Derfor tænder kvinder på kvinder
foto: All Over
Hvis du mere end én gang er faldet i svime over, måske endda haft frække tanker om, en veninde eller kvindelig kollega, er du ligesom os andre. En undersøgelse fra Boise State University i USA, hvor 484 heteroseksuelle kvinder deltog, viste at hele 50 % af kvinderne i et eller andet omfang sexfantaserede om andre kvinder.
"Det er helt, helt normalt at være fascineret af kvindelighed og feminine former, også for kvinder", fastslår Marianne Tyllesen, der er sexologisk rådgiver, overfor vores gode venner på Tidens Kvinder.
Mere fra Tidens Kvinder: Tør du teste 15 frække fif?
Hun har de seneste ti år researchet til værket: Den Store Bog om Biseksualitet - og er for øvrigt selv biseksuel. Hun fortæller, at det er de samme spørgsmål om sex mellem kvinder, hun besvarer igen og igen, og at interessen for pigesex generelt er stigende.
Pigesex fylder mere
Hvis du har haft en fornemmelse af, at sex mellem piger og biseksuelle eksperimenter er blevet mere synligt, tager du ikke fejl:
"Flere taler om det, men flere prøver det også. Blandt helt unge kvinder har der længe været en tendens til at lege med det biseksuelle. I dag er det også voksne kvinder i 30'erne og 40'erne, der har en stigende tendens til at prøve det af", siger den sexologiske rådgiver.
Er du til åbne forhold? Læs artiklen "Hvor ærligt er dit forhold?"
Singlekulturen spiller en rolle
Den fremskridende afmystificering hænger blandt andet sammen med, at der er rigtig mange singler i dagens Danmark - flere end nogensinde før faktisk - og man taler mere om sex i singlekulturen, end når man er i fast parforhold.
Marianne Tyllesen angiver fem årsager til, at kvinder bliver tiltrukket af tanken om pigesex:
1. Kvinder er tålmodige
Ofte er kvinder mere tålmodige elskere end mænd - nok fordi kvinder i modsætning til mænd ikke har en "kanon," der skal fyres af. Derfor er det ofte mindre målrettet sex, der tager presset for at få orgasme af.
2. Kvinder er sensuelle
Sanselighed, kys, blide kærtegn, hvor grænsen mellem omsorg og sex er flydende, og nydelsen er i højsædet, er noget, mange kvinder sætter pris på i elskov.
3. Kvinders kroppe
Er bløde og smukke. Sportstrænede mænd kan være smukke, men der noget særligt over kvindekroppens former. Brysterne, balderne, rundheden og kroppens sving og blødheden, som man kan putte sig ind til - alt i alt et meget appellerende design.
4. Kvinder kender din krop bedre
Fordi en kvinde selv har samme kropsdele som dig, ved hun, hvordan det hele fungerer. Hun har en fornemmelse af, hvad der gør godt, og hvad der virker.
5. Kvinder har en psykisk forbindelse
Selv om der er stor forskel på os kvinder, er der også meget, vi deler via vores køn, sådan uden videre. Den indforståethed man kan have med en anden kvinde, selv uden forklaring, bidrager til intimiteten.
Marianne Tyllesen er sexologisk rådgiver, og har blandt andet medvirket i programmer på DR2
Fik du læst: Forskere: Det vil mænd ha'!