Disse fem faktorer går igen hos par, der bliver skilt
Foto: Unsplash
De fleste par har måske oplevet, at et parforhold skal arbejdes med løbende over tid, før det kan fungere. Men hvilke fem fælder, skal man passe på?
Det har den amerikanske parterapeut Susan Pease Gadoua undersøgt.
Hun oplevede, at hendes forældre blev skilt, da hun var 19 år, og den personlige oplevelse gjorde hende nysgerrig på, hvad der foregår hos skilsmissepar.
Gadoua har skrevet bogen: "Contemplating Divorce", og i et indlæg på Psychology Today advarer hun om fem faktorer, der går igen hos par, der bliver skilt.
De fem fælder, man skal passe på i parforholdet, er:
1. At modarbejde hinanden
Når den ene i forholdet brokker sig over, at den anden skal ændre sig for at blive mere som en selv, er det nemt at danne to lejre.
Når du presser din partner og foragter ham eller hende, bliver forholdet ustabilt, og det skaber polarisinger, mener Gadoua.
Eksempelvis handler det om, at den ene godt kan lide at bruge penge, mens den anden synes, det er vigtigt at spare.
Eller at den ene er styret af sine følelser, mens den anden er styret af sin fornuft.
Nogle par formår at finde en mellemvej, og de fleste har en eller to af denne slags modsætninger. Hos dem, der bliver skilt, er der ofte flere uenigheder, hvor de ikke kan mødes på midten.
Eksempel
- Du siger ting som "Han burde altid" eller "Det gør hun aldrig" og ser på din partner som en modstander.
- Man skændes altid om det samme uden at kunne gå på kompromis.
- Du taler om, hvor meget din partner sårer dig.
Løsning
Prøv at se tingene fra din partners perspektiv og søg aktivt efter måder at møde hinanden på.
2. Ikke at tale om følelser og behov
Mange taler mere med deres venner om forholdet end med deres partner. Men når du kritiserer din partner, handler det ofte om dine egne behov.
Måske føler du dig ikke værdsat, eller måske føler du dig misforstået.
Her er spørgsmålet, sexologen får allerflest gange – og svaret på det
Det er vigtigt at kunne tale om følelser og behov for at kunne møde hinanden.
Gå ikke ud fra, at din partner kan læse dine tanker. Husk at være opmærksom på dine egne behov, og ikke kun den andens.
Eksempel
- Du starter ofte sætninger med: "Du burde ..." og "Hvorfor kan du ikke".
- Du føler foragt for din partner.
- Du føler dig ofte bitter over for din partner og tænker, at han eller hun skal vide, at du ikke kan lide dit og dat.
Løsning
Start ikke en sætning med kritik, men snarere med en forespørgsel. Du kan starte med "Kan du hjælpe mig" eller "Hvad tænker du om os". At bruge "vi" eller "os" er meget mere inkluderende.
Fortæl også, hvis din partner gør noget, du ikke kan lide, på en venlig og konstruktiv måde. Brænd ikke inde med følelserne.
3. At stoppe med at gøre ting sammen
Hvis der er problemer i forholdet, er det måske ikke så fristende at gøre ting sammen. Men for at komme videre, mener Gadoua at det er vigtigt at arbejde sig igennem svære tider sammen.
Eksempel
- Du vil ikke være så meget sammen med din partner.
- Du vil undgå diskussion og vil ikke stille spørgsmål.
Løsning
Gør en indsats for at lave ting sammen, hvis I begynder at glide fra hinanden. Lad din partner vide, at du gerne vil arbejde på at komme tættere på hinanden igen og lave ting sammen.
Her kan parterapi også være en hjælp.
4. At finde løsninger uden for forholdet
Når man glider fra hinanden, er det nemt at finde ting at fokusere på uden for parforholdet, og det betyder, at man begynder at distancere sig følelsesmæssigt.
Måske er du mere sammen med venner, fokuserer på børnene eller arbejder i døgndrift. Nogle søger også andre afhængigheder eller andre forhold.
Eksempel
- Du drømmer om, hvor godt livet ville have været, hvis du var single eller i et andet forhold.
- Du starter et nyt forhold.
- Du arbejder hele tiden, finder en hobby, der får dig til at være meget væk, eller du trøstespiser, trøsteshopper eller finder andre afhængigheder.
Løsning
At undgå problemet får det ikke til at forsvinde. Det bliver nok kun værre.
Hvis noget kan blive bedre i parforholdet, så beslut dig for at arbejde for det.
Hvis det alligevel ikke virker, og skilsmisse er eneste løsning, så aftal, hvordan I trods alt kan komme videre på en værdig måde.
5. Søger ikke hjælp
Mange, der ender med at blive skilt, søgte ikke hjælp i tide, nævner Gadoua.
Parterapi virker ikke for alle, men det kan måske hjælpe dig til at lufte problemerne og få værktøjer til at forstå hinanden bedre.
At håbe, at tingene går over af sig selv, er ikke en god strategi.
Eksempel
- Du vil hellere skilles end i terapi.
- Du siger til dig selv: "Det bliver kun bedre ..." og fortsætter på samme vej.
- Forholdet er i krise.
Løsning
Søg hjælp i tide. Så stiger chancerne for at finde løsninger, inden du giver op og det er for sent.
Denne artikel blev oprindeligt publiceret på KK.no.