Kærlighed og sex
13. maj 2015

Dyrk sex hver dag og få mere sexlyst

Forestil dig at have sex hver dag. Hver eneste dag. syv dage om ugen, 365 gange om året. Bare indrøm det – du blev helt træt bare af at forestille dig det, ikke? Men faktisk kan hyppig sex øge din sexlyst.
Af: Camilla H. Tjellesen
Hyppig sex kan øge din sexlyst

Foto: pantherstock

Hyppig sex øger din sexlyst

Rigtig mange parforhold lider under manglende sexlyst, når man har været sammen i flere år, når der er stressende jobs at passe, eller når der kommer børn til. Men kan det virkelig være rigtigt, at fast, planlagt sex hver dag kan være med til at vende skuden og få et skrantende forhold tilbage på banen igen?

To amerikanere tog, uafhængigt af hinanden, udfordringen op og lavede et eksperiment, hvor de skulle have sex med deres ægtefælle hver eneste dag. Og resultaterne var ikke til at komme udenom: Sexlysten kom tilbage og parrene kom tættere på hinanden.

Læs også: 4 ting der styrker din sexlyst.

Jo mere man får, jo mere vil man ha’

Vi ved det jo godt. Jo mere sex man får, jo mere sex får man lyst til. Og er man inde i en lang periode uden sex, så kan man egentlig også godt vænne sig til det og lære at leve helt uden. Men hvorfor er det, at så mange parforhold med flere år på bagen, en stresset hverdag og måske også børn involveret kommer ind i denne onde cirkel, hvor man glemmer sex?

– Vi lever ofte i en meget travl hverdag nu om dage, og ofte bliver sex bare ikke lige prioriteret højest. Og når man så endelig gør det, så oplever man, at man egentlig næsten har “glemt”, hvordan det skal være, og at det er blevet akavet. Og det er jo ikke noget, der ligefrem er med til at give os lyst til at gøre det oftere, siger sexolog Tanja Glückstadt, der har mange års erfaring i at hjælpe par med blandt andet manglende sexlyst.

Læs også: 6 ting der dræber sexlysten

Just do it

Det var også denne onde cirkel, de to amerikanere Douglas Brown og Charla Muller var kommet ind i med hver deres ægtefælle. Begge besluttede de sig for i en periode at skulle have sex hver eneste dag for at se, om ikke det kunne hjælpe på de lidt skrantende forhold. Og det kom der to spændende bøger ud af, hvor de begge beskriver hver deres seksuelle rejse sammen med deres partner, og som i begge tilfælde endte med bedre parforhold.

– Vi lærte, at nogle gange skal man bare kaste sig ud i det og gøre det. Det er hårdt i starten, men som med så mange andre ting bliver man bedre, jo mere man øver sig. Og i dag føler vi os meget tættere på hinanden end før. Vi rører mere ved hinanden generelt, og vi har lært at give hinanden meget mere opmærksomhed både i og udenfor sengen, fortæller Douglas Brown, forfatter til bogen “Just Do It”, i et interview. Og det er et eksperiment, som sexolog Tanja Glückstadt bakker op om, hvis parterne er enige om at give det en reel chance – også selv om det nogle gange kan virke uoverskueligt og svært.

Seksualitet kommer altså ikke af sig selv. Vi skal præge os selv og nogle gange også udfordre os selv for at kunne finde vores sexlyst, som har det med at forsvinde i perioder. Så jeg synes, det kan være et rigtig fint eksperiment at planlægge noget fast sex. Om det så skal være hver dag, to dage om ugen eller hver fjortende dag, det er sådan set lidt ligegyldigt. Bare man er enige om det, er det ofte nok til, at man ikke glemmer sex med hinanden, siger hun og fortsætter:

– Sex er nemlig ligesom motion. Jo mere man dyrker det, jo mere kommer endorfinerne ud. Og de skal holdes ved lige. Hvis man i lange perioder ikke dyrker motion, glemmer man den fede fornemmelse, man får, når endorfinerne flyver rundt i kroppen, og det kan virke som en sur tjans at skulle i gang igen. Det er præcis det samme med sex.

Læs også: Bliver sex virkelig bedre med alderen?

Hårdt at være intime hver dag

For Charla Muller, som skrev bogen “365 Nights: A Memoir Of Intimacy”, var det et ønske om at give sin mand en 40-års fødselsdagsgave, som han aldrig ville glemme, og som kunne gavne dem begge to, der fik hende til at tilbyde ham sex hver dag i et år. Og hun er ikke bleg for at indrømme, at nogle gange var det som at skulle starte i fitnesscenteret igen efter jul.

At være intime sammen hver dag er hårdt. Det kræver udholdenhed, tålmodighed, personlig hygiejne og en arbejdsmoral, som jeg ikke vidste, at jeg havde, fortæller hun. Men ligesom Douglas Brown oplevede hun også store fordele efter parrets sex-maraton.

– Vi beviste, at vi kunne have sex hver dag i et år, og nu nyder vi godt af vores erfaringer. Før var sex elendigt. Nu har jeg opdaget, at jeg rent faktisk har tid til regelmæssig kvalitetssex. Noget der bare ikke skete før. Vores sexliv er blevet meget bedre, fortæller hun.

Læs mere om:

Læs også