Han var hende utro flere gange, så hun forlod ham. Men hun beundrer dem, der går en anden vej

Pernille Aalund oplevede som ung, hjemmegående mor utroskab flere gange. Til sidst forlod hun børnenes far. Hun kunne ikke andet. Men hun er fuld af beundring for de par, der klarer den.

– Respekt for det. For mig er familien det allerhelligste, og jeg siger bare ”wow” om den dybe kærlighed, det er udtryk for, når man kan håndtere den slags katastrofer. Men jeg tror også, de fleste vil skulle have hjælp til den proces, man skal igennem.

– Utroskab kan være ødelæggende for den, der bliver svigtet, og man risikerer, at historien kommer til at leve videre i forholdet, som den enes skyld og den andens manglende tillid. En gift imellem de to, siger Pernille Aalund.

Egentlig vil hun hellere begynde et andet sted.

– Vi taler så meget om lyst. Hvad har du lyst til? Du skal gøre lige det, du har lyst til. Det er sådan, vi er blevet opdraget, i hvert fald i min generation. Man skal følge sin lyst. Men hvad med behovet, det dybe, dybe behov? Hvad har du som menneske egentlig brug for? Det berører vi sjældent. Og det er efter min mening langt vigtigere.

– Lyst er ikke nødvendigvis noget, vi skal give efter for, og fantasier skal ikke altid udleves. Det gør os ikke lykkeligere, for lige så snart de er levet ud, bliver de erstattet af nye. Vi bliver aldrig mætte, og de spor, vi efterlader, er ødelæggende, familier splittes. Behovet er langt vigtigere. Hvad har vi brug for? Det er den snak, vi skal have.

Det mest intime

Pernille rejser sig og går over mod en statue, hun har stående i sin stue. Det er en gipskopi af en oprindelig bronzeskulptur, dateret til omkring 440 f.kr, og forestiller en græsk yngling: Spydbæreren! Han er afslappet, atletisk, nøgen og så høj, at hun næsten ikke kan nå toppen af hans hoved, selv når hun står på tæer.

– Men se på hans tissemand, den er ikke meget større end min lillefinger. Og det er et vigtigt signal – et udtryk for et helt andet ideal. Da den berømte, græske skulptør Polykleitos skabte originalen for mere end to tusind år siden, var noget af det mest attraktive og maskuline en kontrol af netop begæret.

– I dag er vi optaget af ”størrelsen. Det, vi ikke kan se, mens vi står i det, er de voldsomme konsekvenser: Når lysten først får lov til at styre, når moral og værdier tilsidesættes, så kollapser ikke bare ægteskabet, men samfundet smuldrer og vakler med., siger Pernille.

Det har også voldsomme konsekvenser på individplanet. Pernille ville kunne lave en liste med navne på de første 10 kvinder, hun kender, som er i dyb krise i deres parforhold.

– De er allesammen i slutningen af 40’erne eller begyndelsen af 50’erne og lider af uro og angst for at blive svigtet og for at blive gamle. Det er ikke så mærkeligt, når vi lever i en verden, hvor vi konstant bliver målt på, hvordan vi ser ud.

Og utroskab gør bare ondt.

– Sex er jo noget af det mest intime mellem to mennesker. Man deler kropsvæsker, og i orgasmen er man som kvinde nødt til at give sig helt hen. Jeg læste et sted, at kvinden optager mandens dna gennem sine slimhinder, man bliver virkelig ét, så det er ikke mærkeligt, at utroskab for de fleste gør så ondt.

Dybe behov

Men hvad hvis vi turde stoppe op og spørge os selv og hinanden: ”Hvilket menneske vil du gerne være? Hvordan vil du gerne kendes? Hvad er dit dybeste behov?”. Det har Pernille selv gjort, og hun løfter gerne lidt på sløret:

– Jeg har behov for et værdi- og kærlighedsbaseret intimt forhold. Det er mit dybe behov. Og jeg ville være ked af at skulle gå rundt og tænke på, hvad min mand mon foretog sig, når vi ikke var sammen. Det har jeg prøvet, og jeg tror ikke, der er den store lykke at hente der for ret mange.

Hun ved dog, at der er undtagelser. For da hun stadig var gift med børnenes far, havde de et vennepar.

Kvinden i parret var aktiv ud over alle grænser, og hun fortalte Pernille om det. Det var bestemt ikke noget, Pernille havde lyst til at leve i. Hun kunne slet ikke bære det og talte med sin daværende mand om det. ”Det er ødelæggende”, sagde hun til ham.

Det paradoksale er, at venneparret fra dengang stadig er gift, mens Pernille selv har været gift og skilt flere gange siden.

– Men de er altså også en undtagelse. En helt særlig familie, og så ved man jo heller ikke, hvilke aftaler de har haft. Vi er jo alle sammen forskellige og har forskellige grænser, og det skal vi kunne tale med vores partnere om, og så er det vigtigt, at vi tør være tro mod os selv og vores værdier og mod dem, vi har forpligtet os over for. På den måde er utroskab egentlig et dårligt ord. Vi skulle hellere tale noget mere om at være tro.

Artiklen blev udgivet i Søndag 32/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.