Jeg havde en kæmpe frygt for at bruge en boremaskine. Men tre timer i en pink lastbil ændrede det hele

I fredags sad jeg i en pink lastbil med 11 andre kvinder. Det gjorde jeg, fordi jeg har et problem. En nemesis. Nemlig boremaskinen. Det lille larmende powertool, som slår mig ud, hver eneste gang jeg forsøger at nærme mig det.

Jeg opfatter egentlig mig selv som rimelig handy, og som en person, der ikke er bange for at tage en byggeudfordring op. Jeg kan slå søm i væggen, jeg kan bruge en vinkelsliber, male og jeg kan samle IKEA-møbler.

Jeg kan stort set alt det, der ikke kræver, at noget tungere end en ramme skal op og hænge på væggen. Der knækker filmen for mig. Bare tanken om at stå med bore-monstrummet i hånden sender kuldegysninger ned langs ryggen på mig. Den larmer. Og jeg er så evigt bange for, at den ikke kommer igennem væggen – eller at jeg rammer noget forkert inde bagved.

Og selvom jeg ved, at min frygt er irrationel, er der noget helt enormt frygtindgydende over det. Noget som gør, at jeg simpelthen ikke kommer længere end at kigge på boremaskinen og ringe til en ven, som forhåbentlig kan hjælpe mig i mål med mit diy-projekt.

Det er imidlertid gået op for mig, at jeg som kvinde langt fra er alene med min frygt eller manglende evner. Da jeg tidligere på måneden bragte det op for en kollega, rejste hele redaktionen sig i ét væk, samlede sig i en halvmåne omkring os og stemte i: Hvordan bruger man overhovedet en boremaskine? Og hvorfor virker det så meget mere overskueligt at ringe til en anden, der kan gøre det, i stedet for selv at kaste sig over boremaskinen?

Derfor tøvede jeg ikke et sekund, da jeg fik tilbuddet om at deltage i et såkaldt handywomankursus hos Jeanne Fjorback, der rejser land og rige rundt i sin lyserøde lastbil for at hjælpe kvinder i fix det-nød.

Jeg satte mig for, at nu måtte det være nok. Nu er det nu. Jeg vil lære at mestre boremaskinen.

En bibel af rawplugs-viden

Og denne rejse starter altså i en 17 meter lang pink lastbil parkeret ved Sydhavnen Scandic sammen med en kursusleder og 11 andre aspirerende handywomen.

Stemningen er forventningsfuld fra start. Vi sidder rundt om et langbord på pink plastikstole. Der er disket op med småkager, kaffe, te og hyldeblomstsaft. Snakken går rundt om bordet om alt fra Kystbanen fra Helsingør til København og til børnebørn, og hvor i landet, vi hver især kommer fra.

Jeg har svært ved at forestille mig, at vi lige om lidt skal gå fuldstændig amok med hammer og boremaskine i de her omgivelser, der mest af alt minder om et foreningsmøde for kvinder. Men det er lige netop det, vi skal. Så da kursuslederen Jeanne Fjorback begejstret byder os velkommen med et ”vi skal have mere girlpower!”, lyder der et par forsigtige ”ja’er” fra kursisterne – mig selv inklusiv.

Mange af kvinderne giver udtryk for, at de har styr på maling og søm. Alligevel virker vi alle noget betuttede over dagens opgaver, selvom Jeanne Fjorback, der har en temmelig stor entusiasme omkring gør-det-selv, får det til at lyde som noget af det nemmeste i verden: At montere en lampe, skifte en vandhane og selvfølgelig dagens højdepunkt: at bore huller til ophæng af knagerækker og billeder.

Inden dagens øvelser går i gang, får vi et oplæg i rawplugs.

Noget jeg ikke vidste, jeg havde brug for. Men som jeg åbenbart, ligesom så mange andre erkendelser, gør mig den her dag.

Hvad jeg før bare har betegnet som ”små plastikdimser, der sørger for, at ting ikke falder ud af væggen,” ved jeg nu pludselig alt om størrelse på både rawplugs og skruer, hvad der passer til hvad, og betydningen af alverdens tegn på indpakningen.

Jeg skribler på livet løs, det samme gør mine medkursister, og pludselig har jeg en bibel af rawplugs-viden. Plus en go-to rawplugs type og størrelse (30 x 6, hvis du skulle spørge fra nogen). Det har jeg aldrig haft før. Men jeg føler mig pludselig som en kæmpe pro.

Nu skal der bores

Som kurset skrider frem, når vi endelig til det, jeg har set frem til og frygtet. Vi skal bore. I lastbilen har Jeanne Fjorback ”bare lige bygget en ekstra væg” til formålet.

Jeg får lov til at lægge ud og sætter et bor i boremaskinen. Det kribler i fingrene. Jeg placerer forsigtigt boret på væggen ved en lille prik, jeg har tegnet til formålet, men da jeg er lige ved at trykke på aftrækkeren, standser jeg brat.

”Jeg kan ikke,” siger jeg, sænker boremaskinen og skæver fjoget over til de andre kvinder.

De griner med, og jeg sætter endnu engang boremaskinen op mod væggen.

Her går det så op for mig, at jeg oprigtigt ikke kan få mig selv til at trykke den dumme knap i bund. Jeg tør seriøst ikke at starte boremaskinen.

Det overrasker mig, hvor modvilligt min krop reagerer, og jeg har mest af alt lyst til at skrige af grin over mit patetiske første forsøg, som jeg står her i en pink lastbil på et handywomankursus og debatterer med mig selv, hvorvidt jeg skal give boremaskinen fuld smadder eller bare sige ‘fuck det’ og smide håndklædet i ringen.

“Jo, du kan sgu så,” forsøger kvinderne opmuntrende.

“Kom så.”

Efter et kort heppekor samler jeg mig, tæller til tre og trykker knappen i bund. Der er noget overraskende tilfredsstillende ved fornemmelsen, da maskinen arbejder sig igennem væggen. Et kæmpe adrenalinsus faktisk.

Jeg borer endnu et hul og begynder næsten at nyde processen. Da rawplugsene er banket i, er det tid til at få skruen på plads. Den går skævt ind.

”Den får bare en tur med hammeren,” siger min 78-årige medkursist Jette, der deltager i kurset med samme målsætning som mig: Hun gider ikke vente på, at andre skal gøre det for hende. Hun vil selv. Jeg er enig, hvad angår min skrue. Det er Jeanne Fjorback overhovedet ikke.

Så vi starter forfra. Det giver mig dog en chance for at gribe boremaskinen endnu engang, og denne gang føles det mere naturligt.

Med kursets afslutning i sigte, er der kun den sidste test tilbage: Om vores lamper er monteret korrekt. Det føles næsten som en eksamen, mens vi venter på, at strømmen sættes til én pære ad gangen. Da alle tre lamper tænder og lyser perfekt op, bryder vi ud i jubel, lettede og lidt stolte over vores fælles succes.

Det skal fejres. Jeanne Fjorback disker op med champagne.

”Skål og godt klaret,” smiler hun, og i det øjeblik, midt i lastbilens små kaotiske kroge, mærker jeg en følelse af triumf, der går langt ud over boremaskiner og rawplugs.

Som en vaskeægte boreekspert og certified handywoman (jeg fik et diplom), har jeg endda lovet en veninde at komme forbi og hænge hendes garderobestang op i næste uge.