Kærlighed og sex
23. september 2019Jo, du har en type – og det er sandsynligvis din eks
Du er lige kommet ud af et (dårligt) forhold, og nu vil du gå efter en helt anden type. Men forskning viser, at du med al sandsynlighed vil finde en ny kæreste, der minder ret meget om din eks
Af: Margrethe Vadmand
Foto: Panthermedia
Aldrig mere én som ham! Du er lige kommet ud af et (dårligt) forhold, og nu vil du gå efter en helt anden type. Men forskning viser, at du med al sandsynlighed vil finde en ny kæreste, der minder ret meget om din eks, skriver Proceedings of the National Academy of Sciences. For når det kommer til kærester og dating, ender vi med at gå efter den samme personlighedstype igen og igen.
Ved at bruge data fra et igangværende flerårigt studie af tyske par og familier i flere aldersgrupper sammenlignede forskere fra University of Toronto personligheden hos 332 personers nuværende og tidligere partnere. Resultaterne tyder på en betydelig lighed i personlighederne hos en persons romantiske partnere. Deltagere i undersøgelsen vurderede deres egne personlighedstræk og blev også bedt om at vurdere, hvor meget de var enige i en række udsagn som "Jeg er normalt beskeden og reserveret". "Jeg er interesseret i mange forskellige slags ting" og "Jeg laver planer og udfører dem”. Det samme gjorde personens nuværende og tidligere partnere. En analyse af svarene viste, at de nuværende og tidligere partnere beskrev sig selv på stort set samme måde. Og at partnerne lignede hinanden mere end den person, de begge havde været kæreste med. LÆS OGSÅ: 10 råd, hvis du vil gøre dig fri af dit usunde parforhold Ved at få vurderinger fra partnerne selv fremfor en persons beskrivelse af dem, fremstår undersøgelsen langt stærkere og mere troværdig. Forskerne påpeger, at der både er fordele og ulemper ved at vælge en partner med en personlighedstype, du kender. Du har udviklet strategier til at omgå den, men samtidig kan du opleve den samme type problemer igen og igen.