De skulle egentlig have heddet Poul og Charlotte - hovedpersonerne i Stine Ellerbæks debutroman "En skov at fare vild i", der er såkaldt autofiktion. Altså fiktion, der er stærkt inspireret af forfatterens virkelige liv.
Men netop fordi, den drager stærke paralleller til Stine Ellerbæks eget liv, valgte hun at kalde hovedpersonerne for Stine og Simon - efter hende og ægtemanden Simon Kvamm.
Stine Ellerbæk understreger, at bogens tilblivelse er sket med Simon Kvamms fulde accept, ligesom han har læst med under hele tilblivelsen af debutromanen.
Han mener kun, det er fair, at hun også inddrager ham i sit hendes kunstneriske virke, ligesom han har gjort det gennem musikken i mange år, fortæller hun.
Men hun er spændt på, om nyheden om parrets ægteskabelige problemer løber med al opmærksomheden - eller om bogen også får lov at fortælle sin egen historie.
Simon Kvamm har altid afholdt sig fra at afsløre alt for mange detaljer fra sit privatliv, men da han i 2021 medvirkede i TV 2-programmet "Toppen af poppen", erkendte han, at han var "nødt til at komme lidt ud af sit skjold".
I den forbindelse udtalte han:
– Jeg har tidligere meget bevidst holdt mig fra at tale om min hustru og mine børn og set dem værende ude af det, jeg laver. Men jeg har været velvidende om, at når jeg går ind i det her følelsesmæssige rum, så kan jeg jo ikke lade være med at snakke om, hvor meget de betyder for mig.
I beskrivelsen af Stine Ellerbæks bog står der, at hovedpersonen Stine flytter med sin mand og to børn fra Frederiksberg til Thy, hvor hun drømmer om at vandre alene i skove og på heder og fordybe sig i naturens ro, imens børnene får plads og frisk luft.
Præcis som virkelighedens Stine og Simon også gjorde i 2016. Efter fem år med vestenvind gav de dog op på det jyske hede-eventyr og flyttede tilbage til hovedstadområdet for at bosætte sig i Dragør.
Denne artikel blev første gang udgivet af Se og Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.