Kærestesorger
21. juni 2021

Maria og Pelle Peter Jencel vil hele dit knuste hjerte. Her er deres bedste råd

Parret Pelle Peter og Maria Jencel har begge oplevet, hvordan kærestesorg kan gøre, at man føler sig syg og fortabt. I en ny bog deler de deres erfaringer om, hvordan man kommer tilbage på benene igen. En bog de selv har manglet, da de stod med knuste hjerter.
Af: Kristine Enevold Villadsen
https://imgix.femina.dk/2021-06-21/maria_pelle_peter_jencel_307_low.png

Foto: PR

Da Pelle Peter mødte sin kone Maria, stod han stadig med anklerne i sorgen fra et brud med en tidligere kæreste.

Han følte, at lidt af sit liv var gået i stykker, og kærestesorgen blev en mindre livskrise for ham, hvor han ikke vidste, hvad han skulle stille op.

Maria Jencel havde også været gennem et brud et år forinden, hvor hun havde været ulykkelig, haft det fysisk dårlig med hjertebanken og svedeture.

Hun havde følt sig afhængig af et andet menneske, selvom hun godt vidste, at det ikke skulle være dem.

Maria var dog kommet videre og kunne derfor hjælpe Pelle Peter gennem hele den proces, som han netop stod i.

Ingen af dem havde tænkt, at de lige foreløbigt skulle have en kæreste igen, og de så derfor hinanden i et halvt år, inden de blev kærester. I dag er de gift og er nybagte forældre til en datter.

­– Vi var jo sådan set kærester, selvom ingen af os sagde det, siger Pelle Peter.

– Ja, og jeg tror måske ikke, at vi var blevet det, hvis jeg ikke havde tænkt over nogle ting i min kærestesorg. Jeg havde generelt gået efter nogle helt andre typer, indtil jeg begyndte at tænke over, hvad der egentlig gør mig glad, siger Maria.

For dem begge har de nemlig brugt kærestesorgen til at finde ud af lige præcis det. Hvad, der gør dem glade, og hvilke værdier der er vigtige for dem i et forhold.

Noget de ikke synes, der er nok fokus på, når man står midt i en kærestesorg. En sorg, der ikke bliver taget lige så alvorligt som andre slags.

Derfor har de nu skrevet bogen ”112 for knuste hjerter ” sammen for at give gode råd til andre, der står med et knust hjerte.

Går ind i det som et par

Men hvordan er det at tale om kærestesorger med sin nye kæreste?

For Pelle Peter og Maria har det været en naturlig proces. Det var faktisk noget af det første, de snakkede om, da de mødte hinanden.

De har set på det på samme måde, som hvis man deler oplevelser fra en hård barndom eller oplevelser fra et sygdomsforløb.

Maria: – Det er ikke, fordi at man ønsker sig tilbage til det, men det er noget, der har skabt og formet en. På den måde kan man også bedre forstå hinanden i den relation, som vi har nu.

Pelle Peter: – Vores snakke om kærestesorger til bogen har også været ud fra en meget konstruktiv vinkel, der hedder ”Hvordan fik jeg det bedre igen?”. Så der har vi virkelig fundet en fælles vej, som vi også vil dele med andre.

Se videoen: Derfor talte vi om vores ekskærester på første date

Diagnosen er det samme

For på trods af forskellige brud med ekskærester, har de fundet ud af, at diagnosen på et knust hjerte er det samme.

Det kan sammenlignes med et brækket ben. Diagnosen vi stadig være det samme, om det er blevet brækket i en fodboldkamp eller i en bilulykke.

Pelle Peter: - Hvordan man ender i situationen, betyder derfor ikke så meget, for det er de samme ting, som hjælper dig videre. Derfor handler vores bog også meget lidt om bruddet, men hvad man skal gøre dagen efter for at komme videre.

Maria: - Det er alt fra de allerinderste omstændigheder som skamfulde, tabubelagte følelser, og så til de ydre omstændigheder som job, karriere, drømme, venner og familie. Og så kan man plukke i det, som man har brug for.

Genopdag dig selv

For både Pelle Peter og Maria har deres knuste hjerter ledt dem ud på en rejse, hvor de har prøvet at finde sig selv igen.

Hvad kan de lide at arbejde med? Kan man være DJ og radiovært, når man også gerne vil være far? Og kan man egentlig lide de stramme jeans, som man er blevet rost for af sin ekskæreste?

Det var alt fra små til store spørgsmål, som der skulle findes svar på igen.

Pelle Peter: – Et forhold er så stor en del af ens identitet, så et knust hjerte er måske nærmere en knust tilværelse, hvor man skal definere sig selv igen. Fremfor at spise chips, græde og gå på Tinder, skal man hellere se sin kærestesorg som en mulighed for at finde ud af, hvad der i virkeligheden gør en glad. For man har ikke noget at tabe længere.

­Maria: - Jeg ved, at vi begge har haft glæde af, at lade bruddet arbejde for os og lade det blive til en identitetsrejse.

https://imgix.femina.dk/2021-06-21/maria_pelle_peter_jencel_345_low_0.jpg

Maria: – Man skal opdage sig selv igen, og finde ud af, hvem ens autentiske jeg er. Hvem er jeg, når der ikke står en partner ved siden af og siger ”Vi spiser jo altid sushi om onsdagen”, og lige pludselig har man glemt, at man faktisk ikke rigtigt kan lide sushi.

Pelle Peter: – Haha, genialt eksempel.

Anerkend sorgen

En andet råd, som Pelle Peter og Maria vil give videre er, at man skal tage sin sorg alvorligt, også selvom nogle fortæller dig, at det ”bare” er kærestesorg.

Pelle Peter: – I Danmark er vi nogle gange lidt bange for de svære følelser, og jeg tror, at kærestesorger ikke bliver taget så seriøst, som det burde. Det er svært, og det burde være okay at blive ked af det.

Maria: – Man kan få hjælp til mange slags sorg i Danmark, men med kærestesorger er det bare: ”Du skal ud at finde en anden for at komme over det”. Det er jo bare ikke virkeligheden for langt de fleste.

Derfor har Pelle Peter og Maria også valgt at dykke ned i videnskaben omkring kærestesorger i deres nye bog.

Her kigger de på, hvad der sker med sindet, hjertet og hjernen, når man er ramt af kærestesorg.

Da fandt frem til, at hvis det er en alvorlig kærestesorg, så kan kroppen og sindet reagerer som efter et dødsfald.

Maria: – Man kan jo blive helt syg af kærestesorg, så det gav bare mening for mig, da jeg fandt ud af de ting, der ligger bag sorgen. Jeg har selv oplevet svedeture og hjertebanken, og det gav så god mening, at man også reagerer fysisk.

Pelle Peter: – Og så var det også dejligt at have et videnskabeligt belæg for, at det, man oplever, faktisk er helt normalt.

Kom ud på den anden side stærkere

I ”112 for knuste hjerter” bliver man guidet igennem kærestesorgens fire stadier: Chok, sorg, bearbejdelse og styrke. Alt efter hvor man er i sin sorg, kan man finde de kapitler, der netop passer på en selv.

Bogen handler om, at man i til sidst kommer ud på den anden side endnu stærkere. Men hvordan gør man det, når det hele føles svært og uoverskueligt?

Jeg er på mange måder et andet menneske nu, end før jeg blev ramt af et hårdt brud.

Her er deres bedste råd, at man skal tænke over andre ting udover en kæreste, som kan gøre en glad.

Er man allergladest, når man er sammen med sine venner? Med sin familie?

Og hvilken stemning er der sammen med dem? Bliver man glad, når man gør noget for sig selv?

Sparer op til en rejse, som man altid gerne ville på? Eller vælger et job, der ikke giver den højeste løn, men som er sjovt?

For Pelle Peter har det været de små livsprojekter, der hjalp ham ud af sorgen.

Pelle Peter: – Man skal måske endda se på sin kærestesorg som en mindre livskrise, og så tænke over, hvem man gerne vil være. Jeg er på mange måder et andet menneske nu, end før jeg blev ramt af et hårdt brud.

– I den periode tænkte jeg nemlig over rigtigt mange ting, som ikke bare handlede om kærlighed, men om hvad jeg vil med mit liv.

Maria: – Jeg har også eksempler på forhold, hvor jeg har givet slip på noget, fordi det ikke passede ind i den relation og virkelighed. Med kærestesorgen får man tid til at stoppe op og finde ud af, hvilke værdier, der er vigtige for en.

Pelle Peter: – Når det så er sagt, så tror jeg også, at et hårdt brud kan være en del af en, resten af livet.

Maria: – Men det er heller ikke målet i sig selv, at man skal slette de minder helt. Man har måske også fået noget ud af den relation, som man er blevet stærkere af.

Pelle Peter: – Jeg har i hvert fald lært nogle ting om mig selv og jage det, som i virkeligheden gør mig glad.

Læs mere om:

Læs også