Hannes datter er psykisk syg: “Det kan ramle i morgen eller om et år”

Da Hanne Tychsens datter Fie var lille, tog en børnehavepædagog en dag fat i Hanne. Hun syntes, Fie havde mere end almindeligt svært ved at være i fokus blandt de andre børn.

– Jeg hørte ikke rigtig på det. Sådan så jeg ikke min datter. Hun var udadvendt, glad og fyldt med energi derhjemme. Men måske havde den pædagog fuldstændig ret.

I dag, hvor Fie er fyldt 30 år, kan Hanne se tilbage på mindst 15 år, hvor hun har kæmpet for, at hendes datter skulle få den rette behandling. Hun har været morkriger i et system, der er presset til sokkeholderne, hvor pårørende må blive eksperter og skuespillere for at trænge igennem. Det er i hvert fald Hannes oplevelse.

Samtidig har hun som mor levet med afmagt, bekymring og ”hvad nu hvis” som en konstant alarmklokke i baghovedet. En klokke, der kan bimle højt og ildevarslende eller mere afdæmpet. Men som aldrig er i ro.

– Det kan ramle i morgen, i aften eller om ét år, selv om jeg hele tiden gør mit ypperste. Med psykisk sygdom er der ingen garantier for noget. Så den der ”hvad nu hvis”, den slipper jeg aldrig, siger Hanne.

Ramte lige i maven

I skolen på Nørrebro var Fie udadvendt og vellidt. Hun var ofte ”klovnen”, der lavede sjov og underholdt.

– Hun er impulsiv af natur og meget ekstrovert og social, så hun var jo spændende at være sammen med for andre, og hun havde mange venner, fortæller Hanne.

Men i 7. klasse fik Fie i stigende grad problemer. Hun var skiftet til en skole på Frederiksberg, og der kom ”nogle hints” fra lærerne, som Hanne siger.

– Fie begyndte for alvor at få svært ved at koncentrere sig. Selv helt små fremlæggelser gjorde hende fuldstændig udmattet, og hun kunne blive fysisk dårlig, når hun skulle noget på egen hånd. Hun kastede op og løb hjem fra skole. Hun havde også mere end svært ved at indgå i det sociale kodeks blandt pigerne, siger Hanne.

Fie blev udredt og fik først – og med størst sikkerhed – konstateret ADHD. Da Hanne læste en folder, de havde fået om diagnosen, ramte ordene hende lige i maven.

– Det hele passede. Jeg gik ind på Fies værelse og sagde: ”Prøv lige at læse det her.” Lidt efter blev døren baldret op, og hun kom ud tudbrølende: ”Mor, det er jo mig, det her.”

I årene, der fulgte, blev flere diagnoser hæftet på, blandt andet OCD og generaliseret angst. Diagnoser er vigtige, siger Hanne. For man skal i diagnosekasser for at trænge igennem i behandlingssystemet. Et system, Hanne har lært indgående at kende og som har fremkaldt et væld følelser.

Plads på den lukkede

Afmagt var den følelse, der dominerede for to år siden, da ”det hele eskalerede”. Fie var i slutningen af 20’erne og gik på pædagogstudiet, men havde svært ved at følge det. Hun fik det så dårligt, at Hanne tog hende med til akutafdelingen.

– Vi kom i dyb alvor og bad om deres hjælp, men fik faktisk på en pæn måde at vide: Gå hjem, og klar det selv, fortæller Hanne.

Fie og Hanne havde en længere samtale med en læge, og to psykiatere diskuterede efterfølgende Fie i længere tid. De mente, at hun – også med en så ressourcestærk mor – godt kunne tage hjem. Der var i øvrigt heller ikke plads til hende.

– Der var kun sengepladser på den lukkede, og det kunne de ikke anbefale: ”Der går jo voksne mennesker rundt og råber og skriger,” som lægerne sagde, fortæller Hanne, der var splittet i sine følelser vedrørende afvisningen.

– På en måde var det jo enormt nedværdigende at blive afvist på den måde og bare blive sendt hjem med noget sovemedicin. På den anden side talte de virkelig længe og grundigt om Fie og konkluderede, at det er nok bare var mangel på søvn. Så jeg blev jo også helt lettet og tænkte: Fedt! Er det bare det?

Hanne klamrede sig til et halmstrå af håb, og Fie fik sovet ud. Men det var ikke "bare" det.

En kamæleon

I perioden, hvor Fies sygdom rasede, måtte Hanne, der ellers fikser alt, selv ned og ligge.

– Jeg er ikke superwoman og måtte ned i fosterstilling. Der var halvandet år, hvor alt var uigennemsigtigt, og hvor vi mødte lukkede døre og mangel på forståelse i behandlingssystemet. Vi fik de der beskeder, når vi mødte op: ”Jamen I ser da godt ud, og hvor er det dejligt, at Fie kan være hos dig.” ”I aner jo ikke en kæft,” tænkte jeg.

I løbet af møderne med læger, psykiatere og andre behandlere har Hanne lært ”systemets sprog”. Det er tydeligt, at hun ved en masse om lovgivning, behandlingsmuligheder, psykiatriske diagnoser og ikke mindst om, hvordan man gebærder sig for at komme igennem, når man sidder magtesløs med sit barn på en psykiatrisk akutmodtagelse.

Som den tidlige morgen, hvor hun måtte hente en desperat Fie, der stod på Nørrebrogade i shorts og T-shirt.

– Vi tog en taxa til akutmodtagelsen. Så sad vi der i venteværelset, og Fie sagde: ”Mor, hvis de afviser mig igen, er jeg nødt til at sige til dem, at jeg går ud foran en bil på vejen hjem. Det her liv vil jeg ikke have.”

Hanne har aldrig for alvor frygtet, at Fie var selvmordstruet. Men hun bad hende fortælle det med det samme, når de kom ind. Det gjorde hun. Det hjalp, og Fie fik tilbudt behandling.

Hanne siger, at hun ”er blevet en kamæleon i, hvordan hun kan skrue på håndtagene og foretage en bevidst kærlig manipulation af sine omgivelser”.

– Små hvide løgne for min datters skyld. Jeg gør det kun, hvis der er tale om liv eller død. Jeg kunne ikke drømme om at udnytte systemet.

Svigtet lillebror

Når man er sin datters forlængede arm og både skal være ekspert i psykiatriske diagnoser og tung lovgivning, omsorgsfuld mor og passe sit fuldtidsjob som jobrådgiver og mentor, så er tiden knap. Hanne bor sammen med sin kæreste, Ken, i den lejlighed på Frederiksberg, hvor Fie og hendes lillebror Magnus er vokset op. Ken tager meget af det praktiske, siger Hanne.

– Han kan se, når jeg er baldret. Han laver lækker mad til os, køber ind og hjælper rigtig meget. Men alt det med Fie, det er mig. Det har jeg taget på mig – måske også for meget, siger hun.

Hele ”alarmsetuppet” omkring Fie har også betydet, at hendes fem år yngre bror, Magnus, har følt sig klemt og svigtet, siger Hanne.

– Når der er psykisk sygdom i familien, bliver søskende jo brændte børn. Jeg ved ikke, hvad jeg kunne have gjort anderledes, men vi voksne er nok ikke altid klar over, hvor stor en belastning det er at være søskende til en psykisk syg.

Det er først nu, hvor Magnus er voksen, at Hanne er blevet klar over, hvor usynlig han har følt sig. Det har han selv fortalt, og han er bitter, siger hun.

– Vi har talt om at være blevet overset. Jeg føler, jeg har svigtet ved ikke at opdage, hvor svært og hårdt det var for ham. Han har fået nogle skader med, det har han sgu.

For de fleste pårørende til en psykisk syg er tilværelsen fyldt med alvor og tyngde. Derfor kan det lette og ubekymrede virke banalt og overfladisk.

Det kommer til udtryk i den nye dokumentarfilm ”De pårørende – når ens barn rammes af psykisk sygdom”, hvor Hanne deltager. Her udbryder hun på et tidspunkt over for pårørendegruppen: ”Altså jeg kan simpelt hen ikke holde ud at være sammen med mennesker, der ikke har problemer.”

LÆS OGSÅ: Gitte kæmper mod kommunen for at få hjælp til sin kronisk syge søn: "Jeg er låst fast"

Nogle af de mennesker er veninder, hun sætter pris på, men hvis adfærd også fremkalder vrede hos hende.

– Jeg kan næsten ikke være i det, når jeg sidder til et middagsselskab, og de taler om lækker vin og brokker sig over en irriterende kollega eller en dyr kjole, de ikke kan levere tilbage. Det er selvfølgelig kontrasten til mit eget liv, hvor det, Fie kæmper med, er noget nær gange en million de ”problemer”, de taler om, siger Hanne.

Nogle gange går hun, hvis hun synes smalltalken og det overfladiske tager over. Hun bliver ikke ked af det, men vred.

– Jeg kan blive så pissed med hele kroppen. Så forlader jeg bordet og går på toilettet eller starter en ny samtale.

Vrede og også misundelse får tag i hende, siger hun.

– Det er ikke, fordi jeg ikke holder af mine veninder. Slet ikke. Men følelserne tager over. Jeg har svært ved at være i den der stereotype verden, fordi min egen er så fyldt med store og tunge ting. Liv og død.

Psykiater, der lyttede

Hele følelsesregisteret kommer i spil, når man er forælder til et barn som Fie: Tvivl, håb, bekymring, afmagt, vrede og lettelse. Hanne rutsjer rundt i hele paletten. Lettelse oplevede hun, da hun en dag var brudt sammen midt i en samtale med en psykiater, og Fie – nok på grund af Hannes gråd – blev sendt videre til det næste behandlingssted i stedet for at blive sendt hjem. Psykiateren på det nye behandlingssted rettede pludselig sin opmærksomhed mod Hanne.

– Her sad jeg for første gang over for en psykiater, der spurgte: Hvordan har du det egentlig? Hun lyttede pludselig til mig og var nysgerrig på min erfaring som pårørende. Hun skulle have en medalje. Den der følelse af at blive mødt som pårørende gav mig både tro og håb.

Samtidig fik Hanne optur, fordi hun følte, der blev taget hånd om Fie på en måde, så hun selv kunne trække vejret friere.

– Jeg accepterede, at Fie var så syg, at jeg ikke kunne gøre mere der. Nogen tog kontrollen, og jeg behøvede ikke at efterkontrollere. Det gav mig energi og en uvant følelse af frihed.

Fuck dem alle sammen!

I dag har Fie det meget bedre. Hun bor sammen med sin kæreste og har et fuldtidsjob, hun er rigtig glad for. Men hun har stadig sine diagnoser, og Hanne er stadig hendes mor. Hende, der støtter, griber, afbøder og tænker scenarier igennem. Så hun kan være så parat som muligt. Men til hvad?

– Uvisheden er der jo hele tiden. Jeg prøver at tænke to, fire, ti år frem og forberede mig. Hvad kan jeg gøre for at være klar på det, der kommer? Nogle gange dribler jeg bare derudad og tænker: Skal jeg lave et testamente, hvor der står, hvordan Fie bedst støttes, når jeg ikke er her længere?

LÆS OGSÅ: Corona tvang Samatha til at vælge hjemmelivet med barn: "Jeg opdagede, at jeg er en god mor"

Hanne har deltaget i flere pårørendegrupper. Det har givet hende følelsen af ikke at være alene og en mulighed for at dele ”forbudte tanker”.

– Her kan man sige: Hold kæft, jeg er mast. Hold kæft, jeg er træt af mit barn. For det bliver ikke sagt ellers, og det kan skabe en god dynamik, hvor man tør åbne og bande og være vred og sige: Fuck behandlingssystemet og dem alle sammen!

Mere tilbageholdende

For Hanne har det været vigtigt at være klædt på til at hjælpe sin datter bedst muligt, og hun har brugt enorme mængder af tid på at sætte sig ind i lovgivning, behandlingssystem og Fies diagnoser.

– Jeg er nok bare skruet sådan sammen, at hvis jeg lige ved noget mere, så kan jeg gøre en forskel. På den ene side er det selvfølgelig en sorg med psykisk sygdom, på den anden side har det været en gave at sætte sig ind i det.

Slippe det har Hanne svært ved, men hun er blevet bedre, siger hun.

– Selv om der ikke lige kommer sms’er jævnligt, så tør jeg tro på, at det er, fordi Fie ikke har brug for mig lige nu, siger Hanne, der har forsøgt en mere tilbageholdende stil, hvor hun lytter og anerkender i stedet for at guide og dirigere.

– Jeg er blevet så vant til at tage over, men jeg forsøger løbende at afgive lidt kontrol og slippe lidt. Jeg er ikke dus med det, men der sker forbedringer. Fie tager så meget ansvar for sig selv. Så det gør noget godt – også for mig.

Hanne kan se, at Fie har vokset sig til en kvinde med mål og håb for fremtiden, siger hun.

– Hun har en stærk selvindsigt, og det gør en tydelig positiv forskel for både omgivelserne og hende selv. Hun er et andet sted nu og tager nogle kæmpe spring i forhold til, hvor hun gerne vil hen. Det er enormt positivt, og det gør mig stolt og giver blod på tanden til at fortsætte min kamp – også med at forbedre vilkårene for andre med psykisk sygdom.

Hanne har forliget sig med, at hendes liv er hængt op på psykisk sygdom. Det er et vilkår, som hun har lært at se som en udfordring og en gave.

– Jeg kan ikke få et ikke-psykisk sygt barn. Jeg må acceptere, at det har ramt min familie, og så må jeg gøre det, jeg kan. Jeg har fået enorm indsigt i det her felt. Nogle gange siger Fie: ”Mor, du gør også alt for meget.” Men jeg kan ikke lade være. Hun er jo min datter.