Jeg har hverken lyst til at få et barn eller sniffe coke, og det har konsekvenser for mit sociale liv

Julie Voldby Bruun er journalist på femina. Klummen er et udtryk for skribentens holdning.

Jeg sveder allerede i det sekund, jeg træder ind i det klorlugtende omklædningsrum. Ikke af udmattelse, men af nervøsitet. Selvom jeg med jævne mellemrum har været i svømmehallen som voksen, så er det noget andet denne tirsdag aften i starten af januar.

Jeg har nemlig meldt mig ind i en klub og skal starte på et svømmehold. På samme måde som jeg dagen forinden havde været til første træning i alt for dyrt træningsfællesskab, som jeg også havde meldt mig ind i ved starten af det nye år, hvor vi blandt andet skulle lave stafetter med navne som “isvafler og vulkaner” og “frikadellestafet” to gange om ugen i et mødelokale på Amager.

Jeg benægter ikke, at denne nye træningsmani var led i en større “new year, new me”-strategi. Men strategien var iværksat af andre årsager, end man måske først lige skulle tro.

Imens den ene halvdel af mine venner i tiltagende grad har næsen dybt begravet i lortebleer, er den anden halvdel af mine venners næser begravet i mindre børnevenlige sager rundt omkring i nattelivet, når anledningen byder sig. Det er selvfølgelig sat på spidsen, men tyverne er i sandhed paradoksets årti.

Nu er jeg blevet 30 år, og jeg har hverken lyst til at få et barn eller sniffe coke, og det efterlader mit sociale liv en smule amputeret. Det bliver jeg især mindet om hver fredag, når weekenden kalder, og størstedelen af mine kollegaer skal hjem og hente børn, imens resten har aftaler med deres partnere eller venner udenfor kontoret. Den eneste, der venter hjemme på mig, er min kat - og måske en åben flaske rødvin, hvis jeg er heldig.

Jeg har derfor vendt og drejet situationen, og jeg ser ingen anden måde at stabilisere mit sociale liv på end ved at få flere nye venner. Men hvordan gør man egentlig det?

En mulighed er, at man starter til sport.

Jeg har knap nok smidt tøjet, før jeg falder i snak med en ældre kvinde +65 år, der er ved at klæde sig af ved siden af mig. Hun spørger ivrigt ind til mig, og om jeg er ny i klubben. Der breder sig en stemning i omklædningsrummet af, at det er nyt for os alle. Vi er iklædt intet andet end vores allerbedste jeg. Bogstavelig talt. Vi smiler, nikker og griner venligt af alt.

Efter et hurtigt brusebad og en lidt længere kamp for at få presset badehætten ned over mit hår, bevæger jeg mig ud til bassinet. Jeg aner ikke, hvordan min træner ser ud, og det er urimeligt koldt i svømmehallen.

Jeg står og venter lidt ved bassinkanten i min nyindkøbte badedragt, der kløver hver balle i to og får mine bryster til at se lettere deforme ud. For ikke at tale om den neongrønne kondom-lignende ting jeg har på hovedet.

Langsomt støder flere til ved bassinkanten, og de ser heldigvis lige så fjollede og usikre ud som jeg selv. To af dem er jævnaldrende kvinder, og jeg vurderer lynhurtigt, at de har vennepotentiale. Jeg ser allerede for mig, hvordan vi som sæsonen skrider frem mødes og deler vores livshistorier over kaffe og vin. (Spoiler: Sådan gik det ikke.)

Det er ikke første gang, jeg som voksen starter til sport. I 2018 gik jeg til open water svømning i Århus og elskede alt ved det, men jeg var for dårlig til at møde op. Bedre gik det, da jeg for tre år siden meldte mig ind i en løbeklub i København.

Jeg løb med et halvt års tid og fik både en bedre kondi og en ny, god veninde med i købet. Men det blev dyrere at løbe med, så nærighed gjorde, at jeg meldte mig ud igen.

Hvad der ved årsskiftet endnu en gang inspirerede mig til at prøve nye hold og træningsfællesskaber af, var blandt andet The Atlantic-journalisten Mikala Jamisons artikel med overskriften “A Ridiculous, Perfect Way to Make Friends”.

I artiklen beskriver hun, hvordan holdtræning er det bedste sted at møde nye venner. Det skyldes flere ting. Udover at det er en gentagende begivenhed, der finder sted uge efter uge, hvor man er omringet af de samme mennesker, der har den samme interesse i den valgte træningsform, så er der også et element af latterlighed og af ikke at tage sig selv så alvorligt.

Fordi lad os være ærlige: Det er de færreste, der har evnen til at tage sig selv mega seriøst, når man har kæmpestore svedpandekager under armene - eller i mit tilfælde badehætte på hovedet og afskallet neglelak på tæerne.

Det samme var tilfældet, da der var frikadellestafet på programmet til træning. Der var jo ikke én i lokalet, der ikke syntes, at det var et stupidt navn til en stafet, der går ud på at ligge i planke på fire forskellige måder, fordi “frikadeller skal steges på alle sider”. Fnis.

Men forskning peger altså på, at når mennesker griner sammen, styrkes det sociale bånd og intimiteten i relationen. Latter er med andre ord nøglen, der har potentialet til at låse nye venskaber op.

Måske netop derfor viste svømmehallen sig at være et dårligt sted at få nye venner. Dels fordi hovedet er under vand 95 procent af tiden, og dels fordi min svømmetræner viste sig at have en militant tilgang til sin undervisning, hvilket efterlod minimal plads til at grine.

Hvad angår træningsfællesskabet, så var 925 kroner i måneden lige i overkanten for at få lov til at lege frikadellestafet to gange i ugen. Så mange penge har jeg alligevel ikke afsat til at få nye venner. Realistisk set er jeg maks villig til at give en tredjedel.

Som det oftest er tilfældet med nytårsfortsæt, er det ikke forkert at sige, at min venskabsmission ikke gik helt efter planen. Første kvartal af 2025 er ovre, og dét at gå til sport har indtil videre indbragt mig nul nye venner i år. Samtidig har jeg måttet erkende, at det der med at dyrke en sport religiøst måske ikke helt er noget for mig.

Derfor er det også på tide at skille tingene ad, lade træning være træning, og i stedet fokusere på mine andre ikke-sportslige hobbyer og overveje, hvad det er, mit ønske om flere venner egentlig handler om.

I de seneste år er venskabet som tema buldret frem i populærkulturen. Ph.d i sociologi og filosofi Marie-Elisabeth Pihl peger på tre årsager til hvorfor, vi pludselig er begyndt at interessere os så meget for de platoniske forhold.

Den første grund er, at flere føler sig ensomme og isolerede end tidligere, hvilket resulterer i at venskaber forekommer sjældnere, og dermed fremstår mere eftertragtede og interessante. Den anden årsag er, at venskab i højere grad er blevet et statussymbol. Der er social kapital i at have venner, man kan flashe på sine sociale medier. Sidst men ikke mindst skyldes venskabets popularitet, at flere sætter spørgsmålstegn ved kernefamilien og parforholdet som rammen om vores liv.

Det øgede fokus på venskabet har medført, at vi er blevet enormt gode til at tale om vigtigheden af venskaber og om at “vennedate” hinanden. Men af samme grund er det slående, hvor exceptionelt dårlige vi er til at udleve det i praksis, hvis du spørger mig. Medmindre det gælder en i forvejen etableret vennegruppe. Men selv det kan være udfordrende at holde kørende, når man rammer trediverne.

Det er der flere årsager til, tror jeg. Den første må være tid, og den næste er, at langt de fleste er låst i deres venskaber. De store ryk i livet - folkeskole, efterskole, ungdomsuddannelse, højskole og videregående uddannelse - er som regel ovre. Min påstand er, at det er i de overgange, vi oftest udvælger dem, der skal følge med os videre ind i den næste fase af tilværelsen.

Samtidig bliver vi danskere ofte skudt i skoene, at vi ved første møde er et lukket og arrogant folkefærd. Det behøver man såmænd ikke at have en udlænding til at slå fast. Hvis man træder ind på en bodega en fredag aften, så vil man opdage, at alle sidder i større eller mindre kliker - og Gud forbyde hvis man som udefrakommende forsøger at komme i kontakt med gruppen.

Udover at være sat i sine venskaber, så er mange også sat i deres parforhold på det her tidspunkt i livet. Er det tilfældet, tilhører man dermed den kategori af mine venner, der ofte har travlt med at få en hverdag op at køre som småbørnsfamilie. Og den lille tid, der er til overs, bliver prioriteret nøje. Og det er der absolut intet galt i, misforstå mig ikke!

Men i den anden ende af det spektrum befinder sig sådan en som mig. Jeg har ikke andet end tid til overs, når jeg ikke arbejder. Med det sagt, skal det ikke lyde, som om jeg slet ingen venner har, fordi det har jeg, og jeg holder enormt meget af dem alle sammen. Og jeg ved, at det er et privilegium i sig selv.

Men det ændrer ikke på mit afsavn til den tid, der var, før børn og technokultur tog over. Eller på den ensomhed, jeg mærker, der er forbundet ved at være den sidste uden en partner blandt stort set alle ens venner. Og det ændrer heller ikke på min længsel mod at være en del af et fællesskab og have et sted at høre til. Tværtimod.

Lige om lidt starter sæsonen for open water svømning.

Måske skulle jeg give det en ny chance? Nogen, der skal med i vandet?