“Jeg ved jo inderst inde godt, at folk er ligeglade, men jeg fortsætter den navlepillende adfærd”

Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Okay. Jeg gør det nu, tænker jeg for mig selv, inden jeg holder det lille orange ikon med det hvide logo inde. Appen ryster. Jeg trykker “fjern fra hjemmeskærm”, for jeg tør ikke slette den helt, da jeg ikke er helt overbevist om, at jeg ikke skal tilbage på løbeappen Strava.

I slutningen af december besluttede jeg mig for at tage en såkaldt detox fra en ellers “sund” app.

Strava, som jeg bruger til at tracke mit løb, var ikke længere sjovt for mig, men en hovedpine, nærmest migræne.. “Hvem liker mit løb?”

“Løber jeg hurtigt nok?”

“Åh nej, dårligt tempo. Jeg skriver, at jeg har været syg.”

Lige pludselig var mit frirum ikke længere et frirum, men et sted, hvor jeg skulle præstere. Lige pludselig betød likes mere for mig, end om det var en god løbetur.

Jeg blev afhængig af anerkendelsen. Nu var det ikke nok at løbe en tur for at få ro i hovedet.

Min bror skrev engang til mig: “Jeg skal lige ud og lave et Strava-post”,og det beskriver det perfekt. For nok var det en joke, men det er sådan det er blevet. Endnu et socialt medie. Hvorfor kan vi ikke bare løbe en tur uden at skulle poste det?

Det er jo ikke sådan, at jeg måler min strikke-hastighed for at lægge det op på mine sociale medier. Eller skriver ud til alle, hvor hurtigt jeg har læst en bog.

Måske er det slet ikke så underligt, at appen har givet mig et usundt forhold til mit løb. Vores hjerne er designet til at reagere på belønning, og hver gang jeg tjekker min Strava-app kvitterer min hjerne med et lille skud dopamin.

Jeg glemte at have fokus på, hvad det gør for mig at løbe. At det giver mig ro i hovedet.

Det er det samme på andre sociale platforme. Hvorfor kan jeg ikke lade vær med at dele, at jeg er ude at spise på en fancy restaurant, som samtlige influencere også har været på? Eller hvorfor vil jeg dele et billede af en solopgang? Eller et billede af mig selv på en god dag?

Jeg ved jo inderst inde godt, at folk er ligeglade, men jeg fortsætter den navlepillende adfærd. Det er en identitet, jeg viser frem.

Det er jo godt med en app, der måske kan få flere til at cykle, løbe eller dyrke anden motion. Og der er jo som sådan heller ikke noget i vejen med at bruge sociale medier til personlig branding.

Men jeg vil ikke gøre noget, fordi det ser godt ud på en platform. Jeg vil løbe for mig selv - og ikke for anerkendelsens skyld

Det var godt for mig at slette appen. Jeg genfandt lysten til at løbe igen og stoppede med at sammenligne mig selv med andre.

Men en kedelig januardag, efter at have løbet cirka tre uger uden et post på Strava, bladrede jeg alligevel til sidste side på min telefon, fik appen til at ryste og trykkede “tilføj til hjemmeskærm”.

For jeg kan bare ikke lade være.