Jeg gik på Nørrebrogade med tømmermænd, da det gik op for mig, at jeg havde fået uønsket selskab

Kathrine Hinge er redaktionschef på Ally og vært på podcasten "Stadig single". Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Jeg husker tydeligt første gang, jeg for alvor mærkede en følelse af ensomhed.

Det var på min 28 års fødselsdag - en solrig søndag i april og fordi, jeg havde haft gæster på besøg til fest aftenen forinden, havde jeg ingen planer på selve dagen. I stedet tøffede jeg bare lidt rundt og havde tømmermænd.

Jeg havde næsten lige fået mit hjerte knust noget så gevaldigt, og jeg var ikke i nærheden af at have fået limet det sammen igen.

Mens andre omkring mig så småt var begyndt at finde sammen i par, var jeg lige blevet slået op med, og jeg var med andre ord et virkelig dårligt sted i mit liv - med dundrende alderskrise, braste drømme og et hjerte splittet i atomer.

For at få tankerne og tømmermændene lidt på afstand, besluttede jeg at gå en tur i solen - og dér - midt på Nørrebrogade - gik det pludseligt op for mig, at jeg ikke var alene på gåtur. Jeg havde fået uønsket selskab. Selskab af ensomheden.

Det kan måske lyde lidt spacy, men det var vitterligt som om, ensomheden med ét gik fra at være en momentan følelse, der af og til dukkede op i mit liv, til at være en fysisk genstand, der nu gik lige ved siden af mig. Og jeg kunne ikke ryste den af mig.

Uanset hvor højt, jeg skruede op for musikken og hvor hurtigt, jeg gik, kunne jeg ikke vriste mig fri af følelsen af ensomhed. Den havde opslugt mig. På min 28 års fødselsdag.

Det er ikke fordi, jeg ikke havde følt mig ensom i mit liv før dén gåtur - det havde jeg uden tvivl - men fra den dag blev det en større og mere konstant del i mit liv.

Og jeg ved, at jeg langt fra er alene om at have oplevet dét. Faktisk viste en undersøgelse fra 2022, at danskere i alderen 16 til 29 år ofte føler sig ensomme. Alligevel kan det føles helt enormt skamfuldt - og det kan være svært at sige højt.

Jeg sagde det heller ikke til nogen. I stedet forsøgte jeg at stikke af fra følelsen ved at takke ja til et job på Bornholm.

Jeg troede, at jeg kunne vriste ensomheden af mig, hvis bare jeg søgte langt nok væk. Men sjovt nok flyttede min nye “ven” med og så sad jeg dér - midt i Østersøen - og græd.

Jeg besluttede at skifte taktik, og jeg tænkte, at hvis jeg blev klar over, hvad der udløste følelsen, så kunne jeg også langt bedre finde en løsning. Og efter grundig indre eftersøgning blev det klart for mig, at ensomhed for mig er blevet et livsvilkår og dermed en form for grundfølelse.

For faktum er, at jeg som single er alene i mit liv. Selvom jeg har en dejlig familie og nogle skønne venner, så er mit vilkår i livet - dengang og nu - at jeg grundlæggende er alene.

Jeg har ikke nogen at komme hjem til - i princippet kunne jeg dø i min lejlighed, uden at nogen ville opdage det med det samme.

Jeg ved, det lyder brutalt, men det er tanker som disse, der begynder at bosætte sig i mig på min fødselsdag for snart seks år siden.

Mens jeg som yngre oplevede ensomheden momentant - når jeg følte mig udenfor i skolen, eller når jeg ingen planer havde en fredag aften, er det nu i stedet en følelse, der har taget permanent ophold i mig. Og som kan føles stor på nogle dage og slet ikke på andre.

Men den bor i mig - den ér min nye følgesvend.

Jeg prøver ikke at gøre for meget modstand, men i stedet give plads til at lade den eksistere - og på en måde hjælper det mig til ikke lade mig styre af den. Det er ikke altid, det lykkes, men det hjælper, at jeg ved, hvad der udløser ensomheden.

Den bliver eksempelvis særligt tricket ved højtider og mærkedage - hvor andre naturligt har deres kæreste, kone eller børn omkring sig.

Eller når jeg føler mig ude af sync med de mennesker, jeg elsker. Og jeg ved, at kuren mod at lade den styre mig netop er at omgive mig med dé mennesker.

Derfor ved jeg også, at jeg ikke skal være alene, når jeg om to måneder fylder år igen. For jeg vil ikke overvældes på samme måde, som jeg blev det på min 28 års fødselsdag.

Ensomheden må gerne være der, men den må ikke omklamre mig.

Og den må heller ikke omklamre dig. Så hvis du sidder derude og føler dig alene, så sig det højt. Se ensomheden i øjnene og find ud af, hvorfor følelsen opstår. Og vid, at du ikke er alene med den. Den er ikke skamfuld, og vi er mange, der kender den!