Hun oplevede MeToo på nærmeste hold i Sverige: Lad være med at gå efter manden

Morten Østergaard. Mads Aagaard Danielsen. Frank Jensen.

Tre mænd, som inden for de seneste dage og uger har oplevet, hvordan deres grænseoverskridende adfærd har kostet dem job og status. MeToo-revolutionen ruller i Danmark, og mænd bliver stillet til ansvar for både år og årtiers handlinger.

Men vi skal passe på, at MeToo ikke kommer til at handle om enkeltsager og -personer. Sådan siger svenske Åsa Linderborg, som var blandt hovedaktørerne, da MeToo ændrede Sverige for tre år siden.

Som kulturredaktør på Aftonbladet var hun med til at dække de mange sager om magtmisbrug og sexchikane, og når hun ser tilbage, er det med en dårlig smag i munden.

Hun oplevede, at aviserne — både hendes egen og konkurrenterne — gik efter benhårdt efter de personhistorier, der kunne sælge aviser og skabe trafik på nettet.

Ofte uden at have researchen i orden. Og i hvert fald uden at skele til etik og medmenneskelighed.

Det ødelagde både karrierer og liv og var medvirkende til, at Stadsteaterns direktør, Benny Fredriksson, tog sit eget liv i foråret 2018.

Åsa Linderborg

Født 20. maj 1968 i Västerås, Sverige.

Hun er uddannet historiker, men har arbejdet som journalist i mange år. Hun var kulturchef på Aftonbladet 2009-19 og i dag seniorreporter på avisen.

Hun skriver også klummer i Weekendavisen og er en del af trekløveret i P1’s “Dansken, norsken og svensken”.

I 2007 udgav hun den selvbiografiske roman “Mig ejer ingen”, som er blevet filmatiseret, og hendes “Året med 13 måneder” (Forlaget Gutkind) lander hos de danske boghandlere . Hun er mor til to voksne børn og bliver snart mormor for første gang.

Åsa Linderborg blev af hans enke beskyldt for at være ansvarlig for selvmordet og blev selv kastet ud i en voldsom periode fuld af selvransagelse og sorg.

Det har hun nu skrevet den selvbiografiske bog ”Året med 13 måneder” om.

- Revolutioner som MeToo kræver, at man forbryder sig mod reglerne. Det er jo det, der er revolutionen! Men det er meget vigtigt, at medierne ikke gør det. De skal holde på presseetik og retssikkerhed.

LÆS OGSÅ: Kønsforsker: Vi kommer til at se en lavine af magtfulde mænd, der må gå af

- Man må ikke skrive navn på de mennesker, som endnu ikke er dømt. Det gjorde vi i Sverige — det blev meget personfikseret, siger hun.

Hun følger debatten og udviklingen i Danmark tæt — og har gjort det, siden Sofie Linde smed sin bombe under Zulu-showet for to måneder siden.

- Jeg er glad for, at Sofie Linde ikke har nævnt nogen navne. Hun vil tale om strukturer, og det er fantastisk! I Sverige handlede det om at nævne så mange navne som muligt. Det var grumt, og det var medierne, der stod bag. Jeg kan godt forstå, at medierne vil have navne i overskrifterne, for de vil sælge aviser og have folk til at klikke.

- Jeg forstår det kommercielle potentiale. Men som publicist må man have noget integritet i de her situationer, siger hun og anerkender, at ”det er både svært og usexet at lave journalistik om strukturer”.

Har du med bogen også villet vise, at du er ”et rigtigt menneske”? At du ikke bare er ”her kommer jeg”-Åsa med den skarpe pen og tunge?

- Måske … Ja, sådan er det nok. Da jeg udgav ”Mig ejer ingen” (selvbiografisk bog om hendes barndom og opvækst med faren, som hun boede alene med, red.), blev jeg pludselig folkekær. Den solgte en halv million eksemplarer — alle elskede den bog! Bagefter kom jeg tilbage på avisen og skrev om mange ubehagelige sager, og så kom det her ”skit-året”.

LÆS OGSÅ: Fem spørsgsmål i sexisme-debatten, der ikke vil dø

- Jeg har nok haft et ret stort behov for at vise, at jeg er et menneske, tror jeg. Og måske også at vise, at journalister er mennesker. At vi begår fejl, vi er stressede, og vi tænker meget over det, vi laver. Det er et specielt virke at være journalist, og man er i en position, hvor man kan begå en masse fejl, siger hun.

Hun håber, at ”Året med 13 måneder” kan fungere som en slags ”bilag” til MeToo og få gang i en debat om, hvilken rolle medierne skal spille, når et samfund er i opbrud.

Det er tre år siden, MeToo rullede gennem Sverige – hvorfor tror du, det først sker her nu?

- Danmark var feministiske pionerer i 70’erne, men det strandede på aktivistniveau. I Sverige har feminismen stået stærkt i mange år. Der kom en ny feministisk lov i 90’erne, da Vänsterpartiet fik Gudrun Schyman, der virkelig er hardcore-feminist, som leder.

- Det betød, at selv de borgerlige politikere begyndte at kalde sig feminister. Moderaterne kalder sig feminister. Kristdemokraterne! Så det var enorm revolution, som foregik der. Og da MeToo kom, var alle døre åbne i Sverige. Alt var forberedt. Her møder feministerne stadig modstand, vurderer hun og fortsætter:

- Det er godt, at MeToo er kommet hertil, for det er nødvendigt. Men jeg håber, I ikke begår de samme fejl, som vi har begået i Sverige: At det kom til at handle om personer, hvis liv blev ødelagt eller i hvert fald radikalt ændret af det.

- Jeg håber, det bliver mere nuanceret her, at det ikke bliver sort-hvidt. Mænd og kvinder er meget ens: Vi er alle mennesker, og vi har de samme grundlæggende behov.

I bogen skriver du, at du for evigt vil blive kædet sammen med Benny Fredriksson, og at du skal finde en måde at leve med det på. Har du gjort det?

- Jeg ved, det ikke er mig, der har slået ham ihjel, men jeg vil for altid til blive knyttet til hans selvmord. Min måde at leve med det på er at tale om det. At skrive den her bog, som folk kan læse og selv finde ud af, hvad de mener.

- Det ville have været meget enkelt for mig ikke at skrive den her bog og håbe på, at alle vil glemme alt om mig og Benny Fredriksson. Jeg har gjort det modsatte. Det her er min måde at tage ansvar på og forsøge at skabe ro i mit eget indre. Og det synes jeg, jeg er kommet et godt stykke med.

- Jeg har ikke noget behov for at sige undskyld, men jeg har villet fortælle, hvordan det var for mig.