I denne alder er du lykkeligst - og der er godt nyt for de fleste af os
Foto: Bence Halmosi/Unsplash
Den mentale sundhed og hvordan du har det, svinger i løbet af livet. Det er helt naturligt.
Der er perioder, som er travlere, sværere og mere smertefulde end andre perioder.
Småbørn, parforhold og konflikter har stor betydning, så der er mange afgørende faktorer, når det kommer til, hvor lykkelige, vi føler os.
Men hvor vi måske er nogle, der har troet, at de lykkeligste år hører ungdommen til, så viser en stor undersøgelse foretaget i Norge, HUNT-undersøgelsen, at det faktisk ikke er tilfældet.
Tværtimod: The best is yet to come, for mange af os.
Især kvinder er lykkeligst og mindst deprimerede, når de er mellem 70 og 79 år. Mens depressioner er steget blandt de yngste i befolkningen, er forekomsten af depression blandt ældre faldet kraftigt de sidste 20 år. Den er faktisk halveret blandt 70-årige.
Så hvorfor er vi så glade i 70'erne?
- 70-årige i dag er sundere og mere energiske end før. De har i udpræget grad et godt helbred, afklaret økonomi og er mere bevidste om fysisk og social aktivitet. Derfor formår de at opretholde en højere livskvalitet end 70-årige gjorde tidligere, og jeg tror, det bidrager til, at de er mindre deprimerede, siger Eivind Aakhus, specialist i psykiatri, PhD og fagschef for psykisk sundhed ved Nationalt Center for Aldring og Sundhed i Norge.
En tidligere HUNT-undersøgelse fra 1997 viste, at de unge var mindst deprimerede, men denne tendens er sidenhen vendt. Fra 2017 til 2019 så forskerne, at forekomsten af depression steg blandt de yngste og faldt i aldersgruppen 70 til 79 år. Tendensen var tydeligst hos kvinder.
- Vi har et bedre helbred end tidligere, og vi lever længere. Der er også mere fokus på seksuel, fysisk og psykisk sundhed blandt ældre, fortæller Tone Haldorsen, sexolog og parterapeut.
Det første årti efter vi går på pension, har mange både tiden og helbredet til at rejse mere, realisere nogle drømme og være mere sammen med partner, børn, børnebørn og venner. Det virker som om mange ældre har fokus på at være aktive, være ude og være sociale. På den måde opretholder de en bedre sundhed, end hvis de gør det modsatte, siger Haldorsen.
Der er mange faktorer, der kan påvirke den psykiske sundhed i løbet af livet. Haldorsen giver nogle eksempler:
- Civilstand
- Hvordan du har det i parforholdet eller i forældrerollen
- Forkert type socialt liv
- Økonomi
- Trivsel på arbejde eller med aktiviteter
- Fysisk, psykisk og seksuel sundhed
- Gener
- Generel trivsel i hverdagen
- Ensomhed
- Personlighedstype
- Livshistorie og traumer
Mens årene fra 70-79 altså nu ser ud til at være de lykkeligste, så viser HUNT-undersøgelsen, at vi bliver drastisk mere deprimerede, efter vi fylder 80 år.
- Depression er en sygdom, og forskellige forhold i livet kan øge risikoen for depression. Alle oplever forskellige belastninger i løbet af livet, og nogle har større sårbarhed for at udvikle psykisk sygdom, siger Aakhus.
Generelle risikofaktorer for at udvikle depression er:
- Ensomhed
- Social isolation
- Tab af netværk og nære pårørende, som ægtefælle
- Tab af social status, som overgang til pensionisttilværelsen. Her er især mænd udsatte.
- Andre typer sygdomme og brug af flere mediciner.
- Listen er lang. Der er mange faktorer på spil, og det vigtigste at huske er, at depression kan ramme alle. Derfor er det vigtigt, at sundhedsvæsenet opdager tegn på det tidligt, så du får den hjælp, du har brug for, uanset alder, siger Haldorsen.