Axelina elsker to mænd – og de bor og sover alle sammen
Foto: Leif Wikberg
Axelina Lundkvist, 36, har et forhold til både Benny Lundkvist, 37, og Erik Häggström, 38.
Alle sover i den samme dobbeltseng på 180 centimeter.
– Vi ville ikke have det anderledes, siger Axelina.
Trioen har levet på denne måde i næsten et år. De beskriver deres forhold som en lukket trekant, det vil sige et polyamorøst forhold, der ikke er åbent for andre.
Og Axelina tilføjer en vigtig pointe:
– Hos os har fyrene ikke noget forhold til hinanden. De har kun et forhold til mig.
For at forstå, hvordan det hele begyndte, skal vi tilbage til begyndelsen af 00'erne.
Axelina og Benny havde været et par i fire år og valgte at blive gift. Familielivet rullede derefter videre hjemme i byen Bjästa i Sverige. 14 år gik.
– Vi fik problemer og gik fra hinanden sidste år. Det var en meget, meget svær tid, siger Axelina.
Parret ville gerne løse problemerne i forholdet, men det lykkedes ikke. De besluttede, at Benny skulle flytte ud.
Axelina blev i huset.
Erik var i deres fælles vennegruppe. Axelina begyndte at tale med ham og bemærkede, hvor god han var til at lytte og forstå hende. Følelser udviklede sig hos begge.
– Jeg blev sindssygt forelsket, men alligevel kunne jeg ikke være glad. Jeg savnede Benny så frygteligt, siger Axelina.
Hvad er polyamori?
Polyamori handler om, at du er i et romantisk og/eller seksuelt forhold til to eller flere partnere på samme tid, som alle er bekendt og indforstået med.
Folk, der er i den slags forhold, betegner sig selv som "polyamourøse".
Polyamorøse forhold findes i forskellige former. Det kan eksempelvis være et samlevende par, der har forskellige forhold ved siden af. Det, der også kaldes et åbent ægteskab.
Kilde: Ordnet.dk, Polyamori Danmark
Erik flyttede ind hos Axelina, som troede, at hendes følelser for Benny ville gå over med tiden, men det gjorde de ikke. Hun beskriver situationen som både smertefuld og bizar.
Hun sagde til Erik, som hun var nyforelsket i, at i hans arme savnede hun en anden mand. Altså sin mand, som hun formelt set stadig var gift med.
– Jeg kan godt selv høre, hvor sygt det lyder. Men jeg ville være ærlig med mine følelser.
Samtidig var hun bange for, at Erik ville blive træt af det og pakke sine ting. Men han var til gengæld forelsket i Axelina.
Og Benny stod udenfor og ville have Axelina tilbage, som han vidste havde startet et nyt forhold.
Et trekantdrama uden nogen håbefuld afslutning i sigte.
Axelina kunne ikke vælge mellem to mænd, hun elskede så højt.
I ren desperation bad hun dem om at vælge for hende. Den, der kunne lide hende mindst, ville nok gå sin vej, tænkte hun. Men ingen ville væk.
Så fik Axelina en idé, der kunne løse hele problemet med et enkelt træk. Det var et forslag, der ville gå imod samfundets norm om tosomhed.
– Jeg sagde: "Jeg vil have jer begge. Hvad siger I til det?"
Et svært valg
Fyrene syntes ikke, det var det nemmeste spørgsmål i verden at tage stilling til. Umiddelbart følte begge for at sige nej. Men jo mere de tænkte over det, jo mere indlysende føltes det.
De besluttede at give det en chance. Der er nu gået næsten et år, og de beskriver tiden som fantastisk.
Axelina, Benny og Erik
Axelina er kok, personlig assistent og negleteknolog. Benny arbejder som supervisor. Erik driver egen virksomhed som kranbilchauffør.
De bor i Bjästa, Sverige.
Udover far, mor og far er der seks børn i familien. Axelina havde et barn før forholdet til Benny. Axelina og Benny har tre børn sammen. Erik havde to børn inden han flyttede ind. Børnene er fra 6 til 19 år.
Axelina er ikke overrasket over, hvor godt alt er gået. Nøglen til succes handler om respekt, siger hun. Kommunikation og total ærlighed mellem alle tre.
– Det er to vidunderlige mænd. Jeg vidste, hvor godt de ville komme ud af det med hinanden. De har endda bygget en terrasse sammen, fortæller Axelina.
Benny, du var sammen med Axelina i 18 år, føltes det ikke som om, du deler hende nu?
– Sådan har jeg det slet ikke. Tidligere kunne jeg være utrolig jaloux. Jeg reagerede på de mindste ting. Men det er væk nu, og det er faktisk en befriende følelse. Jeg ved, hun elsker mig.
Axelina, det var dig, der foreslog en løsning, der går imod manges forventninger til, hvordan folk skal leve, var det ikke svært for dig?
– Jeg har det sådan … Jeg er ligeglad med, hvad andre tænker, og jeg lever ikke for nogen andre. Men det vigtigste for os var at sikre, at alle vores børn ville have det godt med dette. Det var førsteprioritet. Derfor har vi valgt at gå ud og være åbne med vores liv for at undgå al spekulation. Vi er en almindelig familie med to fædre.
Hvad sagde børnene om forældrenes nye forhold?
– Alle tog det flot. Det kom naturligt for dem. Jeg ville forsikre Eriks børn om, at det ikke betød, at de ville blive nedprioriteret. Og det har de forstået, siger Axelina.
I sommer startede de instagram-profilen @pappamammapappa6barn for at give et indblik i deres liv. De har ofte spørgerunder, hvor folk spørger ind til, hvordan de gør.
Trioen har også valgt at være åbne med deres forhold for at inspirere andre til at turde leve deres liv, som de vil.
– Kærlighed skal ikke se ud, som alle tror, siger Erik.
– Hvis du bor alene, to eller fire … Hvad betyder det? Det vigtige er, at alle har det godt i forholdet.
Men hvad har folk tænkt?
– Vi er kun blevet mødt med positive reaktioner, siden vi valgte at være åbne omkring det. Ikke engang online, hvor folk nemt kan gemme sig, har vi set noget negativt. I stedet ser vi kommentarer som "Jeg ville ønske, jeg havde turdet gøre, som du gør" eller "Jeg lever ligesom dig, men ikke officielt," siger Axelina.
Hvad er det mest almindelige spørgsmål, du får?
– Hvordan vi gør i sengen. Det spørgsmål besvarer vi ikke med hensyn til børnene. De er også på sociale medier. Men hvis du vil have svar, så send os bare en besked, så svarer vi privat, siger Axelina, der flere gange under interviewet understreger, at fokus i forholdet er på den følelsesmæssige del frem for den seksuelle.
Deres åbenhed har også givet pote. De har modtaget beskeder fra tre andre polyamorøse konstellationer, som har valgt at være åbne med deres forhold.
– Det er meget mere almindeligt, end mange tror. Folk tør bare ikke være åbne omkring det, siger Axelina.
Der er også andre fordele ved at være tre, siger trioen. De er tre voksne, der arbejder, hvilket er en fordel rent økonomisk. Børnene har også altid nogen til at hente og aflevere.
– Hvis nogen af os voksne er væk, er der altid nogen hjemme hos Axelina, siger Erik.
Juridisk er det dog lidt tricky. I Sverige er polygami som bekendt ikke tilladt. På papiret er Axelina derfor stadig gift med Benny, men de bærer ikke deres ringe med respekt for Erik. De planlægger dog deres egen slags bryllup næste sommer.
– Så får vi alle tre de samme ringe, siger Axelina.
Ellers har de skrevet under på en aftale, der fik Erik til at købe sig ind i huset. De har taget økonomisk rådgivning fra deres bankmand.
– Det meste kan løses. Hvor der er vilje, er der vej, siger Axelina.
"Min kæreste og jeg hyggede os meget mere, når jeg havde været ved min elsker" – og otte andre beretninger om utroskab
Er der ulemper ved forholdet?
Alle tænker, og Erik taler først.
– Nogle siger, at det er et uretfærdigt forhold. At Axelina er sammen med to, og at jeg og Benny har halvdelen. Det er jeg ikke enig i.
Axelina uddyber:
– Ja, man kan vende argumentet om: Jeg har to, der gerne vil bekræftes, to, der gerne vil ses. Det kan også være hårdt.
Sover i samme seng
For at mindske risikoen for jalousi har de valgt at sove i samme seng. De diskuterede i starten, hvordan de skulle gøre, men blev hurtigt enige om den løsning.
– Vi sover alle sammen. Hver anden aften med Axelina kunne have været et alternativ, men så kunne der nok være opstået jalousi, siger Erik.
Axelina siger også:
– Det sjove er, at drengene sover sammen, når jeg er væk og arbejder om natten. Intet ændrer sig, fordi man er væk.
Artiklen blev oprindeligt udgivet på allas.se.