Kærlighed og sex
22. august 2018

Maria kom videre efter en krise i parforholdet: Jeg skulle finde mig selv

Mange af os oplever fra tid til anden en krise i parforholdet. Men det kan lade sig gøre at komme videre og finde tilbage til kærligheden, hvis man arbejder for det. Her fortæller Maria Roel Søgard om, hvordan hun flyttede fra sin mand en periode for at finde sig selv.
Af: Annette Aggerbeck, redigeret til web
Maria Roel Søgaard

Foto: Claus Peuckert

Sådan kom jeg igennem parforholdskrisen

Maria Roel Søgaard er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at genfinde kærligheden efter en alvorlig krise i parforholdet. Det er omtrent syv år siden, Maria og hendes mand havde deres krise, men siden har de haft det godt sammen. Maria og hendes mand har kendt hinanden, siden de var 15 år, været sammen i 26 – og gift i 14 år. Sammen har de tre snart voksne børn. Flere ting førte til krisen, mener Maria.

– Jeg var under et stort pres, fordi jeg ud over at stå for alt det praktiske i hjemmet og omkring vores børn også skiftede job og mistede min far. Det førte til en livskrise, og vi fik problemer i parforholdet, fortæller Maria, 41 år.

Marias mand driver sin egen virksomhed og deltog ikke meget i de praktiske, daglige gøremål. Og Maria følte sig ikke mødt i sine behov, men stoppede med at sige dem højt.

– Jeg havde den indstilling, at jeg nok skulle klare det hele, men på et tidspunkt forsvandt mit overskud, og jeg blev endnu dårligere til at tage mig af mig selv. Jeg fik hverken sagt, hvad jeg havde brug for i forhold til det praktiske eller i mit parforhold.

Valgte at flytte

Set i bakspejlet forstår Maria i dag, at hun ikke fik sat ord på sin kærlighed til sin partner, og at de med årene begge glemte at være opmærksomme på hinanden, fordi de var mest optagede af det, der fyldte hos dem selv. Efterhånden blev hun i tvivl om, hvad det var, hun elskede sin mand for, og hun kunne ikke se, hvad de havde, som var værd at være sammen om. Det gjorde, at Maria så parterapi som eneste løsning. Og her fik Maria en tankevækkende ny indsigt i sig selv.

– Parterapeuten spurgte, hvad jeg havde behov for, men jeg kunne ikke svare. Og hvordan skulle min mand kunne imødekomme mine behov, når jeg ikke engang selv kunne sætte ord på, siger Maria, der valgte at flytte fra sin mand for at finde sig selv.

– Vi lærte hinanden at kende som 15-årige, hvor man er ved at finde sin egen identitet. Så en del af løsningen på krisen var også, at jeg skulle finde ud af, hvem jeg er. Det har været svært for mig at definere mig selv som mig uden min mand.

LÆS OGSÅ: Parterapeuten: Sådan kommer I videre efter en krise i parforholdet

Lærte at bede om hjælp

Efter tre måneder flyttede Maria tilbage til sin mand. Hun kunne mærke, at hendes mand oprigtigt ønskede at ændre de ting, hun var utilfreds med – han ville gerne tage ansvar og del i det praktiske i hverdagen. Samtidig arbejdede Maria på at blive bedre til at udtrykke sit behov for at få hjælp af manden.

– Jeg har fra barnsben lært, at det er et svaghedstegn at bede om hjælp. Det er derfor, det har været så svært for mig at række ud. Det har altid været essentielt for mig at klare tingene. Til gengæld har jeg altid været god til at hjælpe andre. Jeg forstod, at hvis jeg har brug for og lyst til at hjælpe andre, kunne andre have det på samme måde. De får derfor ikke opfyldt deres behov for at hjælpe, hvis jeg ikke rækker ud. Vi har alle brug for hinanden, siger Maria.

Via parterapien fik Maria også øjnene op for, at hun og hendes mand ønskede noget forskelligt af hinanden, hvor hun hidtil havde troet, at manden ønskede det samme som hun gjorde.

– Vi er blevet bedre til at være nysgerrige. Vi har kendt hinanden i så mange år, og vi er jo ikke de samme, som da vi mødte hinanden. Det er vigtigt, at vi ikke tager noget for givet.

LÆS OGSÅ: Trine reddede sit ægteskab: Jeg lærte at sige nej og stå fast

Sidste år var Maria og hendes mand på kommunikationskursus for par – ikke fordi de havde en krise, for det har de ikke haft de seneste syv år.

– Vi ønsker begge at styrke den gode udvikling. Vores parforhold forandrer sig hele tiden, og vi skal have det godt sammen, uanset hvad der sker. Nu er børnene teenagere, og om få år flytter de hjemmefra. Så begynder en ny tid. Jeg er også blevet meget bevidst om, hvordan jeg højner min egen trivsel, og at der skal tales om problemerne, både de små og de store. Jeg hjælper nu selv par som parcoach med at italesætte deres behov, og her kommer mine egne erfaringer mig til gode, siger Maria.

Maria er meget tilfreds med, at hun og manden har fået en arbejdsfordeling i hjemmet, så hun ikke længere føler sig presset.

– Vi taler meget mere sammen i dag og har et større nærvær og et bedre sexliv. Jeg håber, at andre, der læser artiklen, får øjnene op for, hvor vigtigt det er at tale sammen, siger Maria.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs mere om:

Læs også