Da Anne og Morten sagde ja igen, skete der noget: "Det var den længste tale til en brud nogensinde"

Der sad 66 gæster i kirken den decemberdag i 2019, da Anne Bejlegaard List og Morten Bejlegaard List sagde ja til hinanden for anden gang i deres liv.

De to børn, der siden var kommet til, fulgte deres mor op ad kirkegulvet. Og den perfekte ceremoni blev efterfulgt af en kæmpe fest og en mindeværdig tale fra gommen.

– Det var den bedste, men også længste tale, der nogensinde er holdt til en brud. Ikke fordi teksten var lang, men fordi han måtte holde så mange pauser for at græde, ler Anne ved mindet.

Dagen var meget anderledes end deres oprindelige bryllup – både på det festlige og på det følelsesmæssige plan. For da de blev gift, havde de kun kendt hinanden i et par år.

– Anden gang følte jeg jo for alvor, at jeg stod over for den mand, der altid har min ryg. Vi kender hinanden SÅ godt og er vokset sammen i vores ægteskab.

– Selv om vores forhold egentlig er blevet til mod alle odds, tilføjer Anne med et grin og skruer tiden tilbage til den skæve historie om, hvordan de mødte hinanden på Café Oscar i Odense i det, hun husker som en “syvhestes brandert”.

– Selv om jeg flere gange spurgte til Mortens navn, hang det ikke fast, så jeg endte med at kode ham ind i min telefon som “Oscar”. Morten endte til gengæld med at falde i søvn på toilettet. Og da han ringede den følgende dag for at invitere mig i biografen, sagde jeg nej. Det gjorde jeg også de næste mange gange, han insisterende blev ved med at foreslå, at vi skulle mødes.

Men til sidst blev det altså et ja.

– Der var jeg, indrømmet, også gået forbi den tøjbutik hvor han arbejdede flere gange for at tjekke ham lidt ud, ler Anne.

Fra den første date gik tingene relativt hurtigt. Et år senere havde de købt et hus sammen i Annes fødeby Årslev syd for Odense. Og kort tid derefter blev hun gravid med deres første barn.

Skulle ikke giftes – igen

To måneder før Anne havde termin, slog Morten fast, at han ikke kunne blive far, uden at de havde fået papirer på hinanden. For tænk, hvis der skulle ske en af dem noget?

– Jeg havde været gift før som 23-årig. Det var et kæmpe slotsbryllup, men det holdt ikke, og jeg havde svoret, at jeg aldrig skulle giftes igen. Jeg havde på en eller anden måde en angst for, at hvis Morten og jeg blev gift, ville vi også ende med at gå fra hinanden.

Hun måtte dog medgive, at det var fornuftigt at få papirer på hinanden, så parret tog på rådhuset med deres forældre som vidner – og beslutningen endte med at føles helt rigtig for Anne.

– Jeg har aldrig været mere lykkelig, end da jeg stod der og sagde ja til ham. Højgravid og med vand i benene. Morten fik mig til at love, at vi også skulle sige ja i kirken på et senere tidspunkt, men det håbede jeg, at han ville glemme igen. På det tidspunkt var den ceremoni på rådhuset nok for mig.

Og som årene gik, blev emnet sparket til hjørne. Lige indtil kalenderen pludselig varslede, at der var et kobberbryllup på vej. En traditionel mærkedag som de begge havde lidt svært ved at forholde sig til.

– Kobberbryllup lyder lidt for 'hr. og fru Danmark” i vores ører. Så vi valgte at holde den fedeste fest, hvor vi kunne fejre kærligheden til hinanden, vores børn, familie og venner.

– Og inden da ville vi sige ja til hinanden igen – i kirken. Det havde været vigtigt for Morten i alle de år, og nu var det også vigtigt for mig. Det føltes ikke længere farligt, fordi vi havde været sammen så længe.

Drinks, DJ og dans

Ceremonien i kirken kom også til at betyde mere for Anne, end hun havde forestillet sig. Ikke mindst fordi sognepræsten tog opgaven meget seriøst og inviterede parret til i alt fire timers forberedende samtale, hvor hele deres livshistorie blev vendt.

– Jeg havde ikke haft så meget tanke på det kristne inden da. Men samtalerne var i sig selv en fantastisk oplevelse for os, og det gav virkelig ceremonien en ekstra dimension.

Ceremonien i kirken adskilte sig ikke væsentligt fra et “rigtigt” kirkebryllup. Anne og Morten skulle af gode grunde ikke svare på, om de ville tage hinanden til ægtefælle. Men de sagde ja til fortsat at leve sammen i medgang og modgang.

– Min far fulgte mig heller ikke op ad gulvet, det gjorde vores to børn. Til gengæld var han Mortens best man. De to har gennem årene fået et meget nært forhold, og det betyder meget for Morten, fordi han ikke længere har kontakt til sin egen far.

Da selve ceremonien var gennemført, havde Anne som en gave til Morten hyret en musiker til at spille og synge U2's “One” – hans yndlingssang.

– Så kunne vi sidde der og holde i hånd, mens tårerne trillede ned i hele kirken.

Bagefter gik festen løs i byens store fælleshus. Med gourmetmad, som Anne selv havde lavet på forhånd, drinks, DJ og dans til langt ud på natten.

– Det blev lige præcis den perfekte kærlighedsfest, vi havde drømt om.

Et oplyst grundlag

Selv om man måske er helt klar over, hvad man betyder for hinanden, sker der alligevel noget på sådan en dag, som forstørrer den bevidsthed, fortæller Anne.

I Mortens tale sagde han blandt andet tak for, at Anne havde givet ham oplevelsen af at være en del af en familie fyldt med kærlighed. At hun havde lært ham at elske “leverpostejs-hverdagen”, og hvor meget det havde betydet for ham.

– Morten har haft en turbulent opvækst, og jeg vidste jo godt, at han derfor om muligt satte endnu mere pris på vores familieliv. Men jeg var alligevel sådan “wow …! betyder jeg virkelig så meget for et andet menneske?” Talen ligger nede i kælderen, og jeg går stadig ned og læser den en gang imellem.

At gentage sine løfter og aktivt give udtryk for, at man fortsat ønsker at dele livet med hinanden, er ikke “bare'”en gentagelse. For det sker på et nyt og mere oplyst grundlag anden gang, er Annes klare oplevelse.

Både fordi man i højere grad kender hinanden på både godt og ondt. Men også fordi de ting man har været igennem som par, har modnet forholdet.

– Vi er kommet igennem mange ting sammen – blandt andet en fødsel med alvorlig svangerskabsforgiftning, hvor Morten troede, han skulle miste mig.

– I dag ved vi, at selv om vi er forskellige, har vi det samme værdigrundlag, der handler om at huske at leve livet og hele tiden sørge for at få ægteskabet til at leve. Derfor kunne vi også sagtens finde på at holde en kærlighedsfest igen – om ti år måske.

Ane Christensen er ceremonileder i sin egen virksomhed Livsceremonier.dk, som hun driver sammen med sin mand Flemming Madsen.

De to træder til og sætter rammerne for begravelser og bryllupper, som de involverede vælger at afholde uden for et trossamfund.

Men af og til er der også et par, der ønsker Anes hjælp til at afholde en ceremoni, hvor de fornyer deres kærlighedsløfter til hinanden. Hun oplever, at det på mange måder kan være en langt mere betydningsfuld begivenhed end det oprindelige bryllup.

– Jeg synes, man skal love hinanden, at man vil en fest og forny sine løfter efter 25 år, for da har livet og vi ændret os, og der er brug for nye løfter og en genovervejelse af indholdet i ægteskabet.

– Man har en taknemmelighed over alt det, man har oplevet sammen af både godt og svært. Og på den måde får det en meget dybere klangbund, når man vælger at gentage eller omformulere sine løfter, siger ceremonilederen.

Hun husker tilbage på en særlig mindeværdig ceremoni, hvor de to voksne børn af et sølvbryllupspar i al hemmelighed havde planlagt, at parret skulle forny deres løfter til sølvbryllupsfesten.

Moren havde overlevet en alvorlig sygdom og set i lyset af det, var det en ekstremt rørende oplevelse at være ceremonileder, fortæller Ane.

– De havde fundet hendes gamle brudeslør og handsker frem og skaffet en buket magen til hendes oprindelige brudebuket. “Vi har en overraskelse til jer”, sagde de midt under festen, og så lavede vi en ceremoni lige der.

Det var også under den ceremoni, mens sølvbryllupsparret lod deres hænder og vielsesringe røre hinanden, at en tanke slog ned i Ane. For ceremonien skete kort tid inden, hun og Flemming selv skulle fejre deres sølvbryllup.

– Vi havde planlagt festen, men havde utroligt nok, når man tænker på, at vi selv er ceremoniledere, ikke overvejet at lave vores egen ceremoni, ler hun.

Det ændrede sig dog hurtigt, og i dag tænker Ane ofte på, hvor vigtigt det var at de valgte at markere deres sølvbryllup med en personlig kærlighedsceremoni.

Ceremonilederens egen kærlighedserklæring

For Ane var det lidt af en øjenåbner, hvor meget det egentlig betød at bekræfte, at hun og Flemming hænger uløseligt sammen. De har været igennem meget sammen, fortæller hun. Blandt andet mistede de deres yngste af tre døtre i 2006.

– Glæden ved at have hinanden kom dermed til udtryk på en helt anden måde, end den gjorde ved det oprindelige bryllup. Det skete med en langt større modenhed og refleksion, er hun overbevist om.

Ane og Flemming holdt deres sølvbryllupsfest tæt på Vallekilde Højskole, hvor de i sin tid selv blev borgerligt viet af borgmesteren.

Denne gang var det dog deres gode veninde, den oprindelige stifter af Livsceremonier.dk og tidligere sognepræst Liselotte Hornemann Kragh, der stod for ceremonien.

– Liselotte holdt en genbryllupstale, og så havde vi skrevet vores egne løfter til hinanden, der handlede meget om den nye livssituation og -fase, vi bevæger os ind i nu.

For Ane faldt ordene til Flemming let. Men de fleste af Anes kunder vælger at læne sig op af de formuleringer, som Livsceremoni.dk har lavet til anledningen og føjer måske et par enkelte linjer til selv, fortæller hun.

– Men det er jo noget af det, der er så skønt ved en ceremoni som denne, at man har friheden til at gøre det på mange måder. Hvor man vil og hvordan man vil, forklarer Ane og giver et par eksempler på nogle af de symbolhandlinger, hun selv foreslår til parrene.

– Det kan være at drikke af et fælles glas, tænde et lys sammen eller stå under det samme store sjal.

Du bestemmer anledningen

Hvornår det giver mening af forny sine kærlighedsløfter, er det kun parret, der kan svare på. For anledningerne kan være mange, oplever Ane.

– Mange vælger som os at gøre det på en dag, hvor man alligevel vil holde en stor fest. Men det handler jo også om, hvad der betyder noget for dig.

– Det kan være, at ens forhold har været udsat for et stort pres, og man vælger at stoppe op og sige: “Nu går vi videre sammen – og det skal markeres!”

Hun minder samtidig om, at det ikke er alle, der har holdt et stort bryllup. Og måske først senere føler lysten til det eller har økonomien til det.

– Jeg har hørt mange sige, at de slet ikke var ordentligt til stede ved deres første bryllup, fordi de var så optaget af, at alt skulle være perfekt. Det kan også give en lyst til at fejre kærligheden på ny på en måde, hvor man er mere nærværende.

Slutteligt er det en særlig oplevelse for alle, at far og mor får mulighed for at vise deres kærlighed til hinanden foran de børn, der måske var meget små eller slet ikke født endnu, da ringene blev sat på forældrenes fingre.

– På den måde er man jo også rollemodeller. Vi havde i hvert fald et behov for at udtrykke, hvor meget vi stadig betyder for hinanden i en sammenhæng hvor børn og børnebørn kunne være vidner til det.

– Og hvor de kunne høre alle de historier om os, som de ikke hørte til brylluppet. De havde lavet musik og taler, og det var stort at kunne dele det med dem.