Jeg har skrevet sætningen flere gange og skyndt mig at slette den igen. Det er smerteligt og absurd at se på skrift, men jeg vil ikke skamme mig

Cecilie Rubini er journalist. Kommentaren er et udtryk for skribentens egen holdning.

“Min mor er syg” er en sætning jeg har sagt flere gange, end jeg kan tælle, det seneste halve års tid. Og for dem, der vover at stille det opfølgende spørgsmål omkring, hvad hun fejler, afløses medlidenheden og forståelsen ind imellem af fordomme og uforståenhed, når jeg svarer, hvad hun fejler.

Jeg har fundet mig selv i mange bizarre situationer siden oktober sidste år, hvor min mors tilstand har været en fast følgesvend.

Og her taler jeg ikke engang om det indlysende specielle i at have en mor, der er syg og indlagt det meste af tiden, men dét at skulle flette sit liv sammen med den situation, der nu er vores.

Jeg har blandt andet afholdt vigtige møder på teams med mit arbejde siddende i et lokale på den psykiatriske afdeling, min mor har været langtidsindlagt på, hvor jeg prøver at få sneget så mange besøg ind som muligt imellem voksenliv, arbejde, børn og ansvar.

Jeg har skrevet beskeder til mine børns lærere og forklaret om situationen, og jeg har skullet fortælle mine børn, at deres ellers varme, sjove og glade mormor er så ked af det, at hun er kommet på hospitalet for at blive glad igen.

Min mor er syg, men ikke på den måde, hvor læger kan sætte en diagnose med klare symptomer og en tydelig behandlingsplan eller give en prognose på udsigterne. Hendes lidelse er mere subtil, mere kompleks.

Hun lider af PTSD og svær depression, og selvom disse lidelser ikke er synlige på overfladen, eller i hvert fald ikke var det til at starte med, har de indhyllet vores liv i en tåge af smerte og fortvivlelse.

Siden oktober sidste år har hun været på en decideret turbulent omgang igennem psykiatriske indlæggelser, terapiforløb, elektrochok og medicinske justeringer. Det har været en tumultarisk, overvældende og svær tid, med få lyspunkter og fremgang, der gang på gang er blevet manet til jorden af tilbagegang og nye udfordringer.

Som voksen kvinde har jeg i den seneste tid stået overfor en virkelighed, jeg aldrig forestillede mig: min egen mors ønske om ikke at leve længere.

Jeg har skrevet sætningen flere gange og skyndt mig at slette den igen, fordi det er så smerteligt og absurd at se på skrift. Men nu lader jeg det stå, for det er sådan, det er.

Og jeg vil ikke skamme mig over det, ligesom at jeg ikke ønsker, at min mor skal det.

Hun er en sej dame. Faktisk måske den sejeste jeg kender. Det har hun alle dage været. Fuld af overskud og kærlighed, varme.

Hun fik mig, da hun var 19 år, og vi er på mange måder vokset op sammen. Da jeg selv blev mor som 23 årig, var hun den støtte, hun aldrig selv har haft.

Kort efter min søns fødsel i 2009, fik hun en arbejdsskade, der nok var, set i bakspejlet, det første lille spadestik til det der, knap 15 år senere blev den absurde situation, vi står i nu. Det kom på mange måder snigende, men ramte alligevel som et godstog, da hun første gang lod sig indlægge i efteråret.

Jeg forsøger ikke at forsvare eller forklare, at hun altså ikke altid har været sådan, og så alligevel lidt, når nu jeg skal være helt ærlig. Og hvor langt er vi så, i forhold til at tale om psykiske lidelser?

At være pårørende til en person med en mental lidelse er ensomt, frustrerende og ambivalent. Man navigerer gennem alverdens følelser og reaktioner. Både ens egne og dem, man møder.

Jeg har både følt mig overset, som om min smerte ikke er berettiget, fordi den ikke kan måles. Og helt ærligt, hun skal jo bare blive glad igen. Bare… Ja. Det er et fedt nok råd, og man støder faktisk på det. Skal hun ikke bare… Har I prøvet …

Måske har jeg endda selv været på den underminerende side af det, helt uden at være bevidst om det, inden jeg selv stod midt i det.

Jeg kan ikke lade være med at føle en vis bitterhed, eller måske nærmere afmagt, over det faktum, at hvis min mor havde haft en fysisk sygdom, ville det måske være lettere for omverdenen at forstå vores situation, tage hensyn til den eller som minimum bare rumme den.

Der er en mærkelig form for skam forbundet med de tanker, at hvis bare ens elskede havde en "rigtig" sygdom.

Men jeg ved, at det ikke handler om at ønske hende mere lidelse, det handler om ønsket om anerkendelse og forståelse fra samfundet omkring os.

Vi skal tale mere om mentale lidelser. Det kan ikke være rigtigt, at vi pakker det væk.

Så det er jeg holdt op med.

Jeg håber, måske naivt, tenderende infantilt (men jeg er jo faktisk også barnet i det her), at vi forhåbentlig en dag ikke skal møde flakkende blikke og uvidenhed forklædt som knaldgode og temmelig dumme råd, når psykisk sygdom kommer på tale.

At være barn af en mentalt syg mor ønsker jeg ikke for nogen, men skal jeg alligevel finde et lyspunkt, for det skal man vel, har det tvunget mig til at konfrontere mine egne svagheder og styrker.

Lært mig, at jeg nok ikke behøver at være så skide stærk og modig hele tiden. At det er ok at være ked af det, at bede om hjælp og råbe højt, når det brænder på.

Hellere det, end at være tvunget til at få hjælpen på et tidspunkt, hvor man ikke er i stand til at tage imod. Jeg ved, at vejen foran os stadig vil være udfordrende, og at vi desværre nok har langt igen, både os, min familie, men også samfundsmæssigt.

Jeg er af samme grund fast besluttet på at fortsætte med at snakke højt om det.

Måske det gør, at andre også tør. Se, dét er et godt råd!