Hun fulgte efter over muren, men hendes børn løb videre

De havde spist morgenmad og var på vej tilbage til deres bungalow for at gøre sig klar til endnu en dag på stranden.

Malin Wesén og børnene Vibeke, 21, Filip, 17, og Emma, 14, havde været i Khao Lak i elleve dage.

– I morgenmadsrummet så vi, at der var kommet mange nye turister; de var stadig vinterblege. Vi havde tre dage tilbage af vores ferie, siger Malin og fortæller, at de ventede på, at Filip blev klippet, da de pludselig hørte en forfærdeligt buldrende lyd, som de aldrig havde hørt før. Det lød som om et jetfly accelererede sine motorer.

– Mit hjerte hamrede af frygt, og jeg bad børnene blive inde, mens jeg gik ud for at kigge på, hvad det var. Det første jeg så, var nogle fra personalet, der kom løbende med rædsel i blikket. Jeg havde solen i øjnene og kunne ikke se så meget, men jeg nåede at tænke, at det måske var et terrorangreb, eller var der brudt krig ud, og vi blev angrebet?

På få sekunder fik Malin øje på en enorm vandvæg, der kom brusende mod dem med enorm hastighed.

– Vandet var sort af affald, og jeg råbte til børnene, at de skulle komme ud: "Løb for livet!" Vi løb. Filip vendte sig om og kiggede på mig. Han var altid så hjælpsom, men jeg råbte, at han ikke kunne hjælpe andre, men måtte redde sig selv.

Malin så, at en af medarbejderne fra hotellet hoppede op på en mur, og hun tog en lynhurtig beslutning om at følge efter. Hun kiggede på børnene, der løb videre, og derefter så hun dem aldrig igen.

– Så snart jeg var hoppet over muren, holdt jeg fast i en palme, og sekunderne efter var vandmuren over mig. Jeg mistede grebet om palmen og blev trukket ned i vandmasserne. Der sad jeg fast i affaldet.

Malin siger, at hun var helt sikker på, at livet nu var slut, og hun undrede sig over, at det føltes som om, hun trak vejret i luft, mens hun i virkeligheden slugte vand gennem både næse og mund.

– Jeg tænkte på mine børn og følte mig tryg ved, at de ville klare sig. De var unge og stærke. Filip spillede tennis på eliteniveau, og Emma var en dygtig rytter. De ville overleve, og de ville klare sig uden mig. De havde to søskende og fædrene tilbage hjemme i Sverige.

Da Malin havde forliget sig med tanken om at dø og så sig selv ligge i en kiste i en kirke, blev hun pludselig kastet op af vandet og nåede at tage et åndedrag, før hun blev trukket ned og fanget endnu en gang. Som gennem et mirakel blev Malin kastet op i luften endnu en gang, og nu blev hun ikke trukket tilbage.

– Der tog overlevelsesinstinktet over, og jeg besluttede mig for at kæmpe. Der lå en masse affald over vandfladen mellem to palmer, og jeg sigtede mod det. Jeg forstår ikke, hvor jeg fik kræfterne fra, men jeg kom op på affaldet og så, hvordan hele Khao Lak lå under vand.

Malin beskriver en uhyggelig stilhed og det føltes som om, hun var den eneste overlevende efter katastrofen, som endnu ikke havde et navn.

– Jeg hørte ingen lyde overhovedet, ikke engang fra fuglene. Det var uhyggeligt stille. Indtil en nabo fra bungalowen pludselig dukkede op af vandmasserne. I sine arme holdt han en lille dreng, og jeg vil aldrig glemme synet af, hvordan drengens hele skulder var blevet revet af. Det er uforståeligt, hvordan manden var lykkedes med at holde fast i drengen gennem hele forløbet.

Efter et stykke tid dukkede en tysk kvinde også op, og sammen kravlede de overlevende væk fra katastrofeområdet.

– Jeg var i chok og følte ingen smerte, selvom jeg var alvorligt skadet. Da jeg kom til at træde på en søm, trak jeg bare sømmet ud af foden og gik videre. Min eneste tanke var at finde mine børn. Jeg råbte på dem og håbede på at få et svar.

– Den eneste, der råbte tilbage, var en person langt, langt nede under affaldet, der skreg "help!" Jeg har ofte tænkt på den person og håber virkelig, at han blev reddet, men vi kunne ikke gøre noget.

Til sidst kom Malin frem til byen, hvor der var totalt kaos. Tilskadekomne lå spredt rundt i et apotek, der var blevet omdannet til et sygehus, og da Malin fik lov at lægge sig på en madras på gulvet, ville hun bare sove.

– Jeg har aldrig i hele mit liv været så træt, men frivillige sørgede for, at jeg blev holdt vågen.

De følgende dage var kaotiske. Malin lånte en mobiltelefon og ringede til sin mor, som i fortvivlelse havde forsøgt at nå både Malin og børnene.

– Jeg græd hysterisk og skreg "Hvor er børnene? Hvis de er væk, vil jeg også dø." Mor trøstede mig og sagde, at de ville blive fundet.

Fingeren blev syet, og Malin fik lov at bo en nat hos en thailandsk familie, som passede på hende.

– Moderen i familien lå og holdt om mig hele natten. Jeg kunne hverken spise eller sove og var som lammet. Da de kørte mig tilbage til hospitalet, blev jeg indlagt med drop. Jeg hørte, hvordan helikoptere svævede over os, og jeg følte kun ren panik. Jeg skal hjem. Men samtidig ville jeg ikke hjem uden mine børn. Jeg havde en ufattelig angst.

En læge lovede hende at ringe med det samme, hvis børnene blev fundet, og Malin rejste hjem, midt om vinteren i shorts, t-shirt og flip-flops, som hun havde fået af hjælpearbejderne.

– Da jeg endelig kom hjem, fulgte der en helt forfærdelig tid. Min ældste søn og hans kæreste flyttede hjem til mig og min yngste datter Julia, som kun var syv år gammel. De tog sig af os. Jeg var som en levende død, og min eneste tanke var "hvor er mine børn?" Jeg kunne ikke klare at læse aviser eller se tv-indslag om tsunamien. For at overleve lukkede jeg mig inde i en boble.

Julia var kun syv år, da hun mistede sine søskende, og hendes minder er fragmenterede.

– Jeg ved ikke, om det er mine egne minder, eller om det er noget, som mor har fortalt. Et stærkt minde er, at det var skræmmende at se mor, som var helt smadret og blå. Jeg talte hendes sår og husker, at der var 32.

Julia, hendes bror og Malin fik psykologhjælp og samtaler med en præst.

– Men det bedste, jeg og lille Julia havde, var hinanden. Vi har altid været tætte i vores familie, og sorgen har gjort os endnu tættere. Vi lå tæt sammen om natten og krammede tøj fra Vivi, Filip og Emma.

Kort efter at Malin kom hjem, rejste hendes søster og bror til Khao Lak for at lede efter børnene. De kom hjem uden nogen spor, og i midten af januar rejste Malin selv ned med nogle nærmeste pårørende.

– Vi rejste til stedet, hvor vores bungalow havde stået, og der i leret og blandt alt affaldet fandt jeg julegaver, som børnene havde købt til deres lillesøster Julia. Jeg fandt også Vibekes dagbog og denne lille lysestage, som stadig bærer spor af sandet, siger Malin og holder et kært minde op.

– Det var vigtige skatte, men det var en smertefuld rejse, og vi rejste hjem uden at vide, hvad der var sket med Vibeke, Filip og Emma.

Malin havde ved hjemkomsten fået beskrevet sine børn for politiet. Hun fortalte om Filip, som var en veltrænet idrætsdreng, der spillede tennis på eliteniveau. Han var en charmebøf og en svigermors drøm, som holdt sin familie tæt til sit hjerte.

Hun fortalte om Vibeke, eller Vivi som hun kaldte hende, der studerede i Lund og spredte glæde på jorden med sit konstante muntre humør.

Vivi var fuld af energi og lidt af en ekstra mor for yngste søster Julia.

Malin fortalte også om Emma, der red dressur og havde to meget fine ponyer. Hun havde en evne til at komme tæt på dyr, som ingen andre, og drømte om at blive dyrlæge eller overtage morfars virksomhed.

– Ingen af mine børn havde kendetegn som modermærker eller tatoveringer, men da politiet ringede og fortalte, at de havde fundet en trøje, hvor der var trykt "Tennis-SM 2004 Båstad", forstod jeg med det samme, at det måtte være Filips. Det var i marts, at Filip blev fundet død, siger Malin og fortsætter:

– Selvom jeg inderst inde forstod, at børnene ikke levede, er håbet det sidste, der forsvinder. Jeg bad til Gud om, at jeg i det mindste måtte få et barn hjem levende. Jeg lovede at blive verdens bedste menneske, bare jeg fik et barn tilbage.

Alle tre børn kom tilbage med nogle måneders mellemrum, men ingen af dem var i live.

– Da vi tog imod den første kiste, brød jeg helt sammen, og jeg kunne i starten ikke gå hen til den. Derefter ville jeg ikke forlade kisten, jeg ville ikke forlade Filip en gang til.

Malin husker de smertefulde, men smukke stunder med hver kiste for sig og med alle tre sammen.

– Det er umuligt at forstå smerten ved at se tre kister side om side, hvor ens egne børn ligger. De var pyntet med det svenske flag, og Julia kom på, at vi kunne sprøjte børnenes yndlingsparfumer på hver kiste. Vi spillede deres favoritmusik, og børnenes venner kom for at tage afsked. Vi fik enorm støtte fra alle, der havde stået dem og os nær.

Under mindehøjtideligheden efter begravelsen læste Julia en tekst op, som hun havde skrevet til minde om sine søskende.

– Jeg fortalte, at Vivi plejede at tage mig med til McDonald's, at Emma elskede heste, og at Filip elskede piger, siger Julia og fortæller, at hun bar Vivis urne til gravstedet.

Malin og hendes ældste søn Sebastian bar de andre børn.

Malin siger, at hun i begyndelsen tænkte på at tage sit eget liv. Det var alt for smertefuldt at leve.

- Hvordan orker man at leve videre? Det er svært at sige. Livet bliver jo aldrig som det var. Sorgen og savnet går aldrig over. Sorgen, som de første år var bundløs, har ændret sig. Nu flår og river den i mig. Jeg er taknemmelig for mit liv og synes, at jeg har det godt, men jeg bliver aldrig psykisk hel igen, siger hun og fortsætter:

– Præsten, som jeg talte med, spurgte, om jeg følte, at jeg havde en bod, der skulle gøres op, og ja, det føles som om, jeg må vise, at jeg er værdig til at leve. En pårørendegruppe for os, der var ramt af tsunamien, var også meget vigtig for mig. At møde andre, der havde mistet nære og kære i samme katastrofe, var uvurderligt.

I starten kørte Malin rundt til politiet, hospitaler, skoler, kirker og foreninger og holdt foredrag om, hvad der var sket med hendes familie. Det var som terapi for hende.

Billederne af de tre smilende, smukke unge står altid fremme hjemme hos Malin, og hun taler ofte og gerne om Vivi, Filip og Emma.

– For mig er det vigtigt at holde børnenes minde i live. Nogle gange kan jeg tænke: Har jeg virkelig haft de her børn? Har jeg virkelig været med om dette i Thailand? Der er gået 20 år, og jeg er fortsat med at leve. Nogle gange føles det uvirkeligt, men samtidig står jeg stille i 2004, siger Malin Wesén og fortsætter:

– Jeg føler en kæmpe skyld over, at vi tog dertil, og at jeg havde byttet mit liv, for at i det mindste én af dem kunne være kommet hjem. Samtidig havde vi de elleve bedste dage i mit liv, inden katastrofen skete. Jeg har haft Vivi, Filip og Emma, og derfor vil de altid være her. Deres minde skal aldrig dø.