Jeg står i kø, da kommentaren falder. Her er man åbenbart også forpligtet til at tale med folk

Sofie Frederikke Larsen er skribent på Heartbeats. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Åh, elevatoren. Stedet, hvor smalltalk trives som ukrudt mellem fliserne. Man stiger ind, en fremmed følger efter, trykker på knappen, og så sker det. Den altomsluttende tavshed fylder det lille rum, mens dørene langsomt lukker i, og der breder sig en underlig trang til at sige noget om… noget. ”Dejligt vejr i dag.” Den klassiske.

Man nikker og smiler, som om man virkelig har tænkt over vejrudsigten hele dagen.

”Ja, det skulle det vist blive hele ugen. Rigtig dejligt,” svarer man så, og det er tydeligt, at denne samtale er slut, før den overhovedet er begyndt. Ingen har mere at byde ind med, så blikket flakker ivrigt over på elevatorens knapper, som pludselig virker enormt interessante. Så et kig ned i telefonen. Elevatordørene åbner efter, hvad der føles som ti år i socialt limbo, og man kan igen ånde lettet op.

Det er sjovt, hvordan vi mennesker har en trang til at fylde stilheden med ord. Især i situationer, hvor vi er fanget med fremmede som i en elevator eller med sidemanden i bussen. Det er, som om vi kollektivt er blevet enige om, at stilhed er farligt. Men hvad nu, hvis man ligesom jeg foretrækker stilhed?

Jeg kan godt lide, når nogen forlader elevatoren med et kort og venligt ”god dag.” Det er en anerkendelse af, at vi ser hinanden, og det er fint. Men den konstante jagt efter tom smalltalk? Vi taler for at undgå ubehagelig stilhed – men for mig er stilheden sjældent ubehagelig. Faktisk føles den ofte mere autentisk end ord, der bliver kastet ud i luften bare for at være der.

Jeg oplever supermarkedet som et sted, hvor jeg kan koble af. At gå og glo på ligegyldige spotvarer, som jeg ikke mangler, men alligevel køber, fordi det føles som en vild investering. Men selvfølgelig er man også her forpligtet til at tale med folk, man aldrig har mødt, og højst sandsynligt aldrig ser igen.

Den anden dag står jeg i køen og zoner lidt ud, da der pludselig kommer en kommentar fra personen bagved: ”Det ser ud til at blive en god middag,” mens de nikker ned til min pasta og pesto med et smørret smil. Jeg synes ikke, det er specielt sjovt. Alligevel smågriner jeg og svarer med et ”ja, det er lige det, mit SU-budget rækker til.”

Uanset hvor gode intentionerne er, får jeg ofte lyst til at flygte. Ikke fordi jeg ikke vil være venlig, det vil jeg oprigtigt gerne. Men smalltalken føles som at sætte et plaster på en stilhed, der slet ikke behøver at blive repareret.

Jeg har talt med flere af mine venner om netop den form for smalltalk, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Jeg er sikker på, at mange krummer tæer ved tanken om endnu en smalltalk-session, men alligevel gør vi det. Hvorfor? Fordi vi har lært, at det er en del af den sociale kontrakt. Smalltalk er limen, der holder os sammen. Og jeg forstår det til dels. Mennesker er flokdyr, og vi har brug for at føle os forbundet – også selvom det er gennem banale udvekslinger om vejret eller indkøbskurven.

I visse situationer giver smalltalk da også rigtig god mening – selv for mig. Det er de samtaler, der opstår med venners venner, til familiesammenkomster eller med kollegaer til en fest. Det er den sociale bro, vi bygger sammen. Og den slags smalltalk er jeg stor tilhænger af.

Men der hvor mit dilemma opstår, er ved det, jeg oplever som den tomme smalltalk. For hvordan viser man omverdenen, at man ikke er til det uden at virke uhøflig? Er det overhovedet muligt at finde en venlig måde at undgå de samtaler uden at ødelægge den sociale dynamik? Jeg ved det simpelthen ikke. Men måske kan vi finde ud af det i den næste akavede stilhed.