Liv
7. marts 2024

Jeg laver indhold på OnlyFans og er blevet vild med min seer, som har en kæreste. Hvad gør jeg?

feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!
Af: redaktionen
kære brevkasse

Illustration: Thit Thyrring

Kære brevkasse

Jeg er en kvinde, der lige er fyldt 22 år, og jeg har været på OnlyFans i fire måneder. Jeg er meget glad for det og laver kun solo content.

Alle, der skriver til mig derinde, er søde og respektfulde. Faktisk lidt for meget … for nu har jeg skrevet med en fyr derinde i noget tid, som er sød, sjov, flot, og som – selvfølgelig – har en kæreste.

Han er i slut 20’erne, de har været sammen siden gymnasiet, og han har ikke været sammen med andre end hende. Men han er meget i tvivl om, hvor forholdet er på vej hen.

Jeg kigger tilbage på vores samtaler flere gange om dagen, mere end jeg er villig til at indrømme, og jeg tænker på ham hele tiden.

Hvad skal jeg gøre?

Send os dit dilemma

Skriv dit "Kære brevkasse"-dilemma til brevkassen@femina.dk eller i vores DM på Instagram @feminadk

Svar 1

Kære 22-årige kvinde

Først tror jeg, du skal gøre op med dig selv, hvad du vil have ud af relationen til ham.

Er han spændende, fordi han har en kæreste? Er du ved at få varme følelser for ham? Skal det bare være flirteri, eller er der noget mere på spil for dig?

Bagefter er du nødt til at få noget afklaring fra hans side af. Han er i tvivl om, hvor hans forhold er på vej hen, men det skal ikke give ham anledning til at vildlede dig – og dine spirende følelser.

In the worst case scenario ser jeg en klassisk elskerinde situation for mig, hvor manden siger, han forlader konen, men aldrig gør det. Og her ved vi alle sammen godt, hvem der ender med at blive såret.

Spørg ham, hvorfor han er i tvivl om forholdet til sin gymnasiekæreste. Hvordan han ser jeres relation udvikle sig, og hvad han synes om dig – spørgsmål, der kan give dig noget afklaring.

Ud fra det, håber jeg, at du kan vurdere, om det er noget, du skal arbejde videre med.

Og uanset udfaldet, så keep up the good work med din OF og dine andre søde og respektfulde seere.

Hilsen Heidi Kirkeby Mogensen

Journalist, der starter hver morgen ud med et blødkogt æg og et nummer med Gilli for man skulle da være et skarn, hvis ikke man gjorde. Mit nytårsforsæt er at lytte til flere kvinder, nedbryde patriarkatet og læse bøger.

Svar 2

Kære 22-årige

Hvor er det først og fremmest dejligt at høre, at du med OnlyFans har fundet noget, som gør dig glad, og du trives i. Men når det er sagt, må jeg indrømme, at jeg ser nogle røde lamper blinke for mit indre, når du beskriver ham den søde, sjove og flotte fyr med kæresten.

For hvorfor skriver han overhovedet med dig, mens han har en kæreste? En forklaring kan selvfølgelig være, at han tvivler på sit forhold, som du nævner, men i mine øjne undskylder det ikke hans handling. Har han moralen i orden, burde han få styr på sit forhold og finde ud af, om det er et, han skal være i eller ej, før han søger nye græsgange – men det gør han ikke, og det gør det mudret.

Det er et karaktertræk, jeg kunne være nervøs for om, han kunne finde på at trække med ind i en mulig relation med dig, så du en dag måske står i den situation, som hans kæreste er i nu? Det er langt fra sikkert, at det ville ske, men det er en tanke, jeg mener er værd at have med i dine overvejelser.

Desuden synes jeg ikke, at du skal stille dig tilfreds med at blive placeret i en ventende, passiv rolle, mens han finder ud af, hvad han vil – og om han vil dig.

Du er en aktiv, fri, handlende kvinde, så mit råd til dig vil være – drop ham, lad ham finde ud af sit forhold, og fokuser i stedet på andre ting, der gør dig glad som for eksempel din OnlyFans-profil.

Jeg ved, at det er lettere sagt end gjort, når man synes, at nogen er interessant, men jeg er sikker på, at der er en anden derude, der kan give dig sit fulde fokus og al sin kærlighed, som du fortjener.

Hilsen Kristina Forná

Journalist med forkærlighed for litteratur, ligestilling og livsstil. Ser alle realityprogrammer, der kan opstøves og er i øjeblikket meget lykkelig over, at datingprogrammer er i høj kurs. Desuden lidt late to the party, men har netop kastet mig over mit første strikkeprojekt – wish me luck!

Læs også