Alle skænderier handler i virkeligheden om én ting: "Det er starten på et sidespor"

Det starter altid godt. To mennesker mødes og bliver forelskede. Men så ender de alligevel med at gå fra hinanden. Eller rettere: mange af os gør. For der er selvfølgelig også en del, der formår at blive sammen. Og hvad karakteriserer så de par, der gør det ene, og de par, der gør det andet?

Det er der rent faktisk nogen, der har undersøgt. En af dem er psykolog, ph.d. og lektor ved Aarhus Universitet, Tea Trillingsgaard.

– Det, man kan sige overordnet – og som også er lidt deprimerende – er, at det er svært at få et parforhold til at fungere. Det er svært at holde intimitet og nærhed ved lige på den lange bane. Begge dele forfalder af sig selv. Men når man ved, at det er svært, har man et godt udgangspunkt, for så ved man også, at et velfungerende parforhold kræver noget. Det kommer ikke af sig selv.

Så hvor er det, det går galt? Hvornår er det, at intimiteten og nærheden forsvinder?

– Det ser ud, som om årene, der går, når vi lever sammen, i sig selv gør noget ved forholdet. Etablerede par holder op med at gøre nogle af de ting, nye par gør. Nye par bruger uforstyrret tid på sex og samtale, de går på opdagelse hos hinanden, udforsker og lytter interesseret til hinanden, og det vedligeholder nærheden.

- Men så kommer hverdagen og livets almindelige begrænsninger som rutiner, pligter, opvask, børn, der skal hentes og bringes osv. Og så er det svært at være tilgængelig for hinanden med fuld opmærksomhed og få uforstyrret tid til sex og samtale, siger hun.

Mos på plænen i parforholdet

Set med forskerbriller er der følge Tea Trillingsgaard ikke noget, der tyder på, at der skulle være bestemte år i parforholdet, der er særligt udfordrende eller risikable som f.eks. syvårskrisen, som de fleste sikkert har hørt om. Til gengæld har det vist sig, at børn kan være en udfordring. Forskningsresultater indikerer i hvert fald, at tilfredsheden med parforholdet falder i de år, der kommer børn til, fortæller hun. Derudover har nyhedens interesse det som bekendt også med at lægge sig med tiden.

– Nyhedens interesse forsvinder, og det er helt naturligt. At tro, at det ikke sker, er ligesom at sige, at der ikke må vokse mos på græsplænen. Det kommer til at ske. Tænk på den første gang, din kæreste fortæller dig en vits, så synes du, den er sjov, men når du har hørt den samme vits 20 gange, tager det lidt af toppen … Det samme gælder sex og de andre aktiviteter, vi gør sammen – gentagelsen står i en naturlig kontrast til spænding og overraskelse, siger hun.

Et råd er at jusetere vores forventninger på det punkt. Det samme gælder også vores drøm om det problemfrie forhold.

– Vores forestilling om, at hvis ellers vi har valgt en partner med de rigtige egenskaber, så lykkes kærligheden af sig selv … det er en forestilling, som spænder ben for kærligheden, fordi kærlighed involverer at kunne acceptere den anden, som den han eller hun er. Som mennesker er vi desværre ikke neutrale dommere af det, som går godt eller skidt i vores eget parforhold. Som oftest konkluderer vi ganske enkelt, at årsagen er hos os selv, når det går godt, og hos den anden, når det går skidt. Og det er en fortolkning, der gør, at vi ikke kan handle. Det eneste, vi kan gøre, når der opstår problemer, er at prøve at lave partneren om eller finde en anden. Og i kampen for at lave den anden om mister vi endnu mere af den nærhed, intimitet og kontakt, som var den virkelige årsag til problemet i første omgang, siger hun og fortæller, at nærhed og intimitet heldigvis kan genvindes.

Hvem lider afsavn i parforholdet?

Lad os lige først dvæle lidt mere ved problemerne og få én ting på plads: Gør vi det ikke også bare mere besværligt i dag med alle vores krav og forventninger? Var det ikke nemmere for 100 år siden? Vi spørger Jeppe Budde, der er psykolog og parterapeut, som har haft adskillige ulykkelige par siddende over for sig igennem årene.

– Nu levede jeg jo ikke for 100 år siden, så jeg ved ikke, om det var nemmere dengang. Men jeg tror det ikke. Dengang havde man bare ikke valget, om man ville blive eller ej. Det har man i dag, og derfor finder folk sig ikke i det samme længere, siger han.

Og ifølge ham kan det faktisk være en god ting:

– Jeg havde en ældre herre, der kom hos mig. Han fortalte, hvordan han og konen hele tiden gik og hakkede på hinanden, og det er et meget godt billede på de ældre og tidligere generationer: Man blev bare sammen, også selv om det ikke var fedt, for man følte ikke, at man havde noget valg.

Jeppe Budde erkender dog, at valget også har en bagside:

– Når vi i dag stiller os selv spørgsmålet ”hvad er godt for mig?”, giver det på den anden side også en masse uro, som han siger og opsummerer meget kort det store paradoks ved parforholdet, der gør det så kompliceret: Parforholdet handler om at tilsidesætte sine behov for sit behov for en nær relation. F.eks. kan det godt være, at man som mand har lyst til at være sammen med gutterne på den korte bane, mens man på den lange bane gerne vil have en tæt relation til sin kæreste. Det er prioriteringer og valg som disse, der hele tiden skal træffes, når man er i et forhold i dag, og her kan det altså ofte gå galt.

Det er et tema i mange parforhold, at den ene lider for meget afsavn, og den anden lider for lidt.

- Det kan typisk være, at manden plejer karrieren og går til spændende konferencer, mens kvinden går derhjemme og lader være med at gøre de ting for at få det hele til at hænge sammen. Jeg oplever, at det ofte er manden, der lider for lidt afsavn, og kvinden, der lider for meget.

Er vi her for hinanden i parforholdet?

Både Jeppe Budde og Tea Trillingsgaard er enige om, at løsningen på parforholdsproblemerne er, at man som par formår at tale om de problemer, der opstår. Det råd har mange af os sikkert hørt før, og alligevel har det ikke hjulpet. Måske fordi vi har talt om problemerne på den forkerte måde ...

– Mange par tror, at det er indholdet i det, de taler om, der er problemet: Det kan være problemer med sammenbragte børn. Uenigheder om prioritering af penge. Spørgsmålet, om man skal få et barn til. Men det handler i virkeligheden ikke så meget om det, man konkret taler om, men om

måden, man gør det på. For det, der ofte sker, når vi diskuterer, er, at vi bliver bange, hvilket udløser en kamp-flugt-reaktion, og vi kan ikke løse noget, når vi er utrygge eller skræmte, lige meget hvor meget vi taler om det. Så det handler først og fremmest om at komme et andet sted hen, hvor vi har ro på og en bedre kontakt til hinanden, siger han.

Han peger på, at alle diskussioner i virkeligheden handler om én ting: Er du der for mig? Kommer man i tvivl om det, er forholdet ifølge Jeppe Budde i problemer. Tea Trillingsgaard er enig:

– Mange par tåler en vis ophobning af dagligdagens små misforståelser og konflikter, men der ser ud til at være en tærskel et sted. På den anden side af et vist punkt forsvinder pludselig den grundlæggende opfattelse af ”at vi er på samme side.” Det er starten på ”et sidespor”, og hvis man går længe og stille med den oplevelse, f.eks. uden at dele det med sin partner, kan det være svært at vende tilbage og genfinde lysten til forholdet, siger hun.

Som sagt er der ingen par, der undgår problemer. Det, der er afgørende for parforholdet, er, hvordan man tackler dem, og skal de tackles på en hensigtsmæssig måde, kræver det ifølge Tea Trillingsgaard intimitet og nærhed.

– Hvis der kommer for meget afstand mellem os, giver det anledning til konflikter, mens det kræver intimitet og nærhed at bygge bro og komme hinanden i møde. Derfor er den vigtigste forebyggende indsats også at være opmærksom på at gøre noget for at bevare intimiteten i hverdagen. Det er en dagligdagsopgave, siger hun.

Ritualer for mødet

Vil man vide, hvordan man kan løse den opgave, kan man tage forskningen til hjælp. Det er nemlig blevet undersøgt, hvad par, der bliver sammen med succes, rent faktisk gør:

– Noget af det, de gør, er, at de har skabt en regelmæssighed i kontakten til hinanden. De har ritualer for at mødes på særlige steder eller tidspunkter, hvor de har hinandens fulde opmærksomhed.

Disse par har måske lært fra gode forbilleder, men det er ikke et held, vi alle kan regne med. Derfor er mange af os nødt til at gøre noget aktivt for at bevare intimitet. Det handler om at få skabt nogle rutiner, for vi kan ikke regne med, at intimiteten skal komme af sig selv.

– Det er ligesom et sundt tandsæt. Det kommer heller ikke af sig selv. Vi er nødt til at børste tænder morgen og aften og bruge tandtråd. På samme måde må vi også etablere nogle rutiner for forholdet, siger hun.

Sammen med sine kollegaer offentliggjorde hun for lidt over et år siden resultaterne af en undersøgelse, hvor netop initiativet til nærhed og intimitet blev sat i system – med succes. Her blev par tilbudt et såkaldt ”par-tjek”, det vil sige en standardiseret model bestående af to strukturerede samtaler hos

en terapeut, hvor fokus er på forholdet, både hvad der går godt, og hvad der går mindre godt. På den måde kommer samtalen problemerne i forkøbet.

Resultaterne viste, at par, som modtog et årligt par-tjek, oplevede en øget intimitet, nærhed og tilfredshed med parforholdet sammenlignet med de par, som indgik i en kontrolgruppe, der måtte nøjes med en tur i biografen.

– Parrene selv sagde, at de fik øje på deres styrker og fik arbejdet med deres problemer, der typisk var mangel på kvalitetstid, problemer i sexlivet og stress fra arbejdet. Et par-tjek tager udgangspunkt i, at parret har forskellige forståelser af problemerne, og man arbejder med den gensidige forståelse. Noget af det helt essentielle ved nærhed og intimitet er jo, at man går til hinanden med et åbent og lyttende sind, i stedet for holdningen ”hvis bare han eller hun gjorde sådan …”, siger hun.