Hailey_Bieber_Justin_Bieber
Gravid

"Her kommer tårerne igen": Nu venter de deres første barn

10. maj 2024
Af Mariah Leitisstein
Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix
Kendisparret Justin og Hailey Bieber venter deres første barn, og alle kendisvennerne kan ikke få armene ned

Så skete det, der har floreret rygter om i årevis.

Den 27-årige Hailey Bieber er gravid.

Det afslører den 30-årige Justin Bieber i et opslag, som han har delt med sine 292 millioner følgere på Instagram.

I opslaget deler den canadiske popstjerne en række billeder af sig selv og den gravide hustru, hvis babybule allerede er blevet synlig.

Ud over at parret naturligvis har millioner af fans og følgere, der jubler over den glædelige nyhed, så er der også en lang række kendisser og store stjerner, der glæder sig.

– Jeg elsker jer to såååå meget, lyder det blandt andet fra realitydronningen Kim Kardashian.

– Her kommer tårerne igen, skriver Hailey Biebers gode veninde Kendall Jenner.

Hailey Bieber har mange gange, siden hun blev kærester med popstjernen, måtte afvise graviditetsrygter, men hun har tidligere sat ord på, at hun har været nervøs for at få børn med megastjernen.

– Jeg græder bogstaveligt talt over det her hele tiden, siger hun og fortsætter:

– Jeg vil så gerne have børn, men så bliver jeg bange. Det er mere end rigeligt, at folk siger ting om min mand og mine venner. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det bliver at skulle konfrontere folk, der siger ting om mine børn, forklarede Hailey til People sidste år.

Justin Bieber blev gift med Hailey Baldwin den 13. september 2018 ved en privat civil ceremoni i New York.

De fejrede efterfølgende endnu et bryllup for venner og familie den 30. september 2019 i South Carolina.

Se Justin Biebers opslag her:

Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs også