"Jeg sad i en stor og flot lederstilling på TV 2, men jeg kunne simpelthen overhovedet ikke holde det ud"

"Man kan ikke tænke, hvis man er sikker på, at man har ret”.

Ordene er reklamemanden Frederik Preislers, men sætningen beskriver enkelt og præcist Malenes syn på, hvordan livet må leves. Nemlig forlæns og med vilje. Måske er det den insisteren på at holde sig i form i sjæl og sind, der har spundet den mangefarvede tråd gennem Malenes liv. For stille har hun aldrig stået, og det er bestemt med vilje.

Mange kender hende som bestsellerforfatter til debutromanen ”Fruen”, som udkom i 2019, og som er et opgør med og kærlighedserklæring til hendes stærke, men også dominerende mor. Andre har med kriblende grønne fingre læst hendes anden bog, ”Havemenneske”, som helt typisk for Malene er fundamentalt anderledes og tager udgangspunkt i hendes eget intensive haveliv og berømte historiske gartneres lidenskab og tanker om den levende natur.

Men bag litteraturen og det nye kunstneriske virke ligger en lang og diametralt modsat karriere som mere end fuldtidsarbejdende jurist og hardcore kommerciel rådgiver med speciale i film og tv i årtier.

Indtil hun en dag fik nok, mere end nok, sagde op og gik hjem i sin have og passede lidt bedre sig selv.

– Jeg sad i en stor og flot lederstilling på TV 2, men jeg kunne simpelthen overhovedet ikke holde det ud. Desværre er nøglen til forandring for mange nok, og også for mig, at først når noget bliver så utåleligt, at det ikke kan lade sig gøre et sekund længere, så går man. Har man det bare ”sådan cirka okay”, så får man ikke taget sig sammen og vænner sig til at nøjes, og så vokser træthed, frustration og kedsomhed indeni. Sådan var det også for mig.

– Jobbet krævede rigtigt mange arbejdstimer, men jeg kunne ikke mærke glæden, og så sprang jeg. Det var ikke TV 2’s skyld, jeg ville bare gerne have mere og andet ud af livet. Så jeg nåede til et punkt, hvor jeg én gang for alle ville eje min egen tid. Så jeg blev hjemme, lagde erhvervslivet på hylden for en stund og startede forfra.

Kaptajn på eget skib

Malene ville skrive. Det havde hun drømt om i årevis, og nu gjorde hun det. Hun begyndte sporadisk og om og om igen. Stille og roligt fandt hun sin rytme. I almindelig glæde over at have skrevet de første 100 sider, som gav mening, skrev hun et indlæg i Politiken, som hun kaldte sit friheds-credo, og som beskrev hendes personlige tanker for det liv som kaptajn på egen skude, hun nu ville leve.

Indlægget blev bragt, mens hun selv var ude at rejse. Med store bogstaver og på forsiden og så det gav genlyd og rungede i medierne med en kraft, som var både vild og – efter Malenes mening – helt ude af proportioner. Det at stoppe hamsterhjulet med vilje var mere, end et tilsyneladende rasende folkehav på sociale medier ville acceptere.

Det blev den turbulente start på en række år, hvor store frivillige såvel som ufrivillige livsforandringer hvirvlede Malene gennem livet: Debutroman, hæder og ære, nyt job uden lederansvar som jurist i tv-branchen kombineret med virket som forfatter. Men også en pludselig kræftsygdom, som fuldstændig sendte hendes mod og krop til tælling.

Nu er der roligt i haven igen, og det er nødvendigt. For når man står på den anden side af stormen, kan det være rigtigt svært at vænne sig til at have vinden i ryggen igen.

– Under min sygdom kunne jeg mærke, at det igen ville være godt med et fast arbejde. Så jeg har arbejdet samtidigt med efterforløbet af min sygdom. For at tænke på noget andet og ja, kort sagt, at være nyttig. Nu er jeg kræftfri og prøver med alle sanser at finde hjem i mig selv igen.

– Jeg har taget orlov for at skrive en ny bog, fordi jeg som så mange andre kæmper hver dag med både fysiske og psykiske senfølger, nu med et uroligt og angstfyldt hak i sjælen. Jeg er blevet mildere, mindre vred og lever nu med en stadig ny og sart skrøbelighed i krop og sjæl. Man skal lære at turde være i livet igen. Det giver en daglig taknemmelighed, og den sætter jeg pris på.

Ud af barndommens fængsel

På trods af sygdom og diverse efterskælv er Malene ikke et sekund i tvivl om, at hun må være modig og tro mod sig selv og ikke lade sig nøje med at være i live. Livet flyder med gode undskyldninger for at lade stå til, og dem skal man selv luge ud i for at kunne falde i hak med sig selv.

– Da jeg skrev bogen om min afdøde mor, var jeg hudløs og med et barns loyalitet nervøs for, at jeg forrådte hendes eftermæle, uden at bogen havde litterær værdi. Samtidig mener jeg, at barndommen er et fængsel, man selv må bryde ud af. Man må selv tage ansvar for at blive voksen og komme videre, forhåbentligt med en større forståelse af, hvorfor man er, som man er. Det kræver mod.

– Familie er man født med, og så må man arbejde med det, man har. Jeg oplevede, at jeg mentalt fik ryddet op i alt rodet mellem os. Og at jeg derfor kunne finde fred med min historie og anerkende al den styrke, det mod og det uendelige videbegær, jeg har fra min mor, og som jeg sætter pris på ved mig selv. Det var en kæmpe forløsning. Man kan forsones selv efter døden, og hun døde i det mindste med forvisning om, at jeg elskede hende uendeligt højt. Det er jeg sikker på, siger hun.

Ikke brug for et wake up call

At de store forandringer i livet ikke bare kommer i form af nye, selvvalgte eventyr, er klart for de fleste. Der vil også være kriser. Det eneste, man ifølge Malene kan, er at invitere dem indenfor, forholde sig til dem og gøre, hvad man kan for at komme igennem dem med hjerte og forstand i behold.

– Når jeg møder modstand ud over det sædvanlige, hjælper det mig at prioritere. Man vælger ikke selv, om man bliver ramt og af hvad. Men man vælger selv, hvordan man tackler det. Først bliver jeg bange og får ondt af mig selv. Der er helt fair. Jeg synes ikke, jeg havde brug for den livslektie. Ikke brug for noget wake up call for at mærke efter i livet, så jeg tolker ikke noget større filosofisk ind i min storm.

– Min have og samvær med min familie hjalp. Det hjalp mig at lave noget med hænderne, fokusere på det og komme ud af hovedet. Det hjalp at være sammen med andre i stedet for at mærke efter hele tiden. Jeg er mor til tre unge voksne og helt fantastisk ordentlige og empatiske døtre. Jeg glemmer nogle gange, hvor meget mine ord betyder for dem, og i det hele taget hvor meget den dér morfigur fylder i børns bevidsthed. Jeg vil gerne være ligestillet, men den går ikke. Jeg er moren. Så jeg prøver at vise dem den respekt at behandle både dem og mig selv ordentligt.

Malene er på vej videre. Lidt mere forsigtigt end hun bryder sig om, men fast besluttet på at blive ved med at udforske livet fuldt ud. Med en tidligere selvopfattelse af, at hun er god til at gøre drømme til virkelighed, oplever hun nu en snigende mangel på horisont, som gør hende ængstelig for, at hun har mistet sine drømme. En tilstand hun har svært ved at vænne sig til.

– Det er, som om mine udfordringer skygger for min udsigt. Jeg har lige nu mistet evnen til at drømme om fremtiden. Jeg bliver utålmodig og vil ikke vente på at gøre det, som føles vigtigt for mig og min familie her og nu, og det er stressende for alle. Jeg har altid været god til at realisere mine drømme. At miste dem er at miste mit kompas. Sådan vil jeg ikke blive ved med at have det. Men jeg forstår og mærker, at sådan er det nu. Nu drømmer jeg forsigtige drømme.

– Planen med min nuværende orlov er at skrive min næste bog, inden jeg om nogle måneder skal tilbage til juraen og mine gode kollegaer og hverdag igen. Ud af hovedet og tilbage til ”handle-land” igen. Det er ikke en drøm. Det er et mål og min arbejdsdisciplin er intakt og hepper på at min krop følger trop.

Først er der en ny historie som skal skrives ned. Men ifølge Malene er der stor forskel på at forestille sig en historie og på at skrive en bog. Så er man for alvor alene hjemme og må flytte ud af virkeligheden og ind i sig selv for en stund.

Guttermænd

Til gengæld glæder hun sig til at skrive sit livs store eventyr, som hun kalder det. Nemlig det om mænd og kærlighed.

– Mit helt store drama er fortællingen om min vej til kærligheden. Jeg voksede op i 70’erne med en udearbejdende kompetent mor i chefstilling og en far på distancen i Jylland. Der var ikke så mange kerner i min familie. Havde du spurgt mig som ung, havde jeg sagt, at det var ret usandsynligt, at jeg ville blive gift og holde sammen med én mand i mange år. Men hold kæft, hvor er kærlighed vild.

– Det har været og er en stor og spændende opgave at leve i en familie med mand og kvinde, også selv om min familie rummer skilsmisse og dine børn og mine børn. Det er en af mit livs absolut største gaver, at jeg som ung, enlig mor mødte min mand, Søren, og at vi holdt fast i hinanden. Der er skrevet så mange bøger om mænd, som er nogle rigtige røvhuller, og de findes skam. Men vi mangler fortællinger om guttermænd, for de findes også.

– Det er som om, at det ligger i tiden, at drenge er fejlbehæftede piger. Som kvinde er jeg nysgerrig på, hvad det positive maskuline er, og hvad det kan. Så jeg vil skrive en roman om kærlighed og sammenhold gennem årtier. Det har været mit livs store drama og største opgave, noget, jeg virkelig ikke har været god til, men har måttet lære forfra.

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 51/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.