Flemming Møldrup om bruddet med sin datters mor: ”Det var helt klart mig, der havde en stor del af skylden”
Foto: Anders Rye Skjoldjensen/Ritzau Scanpix
Følger man Flemming Møldrup på de sociale medier, er man ikke i tvivl om, hvad han står for: Han er klimatosse, samfundsengageret, Bowie-fan, surfer, miljøbevidst og musik- og litteraturnørd. Han har holdninger – masser af dem – og til forskel fra mange andre offentlige personer er han ikke bleg for at mene noget politisk.
Intet af det er noget, han har med hjemmefra, for han kommer fra et hjem uden klaver og bøger, hvor der heller ikke blev talt politik. Hvor der ikke var overskud til at engagere sig i den slags.
Men på trods af en opvækst i en familie uden ret mange ressourcer og en barndom, hvor Flemming Møldrup var meget overladt til sig selv, har han haft modet til at turde stå ved sig selv, til at være tro mod det, han følte indeni.
Ikke at han har haft nogle egentlige planer med sit liv, det har han aldrig rigtigt gjort sig i, men driften mod at beskæftige sig med noget, der giver mening, har givet ham et liv, som ikke lå soleklart i de kort, han blev tildelt fra starten.
Flemming Møldrup er lige kommet hjem fra en researchtur til de næste programmer, han skal lave på DR, ”Fremtidens Drømmehaver”, og fortæller begejstret om, hvordan storbyer rundtomkring i verden bruger grønne arealer, og hvilke strømninger der peger ind i fremtiden.
– København er virkelig bagud på det område. Vi bryster os så meget af vores grønne by, men efter at have rejst rundt i verden og set så mange vilde løsninger er det fandme trist at komme hjem og spise en is i Nordhavn, siger Flemming Møldrup og kaster sig ud i en længere forklaring om salatdyrkning i Londons undergrund, taghaver i Canada og opsugning af CO2.
Og sådan gør han hele tiden: Knytter en lille metakommentar til de ting, jeg spørger om, så det bliver sat ind i en større kontekst. Så det hele ikke bare handler om ham.
Overladt til sig selv
Flemming Møldrup er vokset op i et almennyttigt boligbyggeri i den aarhusianske forstad Vejlby.
– Det var et rigtigt fint byggeri med små huse, som lå i en firkant med en legeplads i midten, så det var et hyggeligt socialt boligbyggeri. I dag er jeg enormt glad for at være vokset op der, for det var et byggeri med blandede skæbner, tragedier og succeser, så som barn fik jeg et indblik i, hvor forskellige vi mennesker er, og hvordan det kan gå os. Det har givet mig en helt utrolig forståelse for, at ikke alle har lige vilkår. For nogle kort bliver altså spillet dårligt, og mange har ikke ressourcer til at komme fri af det.
Hvad var I for en familie?
– Vi var en familie med en enlig mor og to børn, som ikke havde ret mange ressourcer. Min mor var hjemmehjælper og arbejdede utroligt meget for at få enderne til at mødes, så jeg kan huske en barndom, hvor jeg har været meget overladt til mig selv – det har jeg så fået andre ting ud af. Det var en god barndom på mange måder, men jeg vil ikke sige, at det var en tryg barndom.
Hvorfor ikke?
– Når jeg tænker tilbage, synes jeg ikke, det var ret sjovt at vokse op hos en enlig mor. En familie bliver meget skrøbelig, når der ikke er nogen ressourcer. Jeg kan for eksempel ikke huske, at jeg var på nogen udlandsrejser som barn. Kun en enkelt tur til Østrig i bus med min mormor og morfar, da jeg var lille. Sådan nogle ting, som andre børn prøvede.
Var I decideret fattige?
– Ja, det var vi.
Og din far – hvor var han i billedet?
– Han kom fra Israel til Danmark i slutningen af 1960’erne for at besøge en god ven, mødte min mor og blev hængende. Jeg tror ikke, at det var meningen, at min mor skulle blive gravid med mig, og det ændrede kursen for dem. Min far blev nogle år, så ville han gerne hjem til Israel, og min mor ville ikke med. Han foreslog også Paris, hvor hans søster boede, men det ville hun heller ikke, så det endte med, at han rejste selv. Han har senere fortalt mig, at han ikke syntes, det var særligt sjovt at bo i Danmark, for folk var ikke ret søde. Han plejede at joke med, at det jo også var svært for danskerne at forstå, for der var kun fem mørke mænd i Aarhus på det tidspunkt. Han følte sig bare ikke velkommen.
Minder i en pose
Flemming Møldrup var så lille, da hans far rejste, at han ikke kan huske ham fra den tid – de eneste minder, han har, ligger i en lille lyserød plasticpose, hans faster gav ham, da faderen døde for to år siden. På et af billederne står hans far med ham i armene, han har sat det israelske flag i Flemmings hånd. På et andet utydeligt billede står hans mor og far og holder Flemming. Unge og usikre på fremtiden.
– Det er det eneste billede, jeg har af min familie, før den gik i stykker. Min far var sød til at komme og besøge mig, da jeg var lille, og da jeg blev større, gik vi i Tivoli Friheden eller i biografen sammen, når han var her. Men så fik han sin egen familie og holdt op med at komme. Vi fik sådan en korrespondance-relation, hvor han puttede en stak dollars i sine breve, og jeg har også været i Israel og besøge ham og hans familie. Så han forsøgte, så godt han kunne, at bevare en relation til mig.
Opfattede du ham som en far?
– Nej, sådan et forhold nåede jeg aldrig at få med ham. Heller ikke med min mors nye mand, som blev min søsters far. Jeg har altid haft sådan en … grund-ensomhedsfølelse, som jeg bakser lidt med. Min fars død tog egentlig ikke så hårdt på mig, da det skete, men efterfølgende har det været rigtigt svært. Jeg kan mærke, at jeg savner ham – eller far-søn-relationen er det nok nærmere. Det er det dér med at være et skridt nærmere alene – sådan er det nok, når man mister en forælder.
Bohemetilværelsen
Som ung var Flemming Møldrup sikker på, at han skulle være kunstner af en art. Først ville han være digter, så digtene flød fra ham i en lind strøm, og han syntes selv, at han var ret ferm til det. Senere kastede han sin kærlighed på malerkunsten, indtil det gik op for ham, at han ikke havde farvesans, og at det, han malede, for det meste lignede noget ruskomsnusk. Så besluttede han sig for at blive fotokunstner og brugte oceaner af tid på at gå rundt og fotografere.
Da han var 23, kom han ind på billedjournalist-linjen på Journalisthøjskolen. Han var ikke helt så god som dem, han gik på hold med, syntes han, men via omveje fik han sneget sig til en praktikplads på et reklamebureau i København. Her blev han hængende, blev uddannet tekstforfatter og kom aldrig tilbage igen.
– Jeg har aldrig haft karriereplaner eller ambitioner om at skulle nå noget, så jeg panikkede ikke. Og jeg syntes, at reklamebranchen var et fabelagtigt sted at være. Da min elevtid var overstået, levede jeg en bohemeagtig tilværelse med alt det, jeg havde drømt om: Jeg mødte sent, arbejdede til sent, ingen dage lignede hinanden, og stemningen var fantastisk.
– Da jeg forlod branchen igen, var det primært, fordi jeg syntes, at tiden forandrede sig hurtigere end branchen. Når jeg lander midt i en reklameblok på fjernsynet i dag, er det, som om der ikke er sket en skid de sidste mange år – et sted i kæden er der nogle, der ikke har fulgt med udviklingen. Så jeg har brugt mange år på at ryste reklamebranchen af mig og tilegne mig ny viden.
– I dag har jeg firma sammen med to af mine venner, hvor vi hjælper virksomheder til at træde ind i den nye tid, blive mere ansvarlige og formulere en samfundsambition. Fordi tiden i dag kalder på ansvarlige virksomheder. Det har været en massiv rejse udi at lære nyt, men jeg kan ikke lave noget, der ikke giver mening for mig. Så dør jeg langsomt. Jeg har taget springet og startet ad nye stier et par gange, fordi jeg er drevet af forandring. Af at prøve nye ting af.
LÆS OGSÅ: Flemming Møldrup: "Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været et bedre sted i mit liv"
Ulykken
Sidst i 1990’erne møder Flemming Møldrup tv-producenten Julie Ralund, og syv år senere venter parret en lille datter. Julie er i syvende måned, da de en dag holder for rødt lys på Kalvebod Brygge og bliver torpederet bagfra af en lastbil.
– Jeg kan høre bremser hvine bagved os, kigger i bakspejlet og ser en lastbil fra De Grønne Bude. ”Jeg tror sgu, den rammer os!” når jeg at sige til Julie. Smak! siger det så, og vi bliver skubbet helt ud i krydset. Heldigvis er der ingen trafik, men den ramte os med 70 km i timen, så bilen bliver krøllet helt sammen, og Julies sele strammer ind over maven.
For fuld udrykning bliver Julie og Flemming kørt til hospitalet, hvor fødslen går i gang. Der bliver sprøjtet lungemodnende medicin ind, for Julie er kun i uge 33, og barnets lunger er først fuldt udviklede i uge 34.
– Alt var kaos. Men Julie og jeg nåede at blive enige om, at hvis hun kom nu, skulle hun hedde Yoko. Fordi vi begge to godt kan lide John Lennon og Yoko Ono og alt, hvad de stod for, og fordi Yoko betyder ”alt det positive” og ”hende under solen” på japansk. Det kunne ikke passe bedre. Heldigvis går fødslen i stå igen, og vi ligger der nogle dage under overvågning, men bliver så sendt hjem igen. Ugen efter går fødslen i gang igen for alvor, så vi var meget heldige, selv om Yoko kom halvanden måned for tidligt. Hun var sund og rask.
Den lille nybagte familie ligger tre uger på neonatalafdelingen, er blevet forældre på den mest kaotiske måde og skal til at finde sig selv i det.
– Det tror jeg aldrig rigtigt, vi gjorde. Jeg var så bange for senfølger, at jeg gik helt bananas i det, der hedder attachment parenting, og indførte et strikt regime med slynger og samsovning, og hvad ved jeg. Det var svært at komme tilbage til os selv, og det var medvirkende til det endelige brud på vores forhold. Det var helt klart mig, der havde en stor del af skylden med mit regime, for det blev meget hårdt for Julie med alle de regler og restriktioner. Så da Yoko var tre et halvt år, gik vi fra hinanden. Det er vores held, at hun var så lille, for hun har ikke nogen erindring om os sammen i dag, og hun trives, fordi vi er så gode til at være venner og sammen om tingene. Julies nye kæreste er en rigtigt sød fyr, og Yoko har ingen problemer med, at vi begge har nye partnere. Hun er et meget åbent og empatisk barn.
At blive passet på
I juli måned blev Flemming Møldrup gift med Rikke Rasmussen, en af stifterne af det danske tøjmærke Moshi Moshi Mind. Kærligheden mellem dem er ret ny, men faktisk har de kendt hinanden i flere år.
– Vi kender hinanden fra Østerbro og har gået lidt rundt om hinanden i nogle år. Drukket kaffe det samme sted om morgenen og sådan. Jeg har altid syntes, at Rikke var sød, og en dag blev vi enige om at tage et glas vin sammen, og så var det bare virkelig … dejligt.
Hvad kan I to sammen?
– Vi kan være sammen på en måde, så det både er sjovt, helt utroligt dejligt – og trygt. Og den tryghed, jeg får af Rikke, er noget, jeg altid har manglet i min tilværelse, har jeg opdaget. Jeg har det, som om jeg har været sammen med Rikke i 25 år. På den måde, at man kan lægge sig ind til et menneske om natten, og du ved … ånde lettet op. Høre til, føle sig tryg og passet på.
Du er lige fyldt 50 – blev du ramt af det?
– Nej, det har jeg overhovedet ingen problemer med. Jo, jeg kan godt blive lidt ramt af, at der er kortere tid tilbage, men jeg er ikke bange for at dø, så det er bare et spørgsmål om at prøve at få det maksimale ud af hver dag. Hvis man er bange for at dø, får døden en alt for stor rolle i ens liv, og jeg tænker indimellem, at hvis jeg bliver syg, eller der sker et eller andet voldsomt, så har jeg haft det liv, jeg gerne ville have, et langt stykke hen ad vejen. Jeg synes fandeme, jeg har haft et godt og et rigt liv. Jeg har fået lov til at elske, det er vel det vigtigste. Lige nu elsker jeg min hustru virkelig hårdt og bliver elsket igen, så det er tiden, jeg tænker over. Kun den.
– Selvfølgelig vil jeg også virkelig gerne se Yoko vokse op og komme godt af sted, men når alt kommer til alt bestemmer vi jo ikke selv. Så for mig handler det om at leve et godt liv nu og ikke planlægge det gode liv til senere.