Foto: Sofie Hvass
I 90’erne var Klaras mor udvekslingsstuderende i Pisa. Her mødte hun Klaras biologiske far. De var kærester en håndfuld måneder, indtil han flyttede til Canada.
Efter han flyttede, fandt hun ud af, at hun var gravid, og tog kontakt til ham. Han syntes, at hun skulle få barnet fjernet, men det gjorde hun ikke, hun fik Klara alene.
I dag har Klara en far, det er bare ikke hendes biologiske. Han hedder John og har været i hendes liv lige så længe, hun kan huske – og da hun var fem år, adopterede han hende.
I Klaras nye bog, ‘Jeg finder dig i Rom’, fortæller hun historien om en ung kvinde, der ikke kender sin biologiske far. Bogen er fiktion, men Klara har trukket på sine egne erfaringer.
For selv om Klara har haft en tryg opvækst med to forældre, der elskede hende, har hun ofte oplevet, at andre mente, hun burde opsøge sin biologiske far.
Hun er blevet opfordret til at melde sig til tv-programmet Sporløs så mange gange, at hun har opbygget et indædt had til programmet – selv om hun aldrig har set et helt afsnit.
Og ordene har sat sig fast.
"Ej, skal du ikke melde dig til sporløs og møde din rigtige far?”
Nogle gange grinede hun bare af det og sagde, at det eneste, hun havde fået fra sin far, var de sorte hår på armene. Men det var en forsvarsmekanisme, for det rørte hende.
– Jeg fik det sådan: Wow, hvorfor skal du bestemme, hvem der er min rigtige far? siger Klara.
Det er ikke fordi, Klara aldrig har haft lyst til at møde sin biologiske far.
– Jeg har da tænkt på, om hans øjne ligner mine. Eller om der er nogle træk og egenskaber, jeg har fra ham, forklarer hun.
Da hun var 10 år, snakkede hun med sin mor om det. Moren sendte et brev til en kvinde fra Pisa, der kendte ham, og havde hjulpet ham til Canada.
Kvinden fortalte dem, at de skulle lade ham være. Og muligheden blev for en stund parkeret, men det gjorde nysgerrigheden ikke.
– Jeg går rundt i verden og vil gerne spejles som menneske. Så jeg har da en nysgerrighed på mig selv, og hvor halvdelen af mig kommer fra, forklarer Witt.
Ikke at kende halvdelen af sit ophav, har påvirket Klara mere, end hun var klar over.
Det var først under en skuespiløvelse på Oure Højskole for godt 10 år siden, at noget gik op for hende.
De skulle ligge på gulvet med ryggen i jorden og armene spredt ud til siderne, mens de sagde ‘Jeg må gerne være her’.
– Og så begyndte jeg bare at tude, siger Klara.
For der har nok altid været en underliggende følelse i hende af at skulle præstere og fortjene sin plads i verden, men det var først, da ordene kom ud af hendes mund, at hun blev bevidst om følelsen.
– Og så har jeg valgt nogle fag, jeg er skuespiller og nu forfatter, hvor folk skal lytte til mig og kigge på mig og fortælle mig, at jeg er dygtig. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det hænger sammen med fortællingen om, at jeg skal fortjene retten til at være her, siger Klara.
Som hendes bog de seneste par år har taget form og hovedpersonen deri har udviklet sig, er der nogle ting inde i Klara, der er faldet på plads og har bundfældet sig.
– Når man putter sine tanker og overbevisninger ned i sådan en færdig lille pakke, tror jeg at ting kan gå op for en, siger Klara.
Hun føler sig ikke mindre uønsket, men med tiden er det blevet mindre vigtigt for hende at være uønsket af ham.
– Førhen føltes det som et kødsår, men nu vil jeg sige, at det er blevet til et lille blåt mærke, forklarer hun.
Jeg spørger Klara, om hun stadig har lyst til at møde sin biologiske far.
– Jeg kunne godt tænke mig at møde ham på et tidspunkt, tror jeg, at se ham i øjnene. Men det er ikke mega vigtigt for mig. Jeg kunne også godt tænke mig en is, siger Witt og fortsætter, noget af det jeg også har villet skrive frem i bogen har været, at den vigtigste familie, det er dem, man har derhjemme, som har været der for en.
Læs mere om:
