Jeg flytter mindst hvert andet år - nu er mine børn begyndt at protestere

Jeg er en kvinde på 55 år, som har svært ved at slå rødder. Vi flyttede ofte, da jeg var barn, men nu flytter jeg mindst hvert andet år.

Jeg synes altid, jeg har en god grund til det – jeg arbejder som vikarierende sygeplejerske, og det passer mig at skifte arbejdsplads nu og da. Samtidig begynder jeg at blive lidt træt af det og undrer mig over, hvad der driver mig.

Mine børn, som er 15 og 18 år, er også ved at blive trætte af al flytningen, selvom det ofte har været for deres skyld, vi er flyttet. Jeg har læst om noget, der hedder "Goldilocks-syndrom"?

/ Flyttefuglen

Psykolog Anna Bennich svarer: "Arbejd på at blive stående"

Vi er et bredt spektrum af forskellige personligheder, temperamenter og præferencer.

Nogle bliver rastløse i det stille og ensformige og trives bedst med forandring.

Det resulterer ofte i jobskifte, nye projekter og konstant bevægelse. Andre har det bedre i det trygge og velkendte og kan ikke forestille sig noget mere udfordrende end at flytte rundt hele tiden og med stor separationsangst forlade et elsket hjem.

Der er intet rigtigt eller forkert, blot forskellige måder at være på.

Du ser dog ikke ud til at have lidt særlig meget under flytningerne og beskriver, at du har haft gode grunde til dem – ikke mindst fordi det har været bedre for børnene.

Jeg ved ikke præcis, hvad du mener med det, men måske handler det om, at de har fået egne værelser, kommet tættere på skolen eller deres venner?

Børn klarer forandringer, som flytning indebærer, ret godt. Det vigtigste for dem er at have adgang til de personer, som giver dem tryghed. Det kan dog blive problematisk for børn, der konstant skal flytte langt væk og derfor ofte tvinges til at skifte skole og vennekreds.

Hvad angår begrebet "Goldilocks-princippet", findes der flere definitioner.

Jeg gætter på, at du tænker på den, der handler om altid at søge efter det perfekte (eller "lige tilpas", som i eventyret). Hvor søgen i sig selv bliver et problem, fordi perfekt ikke findes.

Måske kan du finde en del af forklaringen på dit behov for at flytte i din egen barndom.

Nogle, der flytter meget, har ikke en stærk følelse af et hjem, og når den mangler, mindskes motivationen for at blive på ét sted. Andre leder efter en hjemlig følelse, de aldrig har haft, men står stadig uden den, når den sidste flyttekasse er pakket ud.

Så flytter de igen.

Selvom det i virkeligheden kræver helt andre ting for at opnå en grundlæggende følelse af tryghed eller tilhørsforhold i livet.

Andre igen leder slet ikke efter tryghed, men har en ret uproblematisk rastløshed eller lyst til forandring, som gør, at de gerne bruger mange timer på boligportaler og flytter mest, fordi det er sjovt.

Hvordan det er for dig, ved jeg ikke.

Men hvis både du og dine børn begynder at føle, at det kunne være rart at slå jer ned, kan du jo arbejde hen imod det.

Beslut dig for ikke at begynde at lede efter andre boliger i en bestemt periode. Skriv ned, hvad der er godt ved jeres nuværende bolig (hvad var de gode grunde til, at I flyttede dertil?).

Eksponér dig selv for tanken: "Her skal vi bo nu," og mærk efter, hvad der sker med dine tanker og følelser.

Prøv at hvile lidt i dem. De vil være der, men sandsynligvis aftage over tid. Måske giver det dig også nogle svar om dig selv.

Hvad sker der med dig over tid, hvis du lader være med at sætte nye flytteprojekter i gang?

Kan du finde en anden måde at håndtere behovet på, når det opstår?

Det bliver sandsynligvis ret udfordrende i begyndelsen, men måske er det netop dette "eksperiment," der skal være dit næste projekt?

Denne artikel blev først bragt på Må:Bra, der også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret og oversat version.