Amalies forhold har en udløbsdato: Hun skal ikke have børn - det skal han

Emnet “børn” kom op, da Amalie Langballe og hendes kæreste havde datet en 3-4 måneder. De snakkede om ting, de ikke vidste om hinanden. Googler man Amalie Langballe, og det havde hendes kærestes gjort, så finder man ud af, at hun blev steriliseret som 22-årig. Han ville gerne have børn, kernefamilie, hele pakken.

-Det var i virkeligheden meget udramatisk, siger Amalie Langballe over en telefonforbindelse fra et tog i Sverige.

Hendes kæreste er svensk, de har brugt en del af sommeren i Sverige og nu er hun på vej hjem.

Amalie Langballe er 28 år, journalist og forfatter og debuterede i 2019 med romanen Forsvindingsnumre, som handler om den unge kvinde Agnes, hvis mor er død af kræft. Amalie Langballe har skrevet klummer og artikler om sex, overgreb, sorg og altså også om dengang hun som 22-årig blev steriliseret.

Det har aldrig været en hemmelighed, at hun ikke skal have børn, og efter snakken med hendes kæreste tidligt i deres relation vidste hun, at deres forhold ikke ville holde for evigt.

For lige så meget, som hun ønsker at hendes kæreste skal være far, så skal hun aldrig være mor.

-Min sterilisation har altid handlet om, at lige så meget, som jeg ved, jeg ikke skal have børn, så vidste jeg også, at jeg måske kunne overtales til at få børn. Men det er virkelig en beslutning, jeg hviler i og har gjort det lige siden indgrebet, siger hun.

Spørgsmålet fylder ikke i hverdagen

Det er ikke, fordi spørgsmålet om børn og den uundgåelige afslutning på forholdet fylder særlig meget i hverdagen for Amalie Langballe og hendes kæreste. Hverken hendes eller hans omgangskreds er begyndt at få børn, så de er endnu ikke the odd one out, som hun siger. Deres skænderier handler om helt andre ting end børn, siger hun.

-Hvis han ser en sød baby, så kigger han med sine store øjne på mig og ser lidt ked af det ud, og på et eller andet tidspunkt bliver det en meget definerende forskel på os. Men at være i et forhold er at være i en konstruktion, hvor den anden ikke er en kopi af dig selv.

Da de første begyndte at date, føltes spørgsmålet om børn og det uundgåelige break up som noget, der lå langt ude i fremtiden, noget, de ikke behøvede at bekymre sig om endnu. Det er stadig ikke noget, der fylder i hverdagen, understreger hun, virkelig, men det betyder, at der er spørgsmål om fremtiden, der ikke er en entydigt svar på.

- Min kæreste og jeg flytter til Berlin om lidt, og det kommer ikke til at give sig selv, hvad der skal ske efter Berlin. Min kæreste er svensker og har ikke en stor drøm om at komme tilbage til København, og jeg har svært ved at se, at det skulle være naturligt for mig at tage med til Stockholm. Det havde givet sig selv, hvis vi vidste, vi skulle være sammen for evigt, siger hun.

- Siden jeg havde min første kæreste som 20-årig har jeg haft en bevidsthed om, at mine forhold ikke er for evige. Jeg håber, at det er spørgsmålet om børn, der kommer til at slå mig og min kæreste op, men der er da en sandsynlighed for, at det bliver noget andet, siger hun.

Vores historie om kærlighedsforhold er en overvindelseshistorie

Når hun har fortalt sine veninder om, at hende og hendes kæreste en dag vil gå fra hinanden, fordi de ikke skal have børn sammen, bliver hendes veninder meget løsningsorienterede. Kan han ikke indgå i en regnbuefamilie, spørger de, levere sæd til et lesbisk par? Men det er aldrig noget, Amalie Langballe har foreslået sin kæreste.

-Jeg synes ikke vi skal presse nogle uholdbare løsninger ned over hinanden bare for at være sammen. Jeg elsker min kæreste, og jeg elsker at være i et forhold med ham, men rammerne skal være i orden. Min kæreste drømmer om en kernefamilie, det kunne jeg aldrig sætte spørgsmålstegn ved. Jeg har aldrig spurgt, om han ville noget andet, og selv hvis han foreslog det, ville jeg stejle, for det var ikke en ide, der fandtes hos ham, før han mødte mig, siger hun.

Hun oplever sine veninders løsningsforslag som omsorg. Men også som udtryk for et samfund, hvor parforholdet idealiseres, og hvor vi har svært ved at forestille os andet end ”for evigt”.

- Jeg tror, der er flere end man lige regner med, som synes, at lykken er at være i et forhold. Nogle af mine venner vil tit gerne fortælle mig, at jeg er blevet gladere af at være i et forhold, men mit indtryk er, at jeg var et godt sted inden jeg mødte min kæreste og så fortsat på den bølge sammen med ham. Der er en forestilling om, at naturtilstanden er, at man har en partner, og så skal man skal gøre så meget som muligt for at få en, siger hun.

- Det er jo indlejret i rigtig mange kærlighedshistorier, at der er en udfordring, der overvindes, og så kan man være sammen for evigt. Den historie, vi har om kærlighed, er en overvindelseshistorie. Vi er ikke vant til at få en historie om, at folk er så forskellige, at de ikke kan være sammen, og så går de fra hinanden og lever lykkeligt hver for sig. Den model har vi ikke.

Det lyder meget idealistisk, men er det ikke svært at holde fast i den tanke, når man bor og lever sammen med et menneske, man ved, man kommer til at gå fra?

- Nej, det er virkelig ikke... Ingen af mig og min kærestes skænderier handler om børn. Der er nogle meget mere prægnante personlighedsforskelle, som fylder. Han kan godt lide mange mennesker, jeg kan ikke lide nogen mennesker. Det ikke usædvanligt at gå fra hinanden, det gør halvdelen af alle mennesker i et ægteskab jo.

- Vi har en tendens til at måle relationers kvalitet i tid på en lidt åndssvag måde. Mit forhold kan sagtens have været helt perfekt, selvom det kun har varet i fem år. Den indflydelse, et menneske kan udøve på mig, er ikke direkte korreleret med den tid, vi tilbringer sammen.