Det er altid mig, der venter på, at han svarer. Er det bare sådan, kærlighed er?

Spørgsmål

Når jeg dater en, synes jeg altid, det er mig, der venter på, at han svarer, og på at han vil ses – og på at vide hvor jeg har ham. Nu er jeg endelig i et forhold, og så venter jeg stadig! Det er stressende, men er det bare sådan, kærligheden er?

Svar

Det lyder ikke spor rart. Altså, kærligheden kan jo let gøre os usikre, fordi vi bevæger os ud på dybt vand, åbner op og overgiver os til et andet menneske uden garantier.

Så ja, kærligheden kan føles utryg og skræmmende. Og jo mere vi investerer os selv, og jo mere den anden betyder for os, jo mere er der på spil. Men når alt det er sagt, så nej, kærligheden skal ikke være en lang venten. Noget skal ændres.

Jeg håber, det her spørgsmål kan hjælpe: Hvad er det i virkeligheden, du venter på? Tag et stykke papir, skriv ned, og se, hvilke svar der kommer. Venter du på at blive forsikret om, at du kan regne med ham?

På at føle dig elsket og blive bekræftet i, at han virkelig vil dig? På at han skal få dig til at føle dig smuk, dejlig og værdifuld? Eller venter du på, at han skal reparere en utryghed eller et mindreværd, der bor i dig? Det er let at sige, men du skal ikke vente længere.

Det er ikke en andens ansvar at reparere mindreværdsfølelser i dig. Han kan og skal helt sikkert hjælpe dig, men du må starte med selv at tage ansvar for de sår og svære følelser, som kærlighedsmødet trigger i dig.

Så kære dig, ventetiden er ovre, nu skal du i gang med at se den smerte i øjnene og give dig selv alt det, du længes efter. Du er vigtig og værdifuld. Glem ikke dig selv og din egen verden.

Jeg ved, det kan lyde lidt hårdt og være svært, når man bare har lyst til at smelte sammen med den anden. Men i din venten på at han skal levere, mister du dig selv. Og det gør ingen af jer godt.

Øv dig i at have lidt is i maven, og hav tillid til, at hvis han er den rette for dig, så er han der også. Men prøv ikke at få det bekræftet hele tiden.

I stedet for at vente, så hold fokus på dig selv og de andre vigtige ting og personer i dit liv. Giv det et godt stykke tid, hvor du praktiserer det, man kunne kalde selvkærlighed, og se om dynamikken og usikkerhedsfølelsen ikke vender.

Jeg synes også, at du skal fortælle ham, hvad der sker i dig. Fortæl ham for eksempel, ”at der er er en utryghed i mig, der let bliver trigget, når jeg ikke lige hører fra dig. Det har ikke noget med dig at gøre, det er noget, der er i mig. Men vil du ikke bare give lyd fra dig hver dag, bare et pip?”

Hvis du på den måde har taget ansvar for din utryghed og også delagtiggjort ham i den og stadig føler en ulidelig venten på noget, der bare aldrig kommer, må du overveje, om han faktisk er god for dig, eller om du hellere skulle finde en, der kan give dig det nærvær og den tryghed, som du har brug for.

Artklen blev udgivet i femina uge 6, 2024.