Kærlighed og sex
29. august 2024

Da de går fra hinanden, har han allerede en anden, og alle ved det. Bare ikke Sara

Utroskab gør ondt, og det kan mærkes i hele familien. Det ved Sara Bovin alt om fra sit eget liv og fra de hundredvis af samtaler med andre kvinder som vært på podcasten ”Skyggekvinder”.
Af: Malin Westerlund
Sara_Bovin

Foto: Hanne Loop

Utroskab går igen i generationer i Sara Bovins familie. Begge hendes oldeforældre var gift til anden side, da hendes mormor blev født, og mormoren var kun en måned gammel, da hun fik en halvsøster.

Da Saras mor blev født, var Saras morfar hos en anden kvinde, og i mange år levede Saras mor med en utro kæreste.

Smerten satte sig også i Sara. Det var bare ikke noget, hun havde været bevidst over. Men så blev tilbudt rollen som vært på podcasten ”Skyggekvinder”. Det satte tankerne i gang. Pludselig kunne hun se et mønster, og hun følte en voldsom trang til at bryde det.

– Jeg har altid set min mor som totalt optimist og fuld af godt humør. Det er vigtigt for mig at sige. Men som barn oplevede jeg også de dyk, hun fik, når hun blev svigtet af sin mand, og mit største ønske var, at hun forlod ham.

Når troskaben ophører

Interviewet med Sara Bovin er en del af et større tema under navnet 'Utroskab'. I artikelserien optræder podcastvært Sara Bovin, forfatter Pernille Aalund, og psykolog Malene Hollmann.

Også gennem sin biologiske far blev Sara konfronteret med utroskaben. Han havde et til tider massivt misbrug, og kontakten har gennem alle årene været ustabil. Engang ringede en mand hjem til Sara og hendes mor og fortalte, at faren havde skudt sig selv.

Det var Sara, der tog telefonen. Hun var ni år gammel, og opkaldet var mandens hævn for, at Saras far havde været sammen med mandens kæreste. Faren var altså ikke død, men episoden satte sig i hendes nervesystem.

– Det gør det hos børn. De mærker jo alt. Og jeg har oplevet meget, som slet ikke er for børn, og levet med voksne, der ikke stolede på hinanden. Det sætter sig som utryghed og en angst for at blive forladt.

Forvirring omkring kærlighed

Sara oplever det i sine helt unge år også som en forvirring omkring kærlighed og i sit forhold til mænd. Hun har tidligt travlt med at stifte sin egen familie. Da hun flytter hjemmefra 18 år gammel, er hun gravid, og som 19-årig føder hun sit første barn. Men forholdet holder ikke.

De er usikre på hinanden, og det bliver ikke nemmere af, at han flere gange fortæller hende, at han næsten har været hende utro. Men det er kun en joke. Det er det til gengæld ikke i det næste forhold, hun indleder.

– Da vi går fra hinanden, har han allerede en anden, og alle ved det, bare ikke mig. Det gør ondt.

Så møder hun kærligheden igen, og bliver gravid og mor til sin anden datter. Men forholdet er ikke godt. Han er næsten aldrig hjemme, og pludselig ser Sara sin far i sin kæreste. Er hun ved at gentage et mønster? Sara lukker ned i forholdet til sin kæreste og op i forhold til sin omverden.

– Det er min erfaring. Man kan vælge at være åben eller lukket. Jeg lukker op og begynder at interessere mig for andre.

En aften går hun i byen med ordene: ”Jeg kommer aldrig hjem igen”. Hun kommer dog hjem igen – næste morgen og vildt forelsket. Hun har mødt ham på diskotek Nevermind i det indre København. De har kysset i en port. Og det kys er åbenbarende. 14 dage efter flytter Sara fra sin kæreste.

Sara_Bovin

Det er 12 år siden nu, og Sara er stadig sammen med ham, hun mødte på diskoteket. Hos ham har hun mødt den tryghed, hun virkelig længtes efter, og for fire et halvt år siden fik de et barn sammen, Oscar. Det endte med andre ord lykkeligt. Men hun er ikke stolt over den måde, det foregik på.

– Mit gamle forhold var jo ikke helt slut. Jeg kom jo hjem igen. Brud er noget, der sker over lang tid. Man siger også så meget, når man er i en krise. Så for mig var det utroskab, og for mig er utroskab en dårlig måde at få afsluttet en relation på. Det er måske den nemme vej ud for en selv, fordi man slipper for at blive alene, men det er dybt sårende for den, det går ud over, og det sætter sig i hele familien. Det er ligesom med misbrug.

Kort om Sara Bovin

39 år, vært, journalist, psykoterapeut og certificeret coach. Har tidligere været vært på radioprogrammet Tværs og er nu vært på podcasten Skyggekvinder.

Sara er mor til tre, og lever sammen med faren til den yngste.

– Er man vokset op med utroskab, er der 50 procent risiko for, at man gentager det mønster. Derfor har jeg også været bange for utroskab – ikke bare for at blive bedraget, men også for at jeg selv skulle bedrage. Er jeg bare sådan en, der er utro? Er jeg en egoist? Tænker jeg bare på mig selv?

Tro mod sig selv

Utroskaben skete kun den ene gang, så Sara tør godt sige, at det er lykkedes hende at bryde mønstret. Efterhånden har frygten fortaget sig.

– Når jeg kigger tilbage på mine første forhold, kan jeg godt se, at jeg var mig selv utro dengang. Det har taget mig lang tid at lære at være tro mod mig selv. Og selv om det stadig er svært og sikkert vil blive ved med at være svært, så synes jeg, at jeg er blevet bedre til at tale om tingene, også de ting, der er svære. Jeg gør det også med mine børn, siger hun.

Det har hjulpet at lave ”Skyggekvinder”. Tale med alle de mennesker, hun har haft i studiet, og se på det svære sammen, åbent og uden at dæmonisere.

– Vi bliver hurtigt fordømmende, og de utro og dem, de er utro med, skyggekvinderne, bliver hurtigt til de onde. Men det er mere komplekst, og utroskab er langt fra altid vendt mod den anden. Det er langt fra altid en afvisning af den, der bliver bedraget.

– Selv om utroskab er forbundet med stor smerte, er der jo også de historier, hvor utroskab har gjort noget positivt. Altså, noget, der kan gøre så ondt på den ene, kan jo gøre noget godt for den anden. Det er ikke altid så enkelt.

Artiklen blev udgivet i Søndag 32/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs også