“Jeg klatrer ikke for at se døden i øjnene. Jeg klatrer, fordi det er her, jeg føler mig allermest lykkelig”

Emma Østergaard befandt sig i omtrent 8.750 meters højde over havets overflade. Der var kun 100 højdemeter til toppen af verdens højeste bjerg. Men det er de 100 mest krævende meter. Hun var i den såkaldte “dødszone”, der starter fra 8.000 meter.

Det hedder den ikke uden grund. Det er her, luften er så tynd, at det er som at trække vejret gennem et sugerør, mens nogen trykker på det, og man samtidig har en pose over hovedet.

Det er her, alle bevægelser foregår i slowmotion, og hvor det kan tage 20 minutter at gå 40-50 meter.

Og det er her, mennesker absolut ikke er skabt til at overleve. Uden ilt i denne højde begynder kroppen gradvist at lukke ned og mere eller mindre at “spise af sig selv”, som Emma Østergaard formulerer det.

Organerne risikerer ganske enkelt at stå af.

Derfor kan man heller ikke, uanset hvor meget man har trænet inden turen, klare at være ret længe i disse højder.

Men lige netop her oplevede Emma Østergaard en af ekspeditionens største udfordringer.

Hun havde på det tidspunkt allerede oplevet at træde over døde kroppe i form af bjergbestigere, som ikke overlevede turen, og selvom det var traumatiserende hver gang, var det noget, hun var forberedt på.

Men da hun på dette tidspunkt, 100 højdemeter før sit mål, skulle skifte sin iltflaske, den sidste hun har, gik det galt.

Ilten slap ud af flasken med lynets hast, mens Emma Østergaard sammen med sin lokale guide desperat forsøgte at lukke for den igen.

Det var den flaske, der skulle holde til toppen af bjerget, men også ned igen til den første “camp”, Camp 4, på nedstigningen.

“Der er kun 30 procent ilt i denne højde, og alle bevægelser går uendelig langsomt. Som at bevæge sig under vand. Undervejs falder jeg mere og mere sammen, så jeg til sidst kun ser fødderne på dem, der går forbi mig,” fortæller Emma Østergaard.

Det prikkede i hendes læber og fingre, og det sortnede for hendes øjne. De 30 minusgrader gjorde det næsten umuligt at tænke klart, men til sidst lykkedes det at fikse iltflasken. Emma Østergaard kom på benene, men så derefter, at pilen på flasken pegede på 0, hvilket betyder, at der ingen ilt er.

“Der ryger mit hjerte op i halsen igen, og jeg tænker bare: Det er simpelthen løgn.”

Heldigvis var det falsk alarm, og pilen røg kort efter op på 200 bar, som godt nok ikke betød, at den var fuld, men at der lige netop var nok til resten af turen. Men trods forskrækkelsen, var Emma Østergaard aldrig rigtig bange.

“Angsten eksisterer selvfølgelig, men du er så langt væk, at angst og frygt virker nærmest som adrenalin. Min hjerne lukkede ned, og selvom jeg var bange, var det ikke noget, jeg ikke kunne håndtere, for det skulle jeg bare. Der er jo ikke noget at stille op. Jeg var nødt til bare at handle.”

Altid all in

Emma Østergaard er født og opvokset i et rødt murstenshus i Højbjerg lidt uden for Aarhus med sin bror, mor og far, indtil forældrene blev skilt, da hun var 17 år.

Når hun ser tilbage, kan Emma se, at der allerede tidligt i hendes barndom var tegn på den viljestyrke, hun har brugt til at nå toppen af Mount Everest. Hun husker for eksempel, hvordan hun i en alder omkring syv år tabte et hjemmelavet armbånd lavet af gavebånd på en ferie i Blåvand ved Vesterhavet.

“Jeg var for lille til selv at gå hjemmefra, men jeg løb over klitterne hele vejen ned til byen, for jeg skulle bare finde det armbånd. Jeg har altid være sådan. Det er all in, og det er det stadig,” fortæller Emma Østergaard.

Ridning fyldte meget i hendes barndom, men når hun ikke sad på en hesteryg, klatrede hun i træer. Hun endte altid højere oppe end andre børn, og det var ikke uden uheld, men hun kunne ikke få nok.

Det var dog først noget senere, at hendes interesse for at klatre i træer blev til en interesse for bjergbestigning. I første omgang gik Emma Østergaard i gymnasiet som de fleste andre på hendes alder.

Efter gymnasiet var planen at tage et par sabbatår, hvor hun ville arbejde og bruge alle pengene på at rejse. På en af sine mange rejser bestilte hun sammen med sin veninde en vandretur på den indonesiske vulkan Rinjani.

“Det er noget, mange andre backpackere gør, men jeg kan huske, at vi syntes, det var noget af det hårdeste, vi nogensinde havde prøvet. Og vi delte en rygsæk på fem kilo,” siger Emma Østergaard, der til sammenligning slæbte en rygsæk på på 17-18 kilo selv, da hun besteg Mount Everest.

“Men da vi endelig kom derop, tænkte jeg: Hold kæft, hvor er det sindssygt! Tænk, at man kunne komme sådan nogle steder hen bare ved at gå. Jeg var virkelig fascineret af det.”

Helt urealistisk

Det var begyndelsen til Emma Østergaards interesse for vandring.

I årene derefter vandrede hun Danmark tyndt og rejste, når hun kunne, mens hun sideløbende arbejdede fuld tid i en tøjbutik. Hun begyndte også på universitetet, men valgte efter sin afsluttede bachelor ikke at læse videre på kandidaten, fordi hun kunne mærke en ild, der brændte, som var svær at slukke.

Efter et par år synes Emma Østergaard, at hun havde vandret nok på forholdsvis flade ruter.

Hun savnede højderne, som hun huskede fra sin backpackertur i Indonesien og googlede sig til, at Kilimanjaro var et godt begynderbjerg.

Det lykkedes hende ikke at overtale nogen til at rejse med hende, så hun endte med at tage af sted til Tanzania alene. Det var en ensom tur, husker hun, og ikke mindst kold, fordi hun dengang intet vidste om udstyr og gennemførte turen i skaljakke og regnbukser og hundefrøs, mens hun hørte andre hygge sig sammen i deres telte i varmt, praktisk tøj.

“Men jeg havde alligevel en vild følelse af, at hvis jeg kunne have en så stejl læringskurve, var jeg nødt til at undersøge det nærmere.”

Emma Østergaard brugte efterfølgende lang tid på at læse om bjergbestigning og stødte naturligvis på Mount Everest i sin research.

“I begyndelsen var det jo bare en fascination, som de fleste jo har, fordi det er verdens højeste bjerg, men jeg tænkte også, at det selvfølgelig var helt urealistisk,” siger hun.

Det tænkte hun ikke kun, fordi der på det tidspunkt blot var 18 andre, som har besteget Mount Everest, men også fordi Emma Østergaard er hypermobil.

“Jeg tænker, at det var helt umuligt for mig. Jeg har aldrig kunne dyrke fx kontaktsport, og jeg har flere været sengeliggende flere dage, fordi jeg havde betændelse i mine hofter. Jeg har haft mine hofter og knæ ude af led flere gange og må ind i mellem trykke mine knæ på plads,” fortæller hun.

Derfor tænkte hun oprindeligt, at det ville tage hende måske 20 år, hvis drømmen om at bestige Mount Everest skulle blive til virkelighed. Men hun kunne alligevel ikke slippe den.

En dyr drøm

En dag gik hun ind i en friluftsbutik og delte for første gang sin drøm med en fremmed ekspedient, som foreslog hende at kontakte den erfarne danske bjergbestiger Jakob Urth, som selv har besteget Mount Everest tidligere.

Han endte med at være hendes guide på turen, da hun tre år senere selv skulle prøve kræfter med bjerget.

“Allerede efter første samtale med ham, besluttede jeg mig for at det var det, jeg ville. Derefter kiggede jeg mig ikke tilbage i de næste tre år,” fortæller Emma Østergaard.

Helt konkret lavede hun, med hjælp fra Jakob Urth, en plan, hvor hun i løbet af tre år skulle træne sig selv til at blive klar til at bestige Mount Everest.

Det betød dels, at hun skulle gennemføre syv andre ekspeditioner på bjerge med tiltagende sværhedsgrader og dels, at hun skulle træne meget hårdt flere timer stort set hver dag i tre år.

“Det var meget vigtigt for mig, at jeg ikke bare ville betale nogen for at tage mig med på bjerget. Jeg ville uddanne mig til bjergbestiger. Og for hver eneste tur kunne jeg mærke, at det her var min passion,” siger hun.

Men det var ikke kun fysisk træning. Det er nemlig ikke ligefrem gratis at nå til toppen af Mount Everest. Faktisk endte det med at koste hende 600.000 kroner at få drømmen til at gå i opfyldelse, fordi hun ud over sine egne omkostninger også skulle betale for setup og guideløn til Jacob Urth.

Det betød, at Emma Østergaard ud over sin fysiske træning også pludselig skulle se sig selv som iværksætter, der måtte starte en virksomhed i jagten på sponsorater og samarbejdspartnere, som var villige til at tro på, at hendes projekt ville lykkes.

Hun havde i en periode to jobs, sagde sin lejlighed op, brugte hele sin opsparing og endte alligevel med at tage af sted med en stor gæld, da hun i 2023 endelig var klar til at rejse.

Det var undervejs og til hendes store overraskelse lykkedes hende at overbevise mange sponsorer om, at hendes selvudnævnte “girlpower”-projekt ville lykkes: At hun ville være den yngste danske kvinde nogensinde til at bestige Mount Everest.

Den mentale mur

Ud over den fysiske forberedelse og kampen for at samle penge nok sammen til at få sin mission til at lykkes brugte Emma Østergaard også lang tid på at forberede sig mentalt.

Det var nødvendigt for at kunne gennemføre en rejse, som over 300 andre bjergbestigere ikke er kommet levende hjem fra, og som undervejs byder på udfordringer, de færreste kan forestille sig.

Emma Østergaard udviklede det, hun i sin bog kalder sin “mentale mur”.

“Jeg lærte mig selv at sætte en form for barrikade op mellem mig og det, der er hårdt, for at kunne fortsætte. Hvis jeg begynder at dyrke smerter eller dyrke frygt, kan jeg ikke være der længere. Det er min måde at zoome ud og kunne fortsætte. Det er den viljestyrke, jeg har for at kunne sætte mig et mål. Den er helt vildt brugbar og sindssygt skræmmende på samme tid,” siger hun.

Det betød også, at hendes bekymringer inden turen handlede om meget andet, end hvad mange omkring hende forventede. Hun frygtede ikke kulde, udmattelse eller sult og heller ikke at ende i den triste statistik over omkomne bjergbestigere.

Den største bekymring var, om økonomien kunne holde, fordi rejsen var så dyr.

“Hvis jeg var bange for at dø, skulle jeg jo slet ikke gøre det. Jeg klatrer ikke for at se døden i øjnene. Jeg klatrer, fordi det er der, jeg føler mig allermest lykkelig. Jeg kan ikke engang tale om klatring uden at smile imens. Det kilder i kroppen af passion,” siger hun.

Det er ikke, fordi Emma Østergaard som sådan husker sig selv som én, der har gemt sig, men hun har tidligere i sit liv i højere grad forsøgt at passe ind i mængden og ikke gøre for meget opmærksom på sig.

Efter hun er begyndt at bestige bjerge, har hun set nye sider af sig selv, hvor hun er langt mere udadvendt.

“Jeg er virkelig stolt af mig selv og det, jeg gør, og i dag tør jeg godt stille mig op på et bord og fortælle om det. Jeg har fået en helt ny følelse af uafhængighed, fordi jeg har udfordret mig selv mere, end jeg nogensinde har gjort før. Jeg er blevet meget fascineret af, hvad vi mennesker er i stand til,” siger hun.

Euforien på toppen

Emma Østergaard besluttede sig for ikke at være dumdristig, og hun nægtede “at miste fingre, tæer eller næse” på i de kolde højder, men hun har alligevel fået forfrysninger.

“Jeg er nok gået længere, end jeg ville, men det er, fordi jeg ved, at når jeg er i bjergene, er der meget, der er uforudsigeligt og uvist, og jeg kan kun forberede mig til en vis grad. Der er meget, der er ude af min kontrol. Derfor skal jeg også være forberedt på at kunne håndtere det uvisse,” siger hun.

På vejen til toppen måtte hun også flere gange ændre planen, vende tilbage til en camp og prøve igen alt efter kræfterne og vejrforholdene.

Hun blev også syg kort inde afgangen fra den såkaldte “base camp” ved bunden af bjerget, hvor hun havde tilbragt fem uger sammen med andre bjergbestigere, mens de ventede på de mest gunstige vejrforhold til at bestige turen i.

Hun endte med at tage af sted, mens hun stadig var en smule sløj på et par smertestillende piller. For der kan være langt mellem de gode “vejr-vinduer”, når man skal bestige Mount Everest.

Da Emma Østergaard endelig nåede toppen, var det alle forberedelserne, udmattelsen undervejs og de mange hundrede tusinde kroner værd.

“Euforien ramte mig virkelig, da jeg nåede toppen. Jeg oplevede en lykke, jeg aldrig før har følt. Det var helt sindssygt. Jeg var så træt, at jeg nærmest ikke havde kræfter til at græde. Men så gik det op for mig, at jeg kun var halvvejs. Jeg skulle jo også hele vejen ned igen.”

Mere end bjerge

Emma Østergaard har fra begyndelsen af sine forberedelser og som en del af sin mission, at hun ikke bare selv ville bestige Mount Everest.

Hun ville også udbrede glæden ved at klatre i bjerge til andre. Det er derfor, hun kalder sit projekt “Emmas Everest” for et “girl power”-projekt.

“Jeg har selv fundet min passion i bjergene, men det er vigtigt for mig at sige, at man kan tage bjergene helt ud af ligningen. Det kunne være alt muligt andet. At bage, strikke, ro i kajak, whatever. For mig handler det om, at jeg startede fuldstændig uvidende og ikke anede noget som helst om bjerge, men på kort tid lærte jeg uendelig meget,” siger hun.

Emma Østergaard mener, at der i lige så høj grad er tale om indre bjerge i os selv, som vi kan bestige.

Det er de bjerge inden i os, der udvikler os og lærer os nye sider af os selv at kende.

“Det er det hårdeste, jeg nogensinde har gjort, men jeg tror på, at hvis du virkelig er passioneret, og hvis du er villig til at kæmpe for det og har et stort drive, så kan du gøre nærmest, hvad du vil. Jeg har haft masser af nedture, men jeg er også kommet videre fra dem igen.”

Derudover vil Emma Østergaard gerne vise verden, at man sagtens kan være ung kvinde og dyrke sin femininitet og samtidig være bjergbestiger.

Af de 19 danskere, som før hende har besteget Mount Everest, er kun tre andre kvinder.

“Det er helt klart en mandsdomineret verden. Jeg har oplevet mange elevatorblikke i miljøet gennem årene, men når vi er bjergene, og jeg viser mit værd, er det lige gyldigt, hvilken alder, køn, indskomst eller status, du har,” siger hun.

Emma Østergaard er flere gange blevet mødt med fordomme om, at hun klædte sig for feminint og ikke lignede en rigtig bjergbestiger, og derfor har hun gjort det til en mærkesag for hende ikke at ville lave om på sig selv.

“Selvfølgelig kan jeg være begge dele. Jeg har menstruation i bjergene og skal sidde på hug og tisse, og jeg har to toilettasker med, mens mændene kan nøjes med en tandbørste. Men jeg vil gerne gå forrest og vise, at det kan man sagtens.”

Emma Østergaard håber, at hun med sin historie kan give inspiration og motivation videre til andre kvinder, uanset alder, som har en drøm om at lære noget, der for mange kan virke umuligt, men som kan lykkes, hvis man kæmper nok for det.

“Det handler om at tage det første skridt. Det er jo sjældent, at ét skridt kan få hele verden til at ramle. Jeg vil gerne vise, at det ikke er så farligt at bevæge sig derud, hvor man ikke tror, man kan bunde.”

Lyt til Emma Østergaards bog, Viljestyrke, indtalt af Signe Amtoft her.