Liv
30. december 2024

Hendes søn og hans kæreste havde lavet verdens smukkeste todo-liste. Men døde med to dages mellemrum

Da hans kæreste tog sit eget liv, fulgte han efter. "Jeg tror, ikke han ville dø. Jeg tror bare, at han ikke ville have det så smertefuldt," fortæller hans mor.
Af: Gry Thune
Geir dokken.

Foto: Geir dokken.

Hvordan har hun det nu? Marit Winther står ved køkkenbordet i det store gule tømmerhus midt i skoven i Minge i Sarpsborg og venter på, at den sorte, boblende kaffe fra kaffemaskinen bliver færdig.

Hun lader blikket hvile eftertænksomt ud af vinduet, før hun vender sig mod os.

- Jeg har det jo ikke godt. Jeg havde det godt. Jeg troede, jeg havde løst livets gåde. Vi var meget lykkelige her med alle børnene.

Hun stopper et øjeblik, før hun fortsætter med et fortabt udtryk i ansigtet - den bundløse sorgs ansigt.

- Han var ikke selvmordstruet. Han elskede livet. Men han var så forelsket … Han fandt sit livs store kærlighed.

Har du selvmordstanker?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Du kan kontakte Livslinien på 70 201 201, chatte på livslinien.dk eller få netrådgivning på skrivdet.dk.

Med et ømt og lidt opgivende smil fortæller hun om alle beskederne, som sønnen Ask og hans kæreste skrev til hinanden.

- Når man læser det… Det er bare kærlighed. Han fik sit livs store projekt, som var at passe på hende.

Faldt på plads

Vi har været her før. Otte år er gået, siden vi sad ved det samme rummelige spisebord i køkkenet, familiens samlingspunkt.

Dengang interviewede vi Marit og hendes mand Espen om den lange rejse, de to havde været på, efter at være faldet pladask for hinanden i en kø, og Espen blev bonusfar til Marits to fireårige tvillinger.

Bare et år senere fik parret en datter sammen – og det var den udfordrende situation, der opstod dengang, med forskellige følelser for deres fælles barn og bonusbørnene.

Ti år tog det, før relationen til bonusbørnene faldt på plads. Forløsningen kom, da de købte det store hus i Minge – og da Espen og Marit fik tre drenge sammen på bare fire år – Ask, Ty og Ravn.

Så blev de som en lille klan, hvor kærligheden fordelte sig jævnt på alle børnene.

"Det har handlet om ikke at give op og om at tåle hinanden," opsummerede Espen dengang.

"Det har været sådan hos os, at vi har formået at rumme mere og mere," sagde Marit.

Småbrødrenes store beskytter

Der er højt til loftet i det store hus i skoven, og det rummer mange store værelser.

Både Marit og Espen, som begge har arbejdet som lærere, uddannede sig undervejs til henholdsvis NLP-coach og terapeut.

Begge er også spirituelle sjæle, der går op i at leve det liv, de ønsker for sig selv og deres familie.

Ask var den ældste af de tre drenge, Marit og Espen har sammen. Han var småbrødrenes store beskytter.

https://imgix.femina.dk/2024-12-23/Ny2.jpeg

Mange gange tænkte Marit også, at han var for god til denne verden.

Allerede i folkeskolen proklamerede han, at hvis nogen var onde mod ham, blev han bare venner med dem – "for der er ingen, der er onde mod deres venner".

"Han var så glad for mennesker… Og så var det hende, der fik alt. Jeg tror, han blev meget opslugt af det."

Verdens smukkeste 'bucketlist'

Det var i gymnasiet, at Ask mødte sit livs store kærlighed. De var begge ressourcestærke, dygtige i skolen og politisk engagerede unge.

Sammen lavede de verdens smukkeste 'bucketlist', fortæller Marit, som har set den på sønnens telefon.

De skulle have et barn sammen engang i fremtiden. De skulle lære at lave mad og springe i faldskærm. De ville til Grækenland, tage på roadtrip med venner og sove under stjernerne.

En aften sendte kæresten alligevel en besked, som gjorde, at både Ask og Espen tog ud for at lede efter hende og tilkaldte ambulance og politi.

"20 minutter før hun tog sit eget liv, havde han forsøgt at tale hende fra det".

Der er et smertefuldt smil på Marits ansigt, da hun fortsætter.

"De skulle til Japan, se kirsebærtræerne blomstre."

Hun har tænkt på det, der skete derefter, som en tsunami.

"Det var så voldsomme kræfter, det var ikke til at stoppe."

Kun to dage efter, at Ask mistede sin kæreste, fulgte han en impuls, der tog vejret fra dem alle. Han tog sit eget liv.

'Sig til, hvis jeg skal komme ned!'

De var knuste alle sammen efter det, der var sket, men at det var helt uventet.

Ask var ikke en dreng, der var selvmordstruet.

Det gjorde, at ingen omkring overvejede, at han skulle følge efter.

"Da hun gjorde det, tror jeg han fik en meget stor skyldfølelse. Jeg kan kun forestille mig, hvordan han havde det," siger Marit stille, og fortsætter med at fortælle om den uvirkelige dag.

De var opmærksomme på at være det for ham. Så opstod der alligevel dette lille mellemrum i et slags vagt-skifte, som har fået Marit til måske tusind gange at tænke, at hvis bare, hun havde gjort en lille ting anderledes..

Espen var lige kommet hjem fra fisketur med deres yngste søn, og Marit var på vej ud for at hente deres mellemste søn, Ty, da Ask sagde, at han ville gå en tur til en hytte, som venner af familien ejer, kun fem minutter væk.

"Skal du gå alene? Er det okay?" spurgte Marit sin søn.

"Det går fint," svarede Ask og begav sig af sted.

Også Espen udtrykte bekymring og sendte en besked efter sin søn.

"Sig til, hvis jeg skal komme ned!"

"Jeg skal, far," svarede Ask, med hjerte bag.

På vej i bilen for at hente den yngste søn, fik Marit en dårlig fornemmelse, og hun følte hun så Ask og kæresten sidde sammen på bagsædet, sådan som de mange gange havde siddet.

Det var det, der skete videre, som skræmte hende. Billedet af Ask's kæreste opløste sig og forsvandt – så så hun det samme ske med sønnen.

Måske tusind gange har Marit tænkt, at hun skulle have vendt om og være kørt tilbage, da hun havde glemt telefonen hjemme.

Hun gjorde ikke det, men gjorde det, de fleste ville have gjort: hun prøvede at berolige sig selv med, at det bare var en angstfyldt tanke.

Hun havde nået at hente Asks yngre bror og stod i butikken og lagde varerne i poser, da Espen ringede til Ty's telefon og sagde, at Ask havde taget sit eget liv.

Han havde været omsorgsfuld helt til døden. Han havde selv ringet til ambulancen og givet besked om, at han ville tage sit liv.

Ambulancen havde ringet til politiet, som havde ringet til Espen, der ringede til Marit.

"Han var så omsorgsfuld og ville ikke, at det skulle være os, der fandt ham," siger Marit stille, før hun fortsætter.

"Nu ved jeg, hvordan han havde det. Han blev efterladt. Han var en pårørende. Vi er voksne og har udviklede frontallapper. Vi kan se helheden. Jeg tror, at traumet med at miste hende var så intenst for Ask, at det ikke var til at håndtere. Jeg tror ikke, han ville dø. Jeg tror bare, at han ikke ville have det så smertefuldt."

"Jeg tror, han overbeviste sig selv om, at han ville finde hende. Jeg tror, han skyndte sig efter. I den aller sidste besked, hun sendte til Ask, svarede han, at han ville komme efter og at de skulle være sammen," siger hun stille.

Da han blev hentet med ambulancehelikopter, levede han stadig. Men ganske snart fik familien besked om, at Ask's hjerne var så hårdt skadet, at dette sandsynligvis ikke ville gå godt.

I fire dage holdt den lille familie stand på hospitalet, mens lægerne gjorde alt, hvad de kunne.

Ask's søster Johanna sang, Marit trommede.

De to ældste børn, Helene og Marcus, rejste frem og tilbage med småbrødrene og sørgede for plejebørnene.

Marit og Espen har stadig kontakt med overlægen på hospitalet.

"Hun sagde, at de aldrig ville glemme os og al den kærlighed."

Før han døde, tog familien en beslutning, der føltes brutal og smertefuld at skulle træffe, men som var rigtig og vigtig.

Hvis Ask's organer skulle doneres, måtte det ske lige efter, at døden var blevet slået fast, men mens han stadig var tilsluttet respiratoren.

Før han skulle sendes fra Ullevål sygehus til Rigshospitalet i Oslo, hvor donationen skulle finde sted, sagde familien et sidste farvel.

De to brødre, som Ask i mange år havde delt seng med som lille, gav ham boksehandsker på – de mente, han måtte have dem med på den allersidste rejse.

Marit gav ham sin jakke, så han ikke skulle fryse, og klædte sin søn på for aller sidste gang.

De inviterede alle, der har betydet noget i Ask's liv – til en dag, som Marit opsummerer som både ubeskrivelig smuk og solrig, og ubeskrivelig trist.

Snart er der gået et år – sorgen er stadig uendelig og består af mange lag.

Både hun og hendes mand sørger også over tabet af Ask's kæreste – en pige, som de også var meget glade for.

Én ting er tabet af et barn – men tabet har også udløst de helt store eksistentielle spørgsmål.

For hvad er egentlig meningen med det hele?

Marit har tænkt på de religiøse hilsener, som det arabiske «inshallah» – om Gud vil.

"Jeg forstår behovet for at overgive kontrollen til noget, der er større end en selv. Det er det store mysterium. Vi ved ikke alt. Det er skræmmende, hvis man stopper med at have tillid til livet".

Både hun og ægtemanden har tænkt meget på, hvad der sker efter døden. For Marit er det en trøst at holde fast i, at han måske ikke er væk, men stadig eksisterer, i en anden form.

https://imgix.femina.dk/2024-12-23/Ny3.jpg

Den største trøst har været, at hun har flere børn, der har brug for hende – især Ask's to yngre brødre på 13 og 15 år.

Derudover er Marit også plejemor til to børn.

"Jeg vil, at de skal vokse op et godt sted. Jeg vil ikke, at deres opvækst skal handle om ham, der ikke er her. Det er en stor flok. Jeg vil, at alle skal have det godt. Jeg vil ikke, at det her skal gøre mig til et dårligere menneske. Vi har tre, snart fire børnebørn også. Vi har alle brug for hinanden."

Hun stopper lidt op, før hun fortsætter.

"Jeg er meget stolt af Ask, selvom han tog det valg, han gjorde. Det var helt umuligt for ham, som kun var 16, helt åben og fuld af kærlighed."

Hun tænker stadig ofte: Det kan ikke være sket.

"Det er så ulogisk, at der må være en logik, vi ikke forstår. Jeg prøver at løse det, men der findes ingen løsning."

Hun stopper lidt op, før hun fortsætter:

"Jeg leder efter Ask. Men jeg føler også, at han er her."

Det er han, på sin måde. Selv i døden var Ask en ridder. Fem af hans organer lever videre efter ham.

"De fem mennesker, der har fået livet i gave – måske en af dem finder på noget, der redder menneskeheden?"

Ingenting vil alligevel kunne gøre op for tabet af sønnen – men Marit fascineres af tanken om, at alt frembringer noget.

At alt er i bevægelse, og at ingenting er mistet.

Det er sådanne billeder, hun har brug for og leder efter nu, billeder, der kan gøre sorgen lidt lettere at leve med.

Indimellem skriver hun små historier, som hjælper hende med at bearbejde. En af dem skal hun læse på et forebyggelseskursus arrangeret af LEVE, Landsforeningen for efterladte ved selvmord:

Spejlet

Det var et spejl, i spejlet et liv. Vort liv. En lille stamme, som stadig rummede flere, voksede og udvidede sig. Store og små og rejsende, der slog sig ned for en tid.

Tre brødre i samme seng, fordi det var så trygt og nært. Fred, kærlighed, glæde, natur. Tro og håb og tillid til livet selv. Dyr, planter og blomster.

Et hjem med rum, rum for alle – rummelighed og åbenhed.

Når spejlet går i tusind knas, som om nogen tager en stor hammer og slår, hårdt, midt i spejlet. Fragmenter, smerte, skarpt og blodigt. Bider samlet sammen i en boks, under sengen.

Der ligger den, og i boksen, bamse du strikkede, huen fra rejsen til London, marionetten fra 1. klasse, kniven fra ungdomsskolen, samuraisværdet og badetøjet, mor skal bruge, når hun isbader, kort fra mors dag og fars dag med regnbuer og hjerter, "jeg elsker dig".

Måske en dag kan spejlet repareres, som de gør det i Japan. Du var så begejstret for Japan – som en Samurai, der måtte give sit eget liv i en opgave, der var for stor.

Kintsukuroi, at reparere med guld – der det reparerede er både stærkere og smukkere end det oprindelige.

Som et monument over sårbarheden i det at være menneske, og smerten når livet går i tusind knas.

Denne artikel blev først bragt hos kk.no. Dette er en redigeret og oversat version.

Læs mere om:

Læs også