Hun sad på mit skød, og vi lyttede til musik. Det var sidste gang, vi så hinanden

For kunstneren Anna Holand, der går under kunstnernavnet Hoanna, var det aldrig planen at lave musik på fuld tid.

Hun var flyttet fra sin hjemby og levede et liv med et højt kaffe latte forbrug og et justerbart skrivebord i et kontorlandskab i Lysaker.

Hun havde arbejdet for det, fået en universitetsuddannelse og var på vej frem i verden.

Men indeni var der en stemme, der sagde, at det ikke var det her, hun ville i længden. Det var som om, hun levede en andens liv.

Annas familie blev et par år tidligere ramt af en krise. Hun havde ikke fået bearbejdet sorgen fra dengang, så den lå og simrede lige under overfladen.

Krisen indtraf i sommeren 2012.

20-årige Anna læste til dagligt til landskabsarkitekt, men på det tidspunkt holdt hun sommerferie.

Hun hang ud med sine gamle klassekammerater og sin familie – dog uden hendes lillesøster Elinor, der er 18 år.

Lillesøsteren studerede i en anden by, og de var ikke hjemme samtidig.

Dog aftalte de at mødes på en tankstation, fordi den ene af dem skulle på ferie, og den anden var på vej hjem til hjembyen.

– Elinor kørte sydpå med nogle venner, og jeg kørte nordpå med min kæreste. Jeg kan huske, at hun sad på mit skød på førersædet af bilen. Vi lyttede til musik og sad og krammede hinanden. Hun dansede til musikken sammen med sine venner, der var udenfor – stemningen var god. Det var allersidste gang, vi så hinanden, siger Anne.

En måned senere fik familien den nyhed, der rystede dem.

En septemberdag mens Anna var i gang med at holde et arrangement på sit studie, fik Anna et opkald af sin mor.

– Det var en meget kort samtale. Hun sagde, at jeg skulle sætte mig ned, fordi hun havde en voldsom besked. Elinor var død, hun havde taget sit eget liv.

– Jeg tror, at jeg gik i chok. Min hjerne kunne ikke fatte, at det var ægte.

Når noget bliver meget intenst, reagerer Anna ved at tænke rationelt.

Hun afsluttede arrangementet. Sørgede for at kaffemaskinen var slukket, lukkede og låste. Men da hun kom hjem, ramte tanken hende: Hvad fanden er der sket?

– Det gik op for mig, at jeg bare ville blive ved med at beskæftige mig. Som om der intet var hændt. Jeg havde ikke lyst til at tage med til begravelsen. Ingen vidste, hvorfor Elinor ikke ville leve mere.

Anna beskriver det som noget, der kom helt pludseligt og ud af det blå. Hun mener ikke, at hendes søsters selvmord nødvendigvis var en helt bevidst handling, men derimod noget, der udsprang af en stærk følelsesmæssig reaktion. Og måske ikke noget, hun havde tænkt over i lang tid.

Anna har to ældre søskende og forældre, og den tætte familie snakkede meget i dagene efter selvmordet. De blev hurtigt enige om, at åbenhed er vigtigt.

De tre søskende tager til begravelsen sammen. Og på en eller anden måde kommer de igennem den forfærdelige tid.

Anna fortæller, at hun ikke husker meget fra perioden op til begravelsen. Men hendes sidste møde med Elinor, det står klart og tydeligt i hendes hukommelse.

– Jeg er glad for, at det var et hyggeligt sidste møde. Men hendes død føles stadig forkert. Det føles som et symptom på noget fundamentalt, der er galt med samfundet. At vi ender med at føle, at vi ikke hører til. Jeg er knust.

Anna siger, at hendes søsters død åbnede døren til nogle tunge følelser:

– Jeg kunne for eksempel tænke, at det var bedre, hvis jeg ikke var her, eller at jeg ikke ville forstyrre andre i deres liv. Mennesker har både godt og ondt i sig, men jeg følte, at der ikke var plads til de dele af mig, der kræver lidt. Når man ikke tør vise de sider, kan man begynde at tro, at man ikke hører til her på jorden, siger hun.

Blev du bange for tankerne?

– Nej det gjorde jeg ikke. Jeg har før følt mig håbløs og fået lysten til at forsvinde herfra. Der kan jeg huske, at jeg tænkte: Wow sikke nogle mørke tanker. Jeg havde meget afstand til tankerne, måske fordi jeg var 29 år og havde fundet ud af, hvilke tanker jeg skulle tro på og ikke.

Det er en kliché at sige, at livet går videre. Men det gør det. Også efter store kriser. Livet vender altid tilbage med en slags hverdag. Du skal tilbage til dit arbejde, og du skal lære at leve med sorgen.

Anna vendte tilbage til sin hverdag. Hun blev færdiguddannet landskabsarkitekt og fik efterfølgende et godt job. Og så havde hun vendt sin sorg til noget konstruktivt.

I 2016 var hun med til at starte en lille musikfestival i sin hjemby.

De kaldte festivalen 'God Nok-festival'. Det var et sted, hvor man skulle fejre livet, og hvor folk havde mulighed for at åbne op om livets store og små udfordringer.

Elinors selvmord var noget, der rystede det lille samfund. Festivalen var derfor meget velkommen, da den gav folk mulighed for at snakke om mental sundhed.

– Da 'God Nok'-festivalen blev skudt i gang, var der en god stemning og en masse omsorg i luften. Vi vidste alle, hvorfor vi var der, og vi havde alle en lille klump i maven.

Ikke desto mindre var der plads til de hyggelige samtaler. Anna fortæller, at fremmede talte med hinanden, som om de var bekendte. Hun tror, ​​at hendes lillesøster, der havde været meget social, ville have hygget sig på festivalen.

– Jeg troede, vi var så forskellige. Da jeg voksede op, var hun den følsomme, mens jeg var den hårdeste. Men så viste det sig, efter hun døde, og jeg løftede lidt på låget, at jeg også er ekstremt følsom. Og jeg er lidt ked af, at hun ikke nåede at opleve den del af mig.

Da sommeren og festivalen var forbi, skulle Anna tilbage til hverdagen og sit arbejde. Det medførte, at nogle undertrykte følelser begyndte at trænge sig på.

– Det satte sig i min krop. Jeg begyndte at få problemer med den, den blev spændt og underlig.

Lidt efter lidt indså Anna, at hendes søsters død havde gjort noget ved hendes syn på, hvad der virkelig er vigtigt i livet. Hun skulle tættere på sin familie, og så skulle hun trykke på bremsen.

Hun følte ikke længere, at hendes hverdag i Oslo gav mening.

– Jeg besluttede mig for at flytte hjem.

Og heldigvis var hun ikke den eneste i familien, der traf det valg:

– Både min søster og jeg flyttede hjem til Steigen. Mit hjem i Oslo føltes ikke længere som hjem. Så jeg gjorde det mest radikale, jeg nogensinde havde gjort – at give mig selv tid.

I starten var det svært for hende at falde til ro. Hun var vant til hele tiden af skulle være effektiv, præstere og være brugbar i og for samfundet.

Nu havde hun aktivt lagt sin karriere på hylden for at flytte tilbage til hjembyen. Men da hun havde truffet valget, kom der en strøm af følelser og ubehag væltende ind over hende.

– Pludselig fik jeg tid til at mærke, hvad det egentlig var, jeg følte.

Siden hun traf valget, har Anna arbejdet som sanger og sangskriver – og hun skriver hele tiden på noget ny musik.

Hendes nye karrierevalg betyder, at hun har mere tid til at være sammen med sin familie og omgangskreds. Derudover turnerer hun som den ene halvdel af duoen 'Håp' – og så er hun kommet mere i kontakt med sine egne følelser.

– Det er synd, hvis man føler, at man er den eneste, der synes, at livet er svært. For det er man ikke, og man skal ikke være bange for at "forstyrre" folk ved at række ud.

I sommer stod hun selv på scenen til årets 'God Nok'-festival under hendes kunstnernavn, Hoanna, hvor hun sang sangen 'Gje Faen'. Den er inspireret af hendes eget følelsesmæssige dilemma.

– Jeg startede festivalen, fordi der er mange, der ikke har det godt. Og der gik flere år, før det gik op for mig, at jeg heller ikke selv havde det. Det var pinligt for mig at indse. Jeg viste kun folk de sider af mig selv, som jeg troede, at de ville kunne lide.

I 2023 tog 693 mennesker deres eget liv i Norge. I Danmark har tallet været ca. 575 de seneste fem år.

Anna tror på, at det kan blive bedre.

Men før det sker, er vi nødt til at skabe nogle trygge rum i lokalsamfundene, hvor alle bliver set og hørt.

– Vi er blevet så selvstændige, at nogle måske tror, ​​de ikke længere er nødvendige. Men det er skræmmende, når nogen begynder at føle, at der ikke er brug for dem, og det er også en farlig misforståelse. Vi har jo brug for hinanden, og vi skal være en flok. Men i dag er det i høj grad sådan, at vi forholder os til systemer i stedet for folk, der kender os.

Er der en rigtig eller forkert måde at tale om selvmord på?

– Det er et sårbart emne, så jeg tænker, at så længe man spørger på en pæn måde eller viser, at man spørger, fordi man bekymrer sig, så kan det ikke være forkert. Temaet under årets festival var "snak i hold". Når man taler om noget, kan man altid rette op på det, der ikke er udtrykt helt korrekt. Og det er det, jeg forsøger at sige gennem den sang, jeg udgav i forbindelse med festivalen.