![https://imgix.femina.dk/2025-02-05/Image.jpg](https://imgix.femina.dk/2025-02-05/Image.jpg?auto=format,compress&fit=crop&fp-x=0.56&fp-y=0.52&ar=125:125)
Hvordan taler man med sin partner om sex? Her er forskerens gode råd
![Sex](https://imgix.femina.dk/2025-02-10/womanizer-toys-1e3-lYkJsfs-unsplash.jpg?auto=format,compress&fit=crop&ar=414:548&crop=faces,entropy)
Foto: Unsplash
Lyset er slukket, gardinerne trukket for, I ligger og kysser. Der er lagt op til den helt gode omgang.
Du begynder at røre ved din partner på samme måde, som du plejer. For det ved du, de kan lide. Eller hvad?
Måske de kunne tænke sig noget helt andet, men har svært ved at tale om det.
Faktisk har næsten en fjerdedel af danskerne svært ved at tale med deres partner om sex. Og hele 41 procent ville ønske, de var bedre til det, skriver Københavns Universitet via Ritzau.
Men hvorfor kan det være så svært at tale med din partner om sex?
Camilla Øverup, der forsker i seksualitet og parforhold ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, forklarer, at det kan være fordi, sex er et sårbart samtaleemne.
- I Danmark tror vi, at vi er meget åbne om sex. Og vi er nok også meget åbne, når det er abstrakt. Men det er ikke det samme som at snakke med ens partner om det, fordi der er mere på spil.
Hun påpeger også, at der er flere gode grunde til, at kommunikationen om sex er så vigtig. Det hænger sammen med, at man er mere tilfreds i sit forhold helt generelt, når sexlivet spiller. Og de to ting kan også kædes sammen med, at du generelt er mere tilfreds i dit liv.
Du synes, det er svært at tale om sex, så hvordan kommer du i gang?
Det har Camilla Øverup nogle ret simple råd til.
Der skal skabes et godt rum for samtalen. Sæt jer et sted, hvor I begge er komfortable og kan kigge hinanden i øjnene.
Herefter skal du tage udgangspunkt i dig selv, så snakken ikke føles som et angreb på din partner. Vær jeg-fokuseret, siger hun.
Nogle af de samme råd går igen, når man spørger Sara Andersen, sexolog og parterapeut, der i et tidligere interview med femina har udtalt sig om, hvordan man guider sin partner til flere orgasmer og mere nydelse.
Hendes helt konkrete råd til, hvordan man åbner samtalen er, at starte den alle andre steder end i soveværelset. For eksempel kan det gøres hen over madlavningen eller på en gåtur.
Hvis ikke man er komfortabel med at være jeg-fokuseret, kan man tage udgangspunkt i andre mennesker. Noget man overhørte i bussen, har læst på nettet eller noget tredje.
Hvis du vil have endnu flere af Sara Andersens råd til, hvordan man guider sin partner til flere orgasmer og mere nydelse, kan du læse hele artiklen her.
![https://imgix.femina.dk/2025-02-05/Image.jpg](https://imgix.femina.dk/2025-02-05/Image.jpg?auto=format,compress&fit=crop&fp-x=0.56&fp-y=0.52&ar=125:125)