I stedet for en diagnose fik Karin Jagds søn en recept på opioider. Et par år senere døde han af en overdosis

Det handler om at få noget godt ud af livet. Så enkelt er det for Karin Jagd i dag, lidt mere end tre år efter, at hendes førstefødte, Oliver, døde 11. september 2021 af en overdosis opioider kun 31 år gammel.

Midt i hendes sorg i kølvandet på Olivers årelange misbrug og nederlag er hun i dag bevidst om, at man skylder sig selv at få et ordentligt liv på den anden side af så voldsomt et tab.

– Jeg savner ham fysisk, men jeg har fundet en ro i, hvad der skete, siger hun.

Når man mister på kanten af alderdommen, opstår spørgsmålet, om der er tid og år nok tilbage efter sorgen og tabet til at finde mening med det hele og igen leve livet, som man gerne vil.

Ifølge Karin er det muligt, og en del af livet efter Oliver er at gøre, hvad hun kan, for at alle ved, at bag hver en misbrugsstatistik gemmer der sig elskede og savnede mennesker, som skulle haft mere hjælp, end systemet formåede at give dem.

– Der var så sindssygt meget potentiale i den dreng, som aldrig blev forløst. Alle elskede Oliver, og han var tæt omgivet af vores store familie, af venner og kærester hele livet og levede på ingen måde op til klichéen om en ”misbruger”. Det gør de færreste misbrugere, hvis man taler med dem og hører deres historie. Oliver var kreativ, talentfuld, men ude af stand til at tage kampen op med livet.

Samtidig er Karin smertelig bevidst om, at det har krævet og fortsat kræver en indsats i hele familien – der foruden far, mor og Oliver rummer sønnen Malthe og datteren Sally og deres familier – at holde sammen og hjælpe hinanden igennem hver deres sorg. En proces, der fortsat fylder, men som i dag går side om side med familien.

– Da Oliver blev bisat, handlede min tale om, at vi altid har været en familie, der tilbragte megen tid sammen, som viste, at vi elskede hinanden, og at det skulle vi blive ved med at være sådan. Vi skulle bruge og hjælpe hinanden i sorgen. Fordi vi har så megen kærlighed til hinanden. Det har været så hårdt, for vi har sørget på hver vores måde. Martin og jeg mistede vores elskede søn, men samtidig mistede Sally og Malthe deres storebror, og den sorg har vi skulle trøste dem i. Forældre trøster deres børn, når de er kede af det. Det kræver et kæmpe overskud, som ingen har i den situation, hvor sorgen fylder alt.

Fra en anden planet

Oliver var fra begyndelsen et absolut ønskebarn. Han blev født tre uger for tidligt, lå stille og roligt og lysvågen de første 12 timer med kæmpestore øjne og lyst strithår. ”En vanvittig lille skabning og en søvnløs, opvakt lille splint”, ifølge sin mor. Efter 10 måneder var den nye mor udmattet. Drømmen om barselshygge og om at bage i nystrøgne rammer måtte vige pladsen for ”et usædvanligt nysgerrigt lille barn, der aldrig sov” i et hav af gylp og sutter. Sundhedsplejersken forsikrede dem om, at alt var, som det skulle være, og at ”Oliver bare var Oliver”, men Karin og Martin var ikke i tvivl. Deres baby var et lille væsen langt ud over det sædvanlige.

– ”Når Oliver kigger på en, så står solen op”, sagde min svigermor, og det var så rigtigt. Men han var også vild. Havde krudt i røven og var megakvik. Gik og talte som lillebitte. 16 måneder efter kom vores dejlige Malthe. Han var helt anderledes rolig. Han sov igennem fra fødslen. Jeg forestiller mig, at han har kigget på os tre i vores kaos fra sin vugge og har tænkt: ”Der er godt nok gang i den”. Så Malthe sov. Mange videoer, vi har fra de første år, viser os i gang med at danse med Oliver, og i hjørnet sover Malthe trygt og godt.

Seks år efter kom lillesøster Sally. Karin nød følelsen af at få et ”enebarn” og lidt ro igen, mens drengene var i skole. Samtidig var der fuld gang i hendes karriere.

– Jeg tror, det var hårdt for Malthe, at Oliver fyldte så meget, og at baby-Sally havde brug for mig hele tiden.

– Kontrasten mellem drengene var enorm. Malthe var tænksom, klog, kær og rolig. Oliver levede helt uden filter. Grænseløs og nysgerrig som Emil fra Lønneberg. Men også usædvanligt sensitiv og hjerteskærende bevidst om det. ”Far, hvad gør man, hvis man ikke er egnet til at bo på den her planet?”, spurgte han som syv-otte-årig sin far, som puttede ham en aften. Det skar Martin i hjertet, at hans dreng kunne have det sådan.

Længslen efter fred og ro

Fortællingen om Olivers misbrug er naturligvis unik og hans. Samtidig er den et klassisk eksempel på den fortælling, som ifølge Karin følger i kølvandet på den uhyggelige vækst i udbredelsen af opioider, som rammer flere og flere helt almindelige unge og deres familier. Og som i værste fald slår dem ihjel.

Det stigende forbrug skræmmer Karin fra vid og sans; hun mener, det bør få os alle til at søge viden og blive klogere på, hvordan et misbrug starter og udvikler sig.

– Olivers misbrug startede, fordi det var spændende, og det eskalerede, fordi det gav ham ro. I puberteten var Oliver eksperimenterende og vild. Men vi håbede, at han som de fleste ville finde sit spor og falde i hak. Som så mange andre unge glædede han sig helt vildt til at komme på efterskole. Han var ikke så skoleegnet , selv om han altid fik rigtig fine karakterer. Han var en begavet dreng, der havde svært ved at tilpasse sig. I 9 klasse spurgte en lærer ham en dag om, hvad han ville efter efterskolen. ”Jeg vil på gymnasiet”, sagde Oliver og fik svaret: ”Det kommer du sgu da aldrig”. Det glemte han aldrig, og episoden satte sig på tværs i ham. Han blev dybt såret over, at hun ikke troede på ham.

På efterskolen blev han som så mange andre sendt midlertidigt hjem, da han havde befundet sig på pigegangen om natten. Desværre udviklede han også et hashmisbrug på skolen, men gennemførte alligevel efterskolen.

Afvisningen, hans rastløshed og et stigende hashmisbrug blev kendetegnende for Olivers ungdomsår. Når han gik til eksamen, fik han topkarakterer, men han kunne ikke koncentrere sig og kedede sig. Han flyttede hjemmefra som 18-årig og blev lydtekniker og senere massør. Det gav ham fysisk ro, men han kunne ikke holde på et job og var ofte påvirket af stoffer.

– I vores sorg over, at Oliver ikke kunne få livet til at fungere, fik vi ham henvist til en psykiater for at få ham udredt, så han kunne få behandlet den diagnose, som vi havde en mistanke om. Martin og jeg var med, og det blev en fatal oplevelse. I stedet for en diagnose fik han en recept på opioider. Vi anede ikke, hvad de kunne og endte med at føre til. Psykiateren fik senere frataget sin autorisation på grund af sin overmedicinering af sine patienter. Det er så skræmmende at tænke tilbage på, siger Karin.

Afmagt og vendepunkt

De næste år udviklede sig i den helt forkerte retning for Oliver, og hele familien led under hans stigende misbrug. Det kulminerede, da han stærkt påvirket blev anholdt som passager i en bil, hvor der blev fundet våben. Han var blevet kapret af den organiserede gadebande Loyal to Familia til opgaven som kurer for deres kriminelle handlinger. Banden, som i dag er erklæret ulovlig, hyrer hvide, unge misbrugere, som får betaling i form af stoffer.

– Pludselig var Oliver væk, og vi anede ikke, hvor han var. Jeg troede, han var død. Malthe fandt ham i fængsel, idømt en ubetinget dom på tre måneder. Det var helt forfærdeligt at besøge ham, for han var så ked af det, og der var en kæmpe skam forbundet med fængslingen. Ikke kun for ham, men for os allesammen.

Dommen blev et vendepunkt for Oliver. Han ville ikke mere og ville ud af sit misbrug. Da han blev løsladt, valgte han at bo i Hornbæk i familiiens sommerhus, væk fra byen og helt tæt på naturen. Han havde store planer om uddannelse og projekter, men ifølge Karin var det, som om toget var kørt.

– Det er svært at sige, men på en eller anden mærkelig måde var han, hvor hårdt det end kan lyde, virkelig ikke egnet til den her planet. Han prøvede sådan. Gennem sin ungdom var Oliver indlagt og i misbrugsbehandling mange gange. Men han fik aldrig den hjælp, han skulle have haft, og den grundlæggende diagnose. Derfor fik han heller ikke den egentlige behandling, fordi medicinen ikke virkede på grund af stofferne. Det danske system, som vi mødte, er simpelthen ikke gearet til at hjælpe mennesker med dobbeltdiagnose. Vores ture ind og ud af psykiatri og behandling – eller mangel på samme – var fuldstændigt forfærdelige. Han beskrev det selv med ordene: ”Hvis jeg havde været en hund, havde I fået mig slået ned for længst”. Men Oliver var så langt fra en hund, der skulle slås ned. Han var et ungt menneske i livsfare, som skulle have været reddet. At sidde med sit desperate og ulykkelige barn og ikke ane sine levende råd og heller ikke få hjælp er ikke noget, nogen bør opleve overhovedet.

En frygtet slutning

Olivers sidste dage var gode, fortæller Karin med smil i stemmen. Han var igen 100 procent en del af familien, boede i sommerhuset, så film og spillede computerspil. Han var, så vidt hans forældre vidste, stoffri og lavede rigtig god mad til familien. Stille og roligt flyttede han ind i et bofællesskab for tidligere misbrugere, og det fungerede også for ham. Alligevel gik alting galt.

Den dag Oliver døde, havde han været på besøg hos Martin i sommerhuset, og de havde hygget sig hele dagen og lavet middag sammen.

– Senere samme aften skulle han møde sine gode venner inde i byen. Han ringede til mig og sagde, at han glædede sig til at skulle høre musik. Jeg svarede, som jeg altid gjorde: ”Pas nu på dig selv”. Han svarede: ”Det ved du, at jeg gør nu, mor”. Dagen efter døde han af en overdosis på sit værelse i bofællesskabet. Han døde med håbet om et bedre liv og med visheden om, at vi elskede ham betingelsesløst, og vi var aldrig i tvivl om hans kærlighed til os.

Olivers død kom, på trods af hans historie, som et kæmpe chok. Heldigvis var og er Karin og Martin og deres børn omgivet af familie og nære venner, som de har haft i årtier. Sorgen har derfor været ren og helt fri for skam og hemmeligheder.

– Folk har svært ved at forstå alle de sår, som en skæbne som Olivers satte i alle omkring ham. Man forestiller sig jo, at ens børn bliver lykkelige af al den kærlighed, man giver dem. Det er i sig selv helt ad helvede til, når det ikke er tilfældet. Vi får børn, for at de skal leve, ikke for at de skal dø. Et mistet barn er en sorg, som man ikke kan forklare eller dele, og som man må leve med og give plads til. Men det var på ingen måde uventet, at Oliver kunne dø, og jeg havde prøvet at forberede mig mentalt gennem årene. I vores situation er man er i en nonstop alarmtilstand, som slider på alt.

Karin har valgt at fortælle familiens private historie, fordi det for hende er vigtigt, at folk forstår, hvor farlige og ekstremt vanedannende opioider er. Hun understreger, at man ikke behøver at være misbruger for at dø af dem.

– Man kan falde om, første gang man prøver dem, og man dør, hvis der går mere end 10 minutter, inden man får modgiften, som nu heldigvis er lovlig i Danmark i form af næsesprayen Ventizolve. Misbruget af opioider blandt unge er kun steget, siden Oliver døde. Det er helt ekstremt nemt at få fat i dem, og det må og skal stoppes!

Han er der altid

Nu, mere end tre år efter Olivers død, har Karin fået ro og overskud igen. Hun insisterer på at nyde det gode i livet. Hun arbejder fortsat på at komme af med de traumer, som det at vågne med hjertebanken og angst gennem 10 år har udløst. Og det virker.

– Jeg troede aldrig, jeg kunne komme i vater igen. Jeg er stadig dér, hvor jeg passer på mig selv, inden jeg kaster mig ud i noget. Jeg ser ikke film om emner, som kan tricke min sorg for eksempel. Men det er ikke sådan, at vi ikke lader sorgen strømme frit. Gråd er blevet en naturlig del af vores liv. Og vi tilbringer megen tid sammen i naturen, som er dér, vi mærker Oliver allermest.

Alligevel ser fremtiden lys ud igen. Ikke mindst på grund af to små børnebørn, som har lukket glæden ind i Karins liv igen.

– To år efter Olivers død fik vores søn Malthe vores første barnebarn, elskede Ebbe Robin. Det var så voldsomt, for Ebbe mindede mig så meget om Oliver som baby. Det har helt sikker været virkelig kaotisk følelsesmæssigt for os og vækkede så mange minder. Det forstår Malthe godt, og vi er igennem og har klaret det sammen. Vi er så taknemmelige for vores nu to små børnebørn, for vores datter Sally fik Evie Olivia for et år siden. De små bringer fremtid, lys og fornyet kærlighed ind i vores liv. Det at have en dag sammen med sit barnebarn er det mest nyttige ”vidunderlige spild af tid”, som den fantastiske sangerinde Elisabeth sang. Det har hun ret i, og den tid ”spilder” jeg med glæde. Oliver var aldrig nogensinde spild af min tid. For han var her, og han var fuldstændig fantastisk.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 10/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.