9. uge: Lys forude

Jeg har stadig kvalme, men nu er det ikke længere hele tiden. Jeg skal bare sørge for at overholde spisetiderne, så jeg ikke bliver for sulten. Sult er lig kvalme. Enkelte dage er det endda bare et par timer hist og her, så der er lys for enden af tunnelen. Hip hip hurra.

Jeg er heller ikke helt så træt mere. De fleste dage kan jeg faktisk fungere rimelig normalt, hvis jeg bare lige får lov til at ligge på sofaen en halv times tid om eftermiddagen. Jeg behøver endda ikke at sove, men måske bare se genudsendelse nummer en million af en eller anden amerikansk serie eller læse lidt i en bog. Jeg skal bare lige ned i gear, så er jeg klar igen. Herligt.

Ellers sker der ikke alverden. Bukserne er begyndt at stramme lidt på maven, men om det er på grund af babyen eller lidt for meget slik, kan jeg desværre godt være lidt i tvivl om. Det varer ikke længe, før jeg bliver nødt til at købe mig nogle ventebukser. Men åh, hvor jeg da bare slet ikke glæder mig til det. Der kan selvfølgelig være sket meget, siden jeg for snart fem år siden sidst købte ventetøj. Men jeg kan udmærket godt huske, at det var fuldstændig umuligt at opdrive et par bukser, der var til den begyndende gravide mave, og ikke til når den har størrelse som en fodbold. Jeg havde ellers sådan glædet mig og endte med at gå hjem med en følelse af nærmest ikke at være gravid nok til at være med i "de gravides klub". Der burde altså findes en mellemting mellem almindelige bukser og stormave-bukser. Løsningen med at sy ventebukserne ind eller en sikkerhedsnål i ryggen er altså bare ikke særlig fiks. Jeg tror, jeg venter lidt endnu.