Utroskab
12. januar 2022

Christina lever i et dynamisk parforhold: "Det seksuelle ved siden af er et supplement"

Hun har selv været utro. Og andre har været det mod hende. Nok til, at hun ikke ville have det i sit liv længere. Løsningen blev et "dynamisk parforhold". Nu er det ikke længere utroskab at være sammen med andre. For Christina Mai og kæresten er det utroskab ikke at fortælle om det.
Af: Line Felholt
Christina

Foto: Roland Volkov

Hun havde fået tidligere fri fra sit aftenarbejde. Glædede sig til at komme hjem til kæresten før tid. Der var lidt skår i parforholdet, så Christina Mai ville bruge den tidlige fyraften til at få nærvær med kæresten.

Men lejligheden var tom. Hunden var alene. Hun tog den ud på en luftetur, som gik forbi en lokal café.

Fra mørket i gaden fik hun et klart blik ind i den oplyste café. Ved et af bordene sad kæresten og kyssede med en anden kvinde.

Christina Mai blev chokeret. Gik hjem igen. Overvældet af at være sat ud på et sidespor. Gjort til noget ubetydeligt. Men det blev hurtigt til vrede.

Tilbage på cafeen finder Christina Mai kæresten og indleder et råberi, som fortsætter med fysisk konflikt ude på gaden. Der bliver skubbet og stukket en lussing.

Dér sluttede forholdet. For en stund blev det godt nok taget op igen. Men tilliden var brudt. Også fordi Christina Mai selv begyndte at være utro – som en slags hævn.

Det er nu 20 år siden. Og dér begyndte hendes opgør med utroskab.

– Den person, jeg blev, kunne jeg mærke meget tydeligt, at jeg gerne ville frasige mig. Det var meget voldsomt at være så vred. Dér tog jeg beslutningen om, at mine fremtidige relationer skulle være anderledes, fortæller den 47-årige foredragsholder, underviser og sangerinde.

Men ikke som i "aldrig mere utroskab". Snarere en radikal omdefinering af, hvad utroskab er. En proces, der har været alt andet end nem.

Vi ønskede os begge et sexpositivt liv. Det er for os defineret som et dynamisk parforhold. Noget ingen af os havde prøvet før. Men det var en præmis for os begge.

– Det har været en rigtig lang rejse frem mod det parforhold, jeg har i dag. Hvor vi kan være helt ærlige overfor hinanden, fortæller hun.

Sexpositivt liv

I dag lever Christina Mai i et parforhold, hun definerer som "dynamisk". Og hun kalder det også:

– Det bedste tiltag, jeg har gjort i mine kærlighedsrelationer nogensinde.

Da de to mødte hinanden for 2,5 år siden, kom de begge fra parforhold med utroskab.

Begge havde de besluttet sig for, at næste parforhold skulle være uden den negativitet og de skjulte agendaer, som utroskab fører med sig. Men ikke løst ved at kræve og love 100 procent troskab mod hinanden. Faktisk det modsatte.

– Vi ønskede os begge et sexpositivt liv. Det er for os defineret som et dynamisk parforhold. Noget ingen af os havde prøvet før. Men det var en præmis for os begge, fortæller Christina Mai.

Konkret betyder det, at de gerne må være sammen seksuelt med andre end kæresten.

De er ikke polyamourøse, for de søger ikke flere kæresteforhold. De er polyseksuelle. Og de har en aftale om at alle seksuelle relationer med andre skal nævnes på forhånd derhjemme. For det er stadig utroskab, de gerne vil undgå.

For os er utroskab at have en relation, som den anden er uvidende om. Vi må gerne kysse og flirte, men vores aftale er, at vi altid tjekker det af med hinanden først, inden vi laver noget seksuelt eller går på date.

– For os er utroskab at have en relation, som den anden er uvidende om. Vi må gerne kysse og flirte, men vores aftale er, at vi altid tjekker det af med hinanden først, inden vi laver noget seksuelt eller går på date.

– For ellers går det følelsesmæssige alarmberedskab i gang, akkurat som det gør ved utroskab, fortæller Christina Mai.

Sindssygt meget samtale

Det har ikke været en nem proces at nå hertil for Christina Mai og kæresten. De startede med at kaste sig ud fra 10-meter-vippen i et totalt åbent forhold. Men det viste sig at gøre alt for ondt på dem.

De måtte hurtigt sande, at der skulle et kæmpe "opklaringsarbejde" til, før de for alvor ville lykkes med at frisætte hinanden, så de seksuelle relationer til andre netop ikke ville føles som utroskab.

I den proces har der været mange aha-øjeblikke. Et af de største har for Christina Mai været at finde ud af, at de gerne må dele dem selv seksuelt med andre, men ikke deres kærlighedsrelation.

Dét sted har de kun kunnet nå hen gennem ærlige samtaler om lyster, grænser, jalousi, misundelse samt det, hun kalder "skygger" – gode som dårlige erfaringer fra tidligere, som kan trigge følelser, der egentlig ikke handler om den anden, men som er ens eget "shit".

– Det koster sindssygt meget samtale i et parforhold, det vi har valgt at gøre. Det er vildt skræmmende at være så åben og sårbar. Fortidens mønstre og usikkerheder dukker hele tiden op. Så det er ikke for småbørn.

– Men jo mere, vi har forsøgt at være i de her bølgedale og bakketoppe, jo nemmere bliver det også at sætte hinanden fri. Det er følelsesmæssigt tungt, og det fylder meget, men det er det hele værd, slår Christina Mai fast.

Utro mod sig selv

Deraf også betegnelsen "dynamisk parforhold".

For det er et grundelement for parret, at de hele tiden er i udvikling. Ugentligt sætter de sig ned og taler om, om aftalerne stadig virker for dem, om de har nye behov og ønsker og så videre.

Hun sammenligner det med den løbende udvikling i samarbejdet med sine faglige samarbejdspartnere. Samme energi og vilje til udvikling og justering skal der være i et parforhold, mener hun. Også i forhold til det seksuelle.

– Det seksuelle, vi har ved siden af, er et supplement. Vi skjuler ikke vores lyster eller behov for hinanden. Det er sådan set vores pligt at sætte tid af til at dele i en time eller to, hvordan det går med vores lyster og behov og også til at give hinanden plads til at lufte det.

– Hvis vi skjuler det for hinanden, så kan ingen af os være dem, vi virkelig er. Så er vi utro mod os selv. I stedet føler vi os dybt forbundet med hinanden. For tænk at du stadig sidder her med din morgenkaffe, selv om jeg fortæller dig, hvad jeg har lyst til.

– Det giver en dyb følelsesforbundethed, at vi er villige til at udforske de ting sammen og ikke begrænse hinanden. Den tillid er en af de største kærlighedserklæringer, man kan give hinanden, mener hun.

Øver sig stadig

Det er dog ikke, fordi det er let at leve i et parforhold, hvor de løbende sætter grænsen for, hvad utroskab er. Christina Mai understreger, at:

– Det er en rigtig lang proces, og den er først lige begyndt.

Havde man spurgt hende for mange år siden, havde hun sagt, at hun var meget monogam. Hun ville aldrig have troet, at hun skulle ende i et dynamisk parforhold. Og det er stadig meget sårbart for dem begge indimellem.

– Vi skal stadig øve os hele tiden. For vi kommer stadig til at trigge noget sårbart i hinanden, så vi bliver sure og kommer til at hælde en spand lort fra vores egen fortid ud over den anden.

– Det er stadig ikke et synderligt kønt syn. Men vi gør i det mindste plads til både vores lyse og mørke skygger, og vi prøver at gøre det her så omsorgsfuldt som muligt og tager én udfordring ad gangen.

– Vi tør stå ved vores fejl. For vi skal væk fra den nulfejlskultur, som præger mange parforhold og vores samfund i det hele taget. Hvis kærligheden og viljen er der, kan man godt lykkes med at sætte hinanden fri, og så tror jeg på, at man kommer til at udvikle sig sammen og dermed blive sammen, siger Christina Mai.

Læs mere om:

Læs også