kan, hvis de vil, elske hinanden så højt, at der kommer en lille bitte baby inde i maven. Og så vokser den sig stor og kommer ud lang tid efter.

Men ærlig talt, så slipper jeg vist ikke med den forklaring. Pigerne har i hvert fald nogle meget underlige billeder inde i hovederne. Den store mener, at babyen får alt min mad og drikke lige ned i hovedet og den lille, at det er en maskine inde i min mave, der har lavet babyen, og bestemt, om det er en dreng eller pige - og det er derfor, at mor ikke ved, hvad det bliver.

Tøserne får lov at fortælle nyheden til familien, som så får overraskelsen efterhånden, som de ankommer. Men måske er den første april ikke ligefrem dagen at komme med sådan en nyhed. Mine forældre tror, det er en aprilsnar. Faktisk er jeg slet ikke sikker på, at min far bliver helt overbevist før næste dag. Men alle bliver glade og ønsker tillykke, efterhånden som sandheden går op for dem. Jeg tror endda, at det også er ved at gå op for min mand.