Gravid
29. august 2024

Hvornår og hvor skal du blive testet for kønssygdomme?

Kønssygdomme bliver stadig mere udbredte, og derfor er det vigtigt at vide, hvornår du bør blive testet for at beskytte både dig selv og dine partnere. Læs videre for at få en guide til, hvornår og hvor du bør blive testet.
Af: Redaktionen
Kønssygdomme

Foto: Shutterstock

Hvornår skal du blive testet for kønssygdomme?

Hvis du har haft ubeskyttet sex, eller hvis du har flere partnere, er det en god idé at få lavet en test for kønssygdomme. Men mange undrer sig over: Hvornår skal jeg testes for kønssygdomme? Det afhænger af din situation. Generelt anbefales det at blive testet:

  • Efter ubeskyttet sex: Vent dog 1-2 uger, da nogle kønssygdomme først kan påvises efter noget tid.
  • Har du symptomer? Hvis du oplever symptomer som udflåd, svie, kløe eller sår, bør du blive testet med det samme.
  • Rutinetjek: Har du flere partnere eller skifter partner ofte, bør du testes hver 3.–6. måned.

Hvorfor er det vigtigt at blive testet for kønssygdomme?

En test for kønssygdomme er afgørende for at undgå alvorlige sundhedsproblemer. Mange kønssygdomme, som klamydia og gonorré, kan være helt uden symptomer, men de kan føre til alvorlige komplikationer, hvis de ikke behandles. Regelmæssig testning sikrer, at du kan få den nødvendige behandling hurtigt og undgå at smitte andre.

Sådan foregår en test for kønssygdomme

At blive testet for kønssygdomme er en simpel proces. Det kan enten foregå hos din egen læge, på en klinik eller endda ved selvtest derhjemme. Testen afhænger af den specifikke kønssygdom. Her er fire måder at blive testet på:

  • Urinprøve: Bruges typisk til at teste for klamydia og gonorré.
  • Blodprøve: Kan påvise syfilis, HIV og hepatitis.
  • Podning: Kan anvendes til kønsvorter og herpes.
  • Lægen: Diagnosen kan stilles ved syn hos lægen.

Efter testen vil du typisk få svar inden for få dage, og hvis der er en infektion, vil du modtage behandling straks.

Hvad sker der efter en positiv test?

Hvis du får en positiv test, skal du informere dine seksuelle partnere, så de også kan blive testet og behandlet. Det er vigtigt for at stoppe spredningen af infektionen. Har du taget en hjemmetest og den er positiv, skal du kontakte din læge og få udskrevet medicin til behandling af kønssygdommen.

Test dig selv

Du kan købe hjemmetests til flere forskellige kønssygdomme som håndkøbsvarer. Flere supermarkeder tilbyder nu klamydia-tests som en del af deres sortiment. Online kan du også finde hjemmetests, der tester for både klamydia, gonorré, mycoplasma og trikomonas, men du skal være opmærksom på, at både Sundhedsstyrelsen og Sex og Samfund fraråder test købt online, da disse ofte er upræcise.

Checkpoint – vi er til for dig

Hos Checkpoint kan du nemt få rådgivning og blive testet for kønssygdomme. Du kan finde Checkpoint over hele Danmark, hvor de har åbne besøg uden tidsbestilling.

Checkpoint

Vi vil meget gerne byde dig velkommen hos Checkpoint, hvis du …

  • er mellem 15 og 29 år
  • lever med hiv
  • er transperson eller non-binær
  • er en mand, der har sex med mænd (uanset om du identificerer dig som bøsse, biseksuel, homo eller kun lejlighedsvis har sex med mænd)
  • er en kvinde, der har sex med kvinder (uanset om du identificerer dig som lesbisk, biseksuel eller kun lejlighedsvis har sex med kvinder)
  • stammer fra Afrika, Asien, Sydamerika eller Østeuropa
  • har haft ubeskyttet sex med en person, der bor i Afrika, Asien, Sydamerika eller Østeuropa

Hvis du ikke tilhører en af disse grupper, vil vi gerne henvise dig til et andet sted for testning.

Kilde: aidsfondet.dk

Kilder: sexogsamfund.dk, aidsfondet.dk

Læs mere om:

Læs også