Når hun møder par, der fryser i gennemtrækket fra åbne døre, beder hun dem altid om én ting

Kender du til det at være skuffet eller frustreret over din partner eller noget i parforholdet, som gør, at du trækker dig lidt? Du begynder måske at arbejde lidt mere, komme senere hjem, se vennerne oftere, være mere optaget af dine egne ting eller dele dine følelser med nogle andre end din partner.

Eller du går skridtet videre og begynder at skrive med en gammel flamme, at småflirte eller fantasere om nogle andre – eller du har ligefrem en affære.

Man gør de her ting mere eller mindre bevidst, fordi man på nogle områder ikke er glad i forholdet. Måske føler man sig ikke mødt, set og elsket. Der er noget, man savner, eller man føler sig uformående og magtesløs.

Man begynder at åbne de her døre for at flygte lidt fra forholdet, distrahere sig fra problemerne og prøve at få det, man ikke får i forholdet, fra andre: Spænding, sex, nærvær, bekræftelse eller noget andet.

Medmindre det er direkte utroskab, synes de her forskellige måder at tappe lidt ud af forholdet på måske ikke så alvorlige.

Men de forskellige ”exits”, som de hedder inden for en gren af parterapien, kan faktisk være starten på afslutningen og være meget mere fatale, end man lige forestiller sig.

Energien siver ud

Det, der sker, er, at energien og opmærksomheden siver ud ad de åbne døre. Det nærvær, der skulle bruges på at løse og transformere udfordringerne og manglerne i forholdet, bliver givet til noget uden for forholdet.

Det er at flygte fra problemerne, selv om man måske slet ikke er bevidst om, at det er det, man gør. Når man ikke adresserer problemerne og ens savn efter den anden, så handler man, som om man alligevel ikke forventer, at man kan mødes og skabe nogle forandringer sammen.

Så kapitulerer man faktisk og lader forholdet i stikken. Man drager heller ikke omsorg for den anden, når man bare selv går ud og finder sine egne løsninger uden for forholdet.

Ubevidst eller usagt er det at betragte den anden som håbløs og at give op over for den anden, men uden at sige det.

For at løse de udfordringer og forskellige behov, der altid vil opstå i et forhold, må vi være i det sammen, vi må drage omsorg for hinanden og forvente, at den anden selvfølgelig også ønsker et godt og tilfredsstillende sex- og kærlighedsliv.

Hvis vi bare stikker af, også selv om det kun er i energien og opmærksomheden, så bryder vi tilliden og omsorgen for hinanden, og en ond cirkel starter.

Jo flere åbne døre, jo mindre fortrolighed og intimitet, som fodrer flere og større exits, som så igen udhuler kærligheden og tilliden.

Nogle gange sker den her bevægelse ubevidst og nærmest af sig selv. Vi kan bare konstatere, at vi kommer længere og længere væk fra hinanden og får det dårligere og dårligere.

Tag ansvar

For at gå igennem det svære og for at skabe forandringer er der brug for masser af tryghed, tillid og kærlighed. Der er brug for, at begge parter tager ansvar og forstår, at vi er to om at skabe den dynamik, og at det er et fælles problem, vi løser sammen.

Bare at sige, at det hele er den andens fejl, den andens manglende lyst eller den andens manglende formåen ud i kærligheden, er at løbe fra sit eget ansvar og sin egen del i dynamikken. Så hvad skal man gøre i stedet?

Løsningen er at tage sig selv, den anden og ikke mindst kærligheden alvorligt og tage ansvar for det, der ikke fungerer. Det gør vi ved at tage ansvar for vores egne behov og følelser og også ønske at møde og forstå den andens og så finde en vej sammen.

Vi skal med andre ord tage tyren ved hornene og blive i det svære uden at stikke af og bare prøve at få tilfredsstillet vores egne behov.

Vi skal turde blive i ”ilden”, kigge hinanden i øjnene og holde hinandens hjerter. Vi skal ville det bedste for hinanden og have tillid til, at den anden også har sine årsager til at føle og handle, som han eller hun gør.

Før den proces kan starte, skal vi lukke alle de exits og døre, der er åbne, så kærlighedsrummet igen bliver fyldt med nærvær, energi og tro og tillid, og så er der grobund for, at et helt nyt eventyr kan starte.

Så vælger vi hinanden på ny og forpligter os til at gå vejen sammen, selv om vi selvfølgelig ikke ved, hvor den fører os hen, eller om det lykkes at skabe de forandringer, vi længes efter.

Men så har vi har taget os selv, den anden og ikke mindst kærligheden alvorligt.

Arbejdet kan begynde

Når der kommer et par i terapi hos mig, som har det så dårligt i forholdet, at de begge sidder utrygt og modløst og fryser i gennemtrækket fra de åbne døre, så beder jeg dem altid først om at lukke alle exits og forpligte sig til denne proces sammen.

Først dér kan arbejdet rigtigt begynde. Og det, der så oftest sker, er, at begge parter får nogle værdifulde og overraskende indsigter i, hvordan de selv har været med til at skabe de problemer, de synes, den anden er årsagen til.

Ofte er det nogle dybe og grundlæggende mønstre og overbevisninger om én selv, der fører til den uhensigtsmæssige dynamik. For nylig havde jeg et par i terapi, hvor manden havde været utro.

Gennem sessionerne opdagede han, at han faktisk slet ikke selv havde været med til at skabe det sexliv og den intimitet, han længtes så meget efter, selv om han følte, at han havde været så tålmodig og prøvet alt.

Med den indsigt og de ændringer kunne parret langsomt begynde at mødes på den intime måde, han havde savnet.

Når vi graver dybt og ser den egentlige dynamik bag problemet, kan der ske utrolige ting og forandringer i relationen. Så får man en indsigt, som ingen affære kunne have givet én. Og så giver man en af de største kærlighedserklæringer, man kan give hinanden, nemlig at man bliver, selv når det er svært, at man tror på den anden, og at man bærer forholdet sammen og ikke kun sig selv.

Dette gælder naturligvis ikke, hvis man er i et reelt usundt forhold med én, der dominerer og manipulerer og får én til at tvivle på sig selv, for der skal man åbne døren på vid gab og skynde sig væk.

Klummen blev udgivet i femina uge 20, 2023.