Julia Lahme: Det med, at nederdelen ikke må være for kort, det fylder stadig

Du er slet ikke blufærdig, hva?, var der for nylig én, der spurgte mig, efter jeg havde holdt et foredrag, hvor jeg tog udgangspunkt i ting, jeg selv havde oplevet.

Ting omkring kvindekroppen, om kroppen og om det, at kropspositivismen ruller ind over os lige nu.

Nej, tænkte jeg, jeg er da overhovedet ikke blufærdig. I hvert fald ikke, når det kommer til det indre. Der er ikke noget, jeg er bange for at tale om eller skrive om eller fortælle om. Men det ydre, det ydre er en komplet anden sag for mig. Og det er sgu da egentlig ret så mærkeligt.

Men inden jeg ruller mig helt ud af blufærdighedens badekåbe, så lad mig slå én ting fast: Jeg synes, alle damer skal vise deres kroppe præcis, som de har lyst til! Jeg synes, alle kvinder skal fejre deres runde maver, flade maver, store numser og små numser.

Jeg synes oprigtigt talt, at alle kroppe er bikinikroppe, og jeg synes ikke, der er noget som helst, der er forkert ved nogens krop. Jeg mener, at vi alle har ret til at nyde den, præcis som vi vil.

LÆS OGSÅ: Julia Lahme: "Jeg er optimist, grænsende til det dumme"

Jeg mener heller ikke, at der er nogen, der skal fortælle os, hvordan vi ryster vores numser, svinger vores bryster eller laver pruttelyde med armhulerne, hvis det er det, vi vil.

Der er heller ikke nogen, der skal fortælle mig, at jeg skal være ked af mine strækmærker, og jeg synes, at al kropskærlighed skal fejres.

Jeg synes, vi skal være et sted, hvor kvinder, piger og alle andre skal kunne se ned ad sig selv, nøgne, og være taknemmelige for, at de har en krop. Uden at blive kede af så meget som en fold.

Men. Jeg tør bare ikke rigtigt vise min egen krop frem.

Den er en lille smule hemmelig. Altså ikke, fordi jeg gemmer på en tredje balde eller en hale, men simpelthen fordi jeg er blufærdig.

De stærke, modige kvinder, som viser deres kroppe frem, lærer os alle sammen noget vigtigt, nemlig, at der er mange slags kroppe, der er helt vidunderlige. Alle disse kroppe bliver til en slags offentlige kroppe.

Kroppe, verden kan tage stilling til. Kroppe, som har lagt blufærdigheden fra sig. Og det er fint og dejligt. Faktum er bare, at uanset hvilken krop vi fra naturens side er begavet med, er den vores. For kropspositivisme og det rent faktisk at vise sin krop frem som en del af sig selv og sin egen identitet, er nyt. Helt nyt.

Dybt inde i mig runger min mors opdragelse nemlig stadig, og det med, at pæne piger dækker sig til, at kroppen skal pakkes væk, og at nederdelen ikke må være for kort, det fylder stadig.

LÆS OGSÅ: Julia Lahme: "Jeg blev kaldt en ravnemor"

At (kvinde og pige-)kroppen er så seksualiseret, så man ”selv var ude om det”, hvis man viste for megen hud frem. Jeg kan ikke anbefale nok at droppe den opdragelse!

Så når jeg på sociale medier ser, hvordan kvinder i alle størrelser og former viser deres smukke kroppe frem, bliver jeg på den ene side lettet over, hvor langt vi er nået, og på den anden side taber jeg underkæben over, at de tør.

For midt i al denne kropspositivisme, der ruller ind over os, sidder vi altså stadig nogle blufærdige damer rundtomkring i hjørnerne og klamrer os til badekåben.

Så jo, jeg er totalt blufærdig, men ikke bange for at tale om det og slet ikke bange for at vise mig selv som det menneske, jeg er.

Jeg vil bare helst have en lille smule tøj på imens.

Alle vi, der har det sådan, skal bare huske at klappe ad de kvinder, der deler, de kvinder, der tør, og de kvinder, der ikke er bange for at vise, hvem de er, som de hele mennesker, de er under tøjet, og råbe tak til dem, fordi de hjælper os med at lære, trods vores egen blufærdighed, at kroppen er vores, og at den er perfekt, præcis som den er.