Jeg er single, bor alene, og lockdown finsliber behovet for tosomhed

VVS’eren sad på trappen i opgangen og var ved at snøre sine sko, mens jeg stod i døren til min lejlighed. Han havde forsøgt at finde en årsag til, at mine varmerør larmer lige så insisterende, som coronavirussen holder os skakmat.

Så sagde han: ”Hvis det da ikke er kæresten, der laver larmen.”

Jeg grinte og sagde, at det var det ikke. Så lukkede jeg døren og tænkte, at det ikke ragede ham, at jeg ikke har en kæreste og blev endnu engang irriteret over 1) at være en 28-årig kvinde med fast job og en lejlighed i smørhullet på Nørrebro, som derfor på papiret kun mangler en kæreste, hvorfor alle tror, jeg har en, inklusiv altså min VVS’er, og 2) at vi er i anden lockdown, og jeg ikke har været smart nok til at bruge halvlegen mellem de to til at rent faktisk finde en kæreste.

Problemet er bare, at det bestemmer man ikke rigtig selv, vel?

Jeg gad egentlig godt forsøge at gøre noget ved det, men hvordan gør man helt præcis det, når man bor alene, og en virusmutant har besluttet sig for, at jeg skal krølle sammen på min sofa hver aften, mens jeg ser Girls for fjerde gang, i stedet for at gå på vinbar og møde en mand, som ikke engang behøver være mit livs kærlighed, men som i det mindste måske kunne være sød og sjov og gide at hænge lidt ud?

Jeg aner det ikke.

Kunsten at udvise samfundssind

Folk, typisk dem i et par, siger altid til mig, at “det kommer,” fordi jeg er jo “sådan en sød pige,” min mor siger sågar, at “der findes en til alle,” men jeg er helt enormt træt af, at folk omtaler en kæreste som noget, man reelt bare kan gå ned i Netto og lægge i kurven ved siden af mælken. For det kan man ikke. Slet ikke midt i en lockdown.

Tinder har umiddelbart ikke vist sig som langtidsholdbar løsning, men er trods alt den eneste tilbage for tiden. Som om det ikke var håbløst nok i forvejen, og det er der 100 kvinder som mig, der allerede har skrevet klummer om i Politiken. De handler typisk om, at fyrene sjældent kan finde tid til at skrive “tak for i går”, og at kærligheden er blevet en handelsvare på det frie marked.

LÆS OGSÅ: Når lunten er kort, springer hjemmeskolen i luften

Et par veninder er i samme situation, og på Tinder stryger vi forbi flere, der i deres profil skriver: ”Er her kun, til corona er ovre.” Vi skriver til nogle, men ganske få svarer, og det er selvfølgelig dejligt, at vi kan være fælles om den erfaring og blive enige om, at det der med, at mænd tager initiativ, mens kvinder bare er kostbare, er passé. Men måske ville vi være mindre modløse, hvis Tinder ikke fungerede sådan, at man har 100 matches, og det at få et interessant og nysgerrigt svar føles lige så usandsynligt, som at virus fordufter i morgen.

Nu hvor Mette Frederiksen har bedt os aflyse alt, der kan aflyses, snakker mine veninder og jeg også om, om vi overhovedet bør gå på dates. Er det at udvise samfundssind, hvordan harmonerer det med ”sammen – hver for sig”, og er det overhovedet muligt at gøre noget andet end at gå rundt om de åndssvage søer med en to go-kaffe, nu hvor vinbaren er lukket?

Hvordan balancerer jeg ønsket mellem både at redde liv, som statsministeren jo siger, vi gør, når vi bliver hjemme, og mellem ikke at glemme, at der nogle gange kan ske magiske ting, når man griber en chance og alligevel går den der tur om søerne?

3000 siders forudsigelighed i en omskiftelig tid

Mine veninder og jeg bliver enige om, at vi gerne må gå på en date, især fordi vores husstande kun består af os selv, og det er vel ikke rimeligt, at vi skal leve uden kærlighed i al den tid, pandemien varer, bare fordi vi ikke har stået ved siden af den rigtige i Netto-køen endnu.

Jeg prøver også at genkalde mig, at Søren Brostrøm vist i foråret sagde noget om, at sex er godt, mens jeg minder mig selv om, at Sundhedsstyrelsen ikke skal bestemme over min personlige frihed. I hvert fald ikke den rest, jeg har tilbage.

LÆS OGSÅ: Førstehjælp til flossede parforhold i en coronatid: Færre krav og flere cocktails

Imens jeg overvejer det, gør jeg mig også mange andre overvejelser, som hører sig en pandemi til.

Jeg overvejer, om jeg skal male mit soveværelse i en lysere nuance af blå, end den blå jeg malede i aprils lockdown. Jeg overvejer at købe et sengegærde i flet og finder pludselig mig selv i en eksistentiel krise: hvornår fanden blev jeg et menneske, der ikke lægger de 1.500 kroner til side til en flybillet til Paris i stedet for at købe et åndssvagt sengegærde, som det jo desuden kun er mig selv, der skal glo på og sove op ad?

Jeg læser Karl Ove Knausgårds seksbindsværk, Min kamp, for anden gang – både fordi det er dejligt med 3000 siders forudsigelighed i en omskiftelig tid, hvor jeg dagligt må erkende, at jeg ikke er så omstillingsparat og digital indfødt (her tænker jeg på digitale møder, jeg hader dem også), som mange tilskriver min generation at være. Og fordi, ja, jeg må jo bare være ærlig: at læse Knausgård er det tætteste, jeg kommer på mandligt selskab lige nu. Sørgeligt? Ja, næsten så sørgeligt, at jeg sletter det igen.

Urealistiske kærlighedsforbilleder

Det der med forudsigeligheden kommer også til udtryk andre steder: jeg har haft de samme jeans på i to uger nu, jeg spiser den samme slags fiskefrikadelle til frokost hver dag, og jeg laver endda en fucking madplan (varierer lidt uge efter uge, men spiser ofte blomkålscurry). Jeg står op, arbejder, går en tur, laver mad, ser Girls, læser, sover og ser de samme få venner.

Imens er min største bekymring, hvor jeg skaffer en ny patron til min sodastreamer, nu hvor Elgiganten er lukket, for min hjerne kapitulerer, hvis jeg begynder at bekymre mig om, hvorvidt jeg får lov at stå på Roskilde Festival til sommer med en stor fadøl i den ene hånd og den anden hånd om nakken på en smuk mand, der kysser mig, så det føles, som om jeg svæver oppe under teltdugen på Orange.

Imens sender mine forældre fotos hjemme fra Vestjylland, hvor de sidder ved havet med termokandekaffe og hjemmebagte kanelsnurrer og hygger sig. Det har de gjort i 40 år, mine bedsteforældre var sammen i knap 70, og den slags kærlighedsforbilleder gør det heller ikke nemmere at have realistiske forventninger til et forhold i 2021 i det hele taget, og slet ikke nu, hvor en pandemi er benspændet.

Der er ikke nogen, der spørger mig, om jeg har haft en god dag, når jeg “kommer hjem” fra hjemmekontoret, der er ikke nogen, der holder øje med, om jeg arbejder til klokken 16 eller 18, og som deler det måltid med mig, jeg bruger en time på at tilberede. Normalt trives jeg fint med det: jeg har jo selv valgt at bo alene, fordi jeg kan lide det. Men fordi jeg ikke længere kan gå ud med mine veninder om lørdagen, sludre med mine kolleger dagligt og spille fodbold med mit hold hver tirsdag, bliver behovet for tosomhed finslebet. Det bliver faktisk ret stort, når jeg lukker Googlesøgningen efter sengegærdet, lægger bind fem af Knausgård fra mig, og selv min VVS’er spørger til den kæreste, jeg ikke har.

Imens bugner min Instagram over med forelskede par, der flytter sammen, forlover sig, bliver forældre, som fandt hinanden lige inden lockdown og bare er så lykkelige for det, for tænk, hvis de stadig havde været single.