Jeg havde lige sat mig bag rattet i min fars lånte bil. Så begynder tårerne at trille

Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg var et sted omkring Nørre Felding, da tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder.

Udenfor piskede regnen ned på forruden, og inde i kabinen spillede ’Don’t Dream It’s Over’ af Crowded House ud af højtalerne. Jeg ved ikke, hvad der overraskede mig mest: At jeg græd, eller jeg græd til lige netop dén sang af alle.

Tre dage tidligere havde jeg været til min gymnasievenindes polterabend, der også fandt sted i Vestjylland.

Her viste det sig, at jeg var den eneste uden en fast partner ud af 17 kvinder. Jeg nævner lige antallet igen: SYTTEN.

To tredjedele af gæsterne til polterabenden var ligesom bruden desuden bosat i området, og så var de mødre til et eller flere børn.

Nu sad jeg så her, en singlekvinde bag rattet i min fars lånte bil, på vej til at mødes med endnu en savnet veninde, der sammen med sin kæreste og deres barn har byttet storbylivet i Aarhus ud med en villa udenfor deres hjemby Holstebro.

Jeg græd, som var jeg i sorg over et tab; ligesom når man mister en, man har kær, men udskyder sorgen og gråden.

Man tror, man forstår tabets betydning, så man fortsætter hverdagen lige indtil en dag, hvor dæmningerne i tårekanalerne brister.

Pludselig sidder man i en bil i Jylland og græder til en rockballade, ens forældre dansede kinddans til i firserne, uden helt at vide hvorfor.

Det er efterhånden mange år siden, at jeg opgav ideen om at blive gift og sætte afkom i verden, før jeg blev tredive, og desuden har et hus i Herning, Holstebro eller nær Ringkøbing, hvor jeg er født og opvokset, aldrig nogensinde floreret i mine drømme. Kun i mine mareridt.

Så hvad bunder denne sorg i? Er det misundelse af andres tilsyneladende lidt kedelige men lykkelige liv, eller er det tvivlen omkring mit eget valg af livsbane, der kommer snigende?

Er det længslen efter noget, der egentlig aldrig har været for mig, eller handler det i virkeligheden mere om et ønske om at passe ind i normen?

Jeg kan jo tydeligvis se, hvor glade et liv med villa, volvo og (menneske)vovse gør mine veninder, så det burde vel også kunne gøre mig glad? Eller hvad?

Vi mennesker er i bund og grund ikke så meget andet end sociale pattedyr, der instinktivt og af evolutionære årsager følger flokken og helst gør det samme som alle de andre.

Det har fået mig til at tænke over, hvilken afkørsel, jeg tog, der førte mig til at leve et andet liv og en så anderledes hverdag end den, mine veninder i Jylland lever i.

I det Jylland jeg kommer fra, og i provinsen i det hele taget, vil jeg vove at påstå, at man kan få et typehus på en naturgrund eller en arkitekttegnet halvfjerdservilla med fjordudsigt til det samme som en toværelses koster på Nørrebro.

Det er i hvert fald, hvad jeg har hørt.

Derudover ser faste jobs (med pensionsopsparinger), faste forhold og faste fremtidsudsigter ud til at være en fødselsrettighed, og alle snakker om et eller andet fællesskab, jeg til gengæld aldrig har hørt om.

I København kæmper jeg derimod for at finde et sted at bo på sjette år, og i en alder af 29 år skammer jeg mig over at låne penge af min familie stort set hver måned for at have råd til leve.

Det gør jeg blandt andet, fordi jeg har valgt en branche, der nærmest månedligt melder om enten nedskæringer og fyringer eller stress og dårligt arbejdsmiljø.

Jeg har af samme grund ikke et fast job, og jeg har desuden heller ikke en fast partner.

Børn har jeg heldigvis heller ikke nogen af, det ville være at drive rov på mine forældres velvillighed til at låne mig håndører til mælk sidst på måneden. Hvad, jeg til gengæld har, er en studiegæld, der nærmer sig en kvart million, fordi jeg har valgt at læse videre, samt en mere eller mindre katastrofal datinghistorik.

Så er det i virkeligheden mine veninder i Jylland, der har regnet den ud?

Når det sagt, så har jeg paradoksalt nok aldrig følt mig gladere, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været inde i en så lang og så stabil periode med gode dage, der strækker sig over flere måneder.

Faktisk er jeg i løbet af det sidste halve år blevet ramt flere gange af den momentane og overvældende følelse af ren lykke, end jeg - vil jeg vove og påstå - har oplevet at blive det i størstedelen af mine 20’ere til sammen.

Siden jeg var omkring tretten år gammel har jeg været sikker på, at jeg skulle flytte til København.

Jeg husker at stå i køkkenet i mit barndomshjem og fortælle mine forældre, at jeg ville flytte til København så hurtigt som muligt, fordi det var den by, jeg kendte, der lå længst væk.

Lige så sikker har jeg været på, at jeg ville være journalist.

Så når folk spørger mig, hvad jeg ville lave, hvis jeg ikke skulle være det, så har jeg intet svar at give.

Jeg ved det simpelthen ikke.

Måske det er derfor, at jeg, næsten fire år efter jeg dimitterede, stadig er noget, der minder om arbejdsløs.

Alligevel føles det som om, at fragmenter af mine fremtidsdrømme er gået i opfyldelse, og når alt kommer til alt, ville jeg ikke have valgt anderledes.

Heller ikke selvom at jeg i mine to større vennegrupper, en gymnasiegruppe og en rejsegruppe, var den eneste, der valgte at flytte fra Jylland til København (foruden den ene veninde i rejsegruppen, der i forvejen kom fra Sjælland).

Der hvor jeg kommer fra, flytter unge mennesker nemlig oftest til Aarhus for at studere efter endt ungdomsuddannelse og efterfølgende sabbatår.

Her tager de en mellemlang videregående uddannelse og finder sammen med en partner, der højst sandsynligt kommer fra samme område i Jylland, som dem selv.

De bliver gift og gravide og finder et hus maksimalt en halv time fra deres forældre (i tilfældig rækkefølge).

Det er selvfølgelig alt sammen meget generaliserende og sat på spidsen.

Og hvis der sidder nogen og hidser sig op, fordi de føler sig trufne over ovenstående lidt kedelige beskrivelse, vil jeg bare gerne slå fast, at der absolut ikke er noget galt med at vælge den lige vej.

Det liv og den vej har lige så meget værdi som det prekære københavnerliv, og i tider, hvor den ulige vej er for tilgroet og indsnævret, ville jeg ønske, at den lige vej også var for mig.

Sagen er bare, at det er det ikke.

I bund og grund handler det vel om, at vi har forskellige oplevelser af, hvad der skaber grundlæggende tilfredshed og glæde over det liv, vi lever. Kort sagt, så er det forskelligt og individuelt, hvad der gør os lykkelige.

Der er ikke nogen standard formular, selvom samfundsnormerne nogle gange snyder os til at tro det.

Derfor har jeg midt i sorgen over tabet af det liv, jeg egentlig aldrig ønskede mig, været nødt til at spørge mig selv, hvornår jeg føler mig lykkelig, siden det tilsyneladende ikke er forestillingen om mand og børn en halv time væk fra mine forældre, der får niveauet af lykkehormoner i min hjerne til at stige.

For mig er lykken blandt andet at se min gymnasieveninde gennem 13 år gå op ad kirkegulvet i brudekjole.

Det er at kigge på resten af kliken siddende om rundbordet med deres partnere ved deres side og mærke deres kærlighed til hinanden.

Det er at se dem plukke hindbær med deres børn i egen have tilhørende den føromtalte villa med fjordudsigt.

Men det er også at gå alene i biografen om formiddagen og at cykle over Dronning Louises Bro i solnedgangen.

Det er at insistere på at gå til en koncert, som ingen af mine venner gider med til, og så er det at rejse solo og sidde bag på scootere ned af fjerne bjergskråninger.

Sidst men ikke mindst, så føler jeg mig lykkelig, når jeg skriver, når jeg lærer, og når jeg forstår.

Forstår, at følelsen af frihed opstår i kraft af at følge min egen vej, selvom den nogle gange er lidt hullet og godt kunne trænge til lidt asfaltering.

Efter ni intense dage hos mine forældre i Jylland, hvor jeg har været til en polterabend, en vielse på rådhuset og et storslået bryllup, træder jeg ud af Flixbussen på Københavns Busterminal og føler mig akut hjemme.

Hjemme blandt alle de andre, der besluttede sig for at gå ad en anden og måske lidt mere tilgroet sti end den nedtrådte, som mange andre tager.

I weekenden hopper jeg igen på Flixbussen til endnu et bryllup i Vestjylland.

I bussen tror jeg, at jeg vil sætte Crowded House på.

Når forsangeren indledningsvis synger ”there is freedom within, there is freedom without”, så vil jeg minde mig selv om, at alle disse modsatrettede og forskelligartede følelser sagtens kan sameksistere.

Fordi hvis der er noget, jeg har lært at af at læse kønsforskning på universitetet, så er det at blive i ambivalensen. Også selvom den kan føles unaturlig og ubehagelig.