"Hvordan vil du helst dø? Vi er klar, Dorte, er du?"

Jeg bliver vred! Jeg kan mærke, det kommer helt nede fra storetåen. Og så bliver vreden afløst af tan­ken om, at det kunne ramme en ung kvinde, der ikke har den erfaring og det netværk, som jeg har.

Sådan siger den 51-årige skuespiller Dorte Rømer, der kontinuerligt modtager ube­hagelige e-mails fra anonyme mænd i sin indbakke. I beske­derne lyder det, at hun skal dø eller voldtages. Hvis hun ikke holder sin kæft.

Dorte Rømer har de seneste mange år været en aktiv stem­me i debatten om seksuelle overgreb i teater-og filmbran­chen.

I 2008 fortalte hun om en af sine egne overgrebshistorier, og da #MeToo-debatten ramte Danmark, gik hun sammen med instruk­tør Lærke Reddersen i front for at skabe et forum for kvinders fortællinger under navnet "Stop Stilheden". Men den fremtræ­dende rolle i kønsdebatten har også sat hende i søgelyset på en måde, hun ikke har bedt om.

LÆS OGSÅ: Natalias eks delte et nøgenbillede af hende på Facebook, men blev aldrig dømt

”Du skal fande­me skydes.” Sådan lød den første di­rekte dødstrus­sel, der landede i hendes indbakke tidligere på året.

– Efter jeg mod­tog den, lavede jeg et opslag på min private facebook­profil. Jeg fortalte, at jeg havde kon­taktet en advokat, og at jeg havde politianmeldt e-mailen, der jo er en klar overtræ­delse af §266 i straffeloven, der handler om trusler. Og så kom e-mail nummer to, fortæller Dorte Rømer.

Af den e-mail frem­gik det, at skuespilleren skulle ”gennemkneppes”, ligesom ”hende advokaten”.

Ramt på ytringsfriheden

Allerede inden #MeToo ramte Danmark, blev Dorte Rømer advaret af en svensk kollega, der fortalte om de trusler, kvinder i Sverige modtog, når de stod frem i debatten om overgreb og sexchikane.

– Så jeg var for­beredt rent men­talt. Og jeg tog meget tidligt også en beslutning om, at jeg ikke ville tie af den grund. Jeg vil ikke være en del af problemet, jeg vil være en del af løsningen, siger hun stålsat.

LÆS OGSÅ: Vi skal som samfund ikke acceptere psykisk vold

”Kan du ikke bare slette de e-mails. De gør jo ikke alvor af det,” hører Dorte Rømer ofte nogen sige, og den manglende forståelse for alvoren overrasker hende.

– For det første er det jo ulovligt at true hinanden. Det er også direkte skadeligt for vo­res ytringsfrihed og vores sam­fund, hvis man ikke kan debat­tere på en saglig måde uden at blive truet.

- Dernæst kommer den mentale påvirkning, det uundgåeligt får på ens liv. Jeg tager alle mulige forholdsregler for at passe på mig selv og lever med en generel utryghed.

- Jeg kigger på folk, når jeg går på ga­den, og tænker, er det mon ham der, der sender mig dødstrusler?

Forholdsreglerne ønsker hun af gode grunde ikke at uddybe. Men at de er relevante, er hun ikke i tvivl om – i bedste fald blot for at skabe en følelse af tryghed.

STOP CHIKANE

Dansk Kvindesamfund tilbyder gratis telefonrådgivning til kvinder og mænd, der kommer i berøring med digital chikane.

Maria Kortenbach er ansat som rådgiver på linjen, og hun ser flere fællestræk hos de modne kvinder, der ringer ind.

– De fleste føler, at de står helt alene i verden med problemet. De føler sig stigmatiseret som værende naive, fordi det ”er en teenageting”. De går med det alene og tør ikke sige det højt. Men digital chikane rammer i høj grad også voksne kvinder. Den ældste, vi har haft igennem på telefonen, var 72 år, fortæller Maria Kortenbach.

Har du brug for rådgivning, kan du se mere på: danskkvindesamfund.dk/stopchikane (link fjernet).

Vil se ham i øjnene

”Hvordan vil du helst dø? – Vi er klar, Dorte, er du? – Politiet er vores venner, husk det, sager bliver lukket på stribe :-),” lyder en af de seneste beskeder.

Nu håber hun, at politiet, mod gerningsmandens forventning, snart bliver i stand til at rejse en sigtelse.

– For mig at se er den eneste vej frem, at vi får nogle domme på det. Domme, der fortæller andre, at det har en konsekvens at sende digitale trusler. Jeg vil gerne sidde over for dem i et konfliktråd og kigge dem i øjnene og bede dem forklare, hvorfor de gerne vil voldtage mig og slå mig ihjel.

Men det er ikke det eneste, hun efterspørger.

– Der er behov for en mere ensartet vejledning til ofrene. Jeg har fået meget divergerende oplysninger hos politiet, i for­hold til hvordan jeg skal for­holde mig. Bare en lavpraktisk ting som at finde frem til det digitale format, jeg skal sende beviserne i, har været en udfor­dring, og det forsinker proces­sen i forhold til efterforsknin­gen, oplever hun.

Nogle af de bedste råd, hun har modtaget, har været fra an­dre kvinder, der har stået i en lignende situation.

– For eksempel vidste jeg ikke, at jeg kan slå den funkti­on, der logger min lokalitet, fra i min telefon. Det vil sige, at hvis jeg poster et billede af blom­sterbedet i mit sommerhus på Facebook, så fremgår det ikke længere, hvor billedet er taget. Sådanne sikkerhedsråd burde være samlet i en vejledning på en hjemmeside hos politiet.